Læsetid: 7 min.

Har Obama allerede opgivet at se til venstre?

Den første kritik fra venstrefløjen i Det Demokratiske Parti af Barack Obamas midterkurs er sluppet ud mellem sidebenene. I sit valg af ministre og rådgivere lægger han sig tæt op ad midter- og højrefløjen i partiet. Men de fleste venstreintellektuelle er villige til at udvise forbavsende tålmodighed
Den første kritik fra venstrefløjen i Det Demokratiske Parti af Barack Obamas midterkurs er sluppet ud mellem sidebenene. I sit valg af ministre og rådgivere lægger han sig tæt op ad midter- og højrefløjen i partiet. Men de fleste venstreintellektuelle er villige til at udvise forbavsende tålmodighed
29. november 2008

Vil USA's næste præsident blive fanget af sin egen valgretorik?

Dette aktuelle spørgsmål rejser sig i forbindelse med Barack Obamas berømte ytring fra valgkampen: "Den forandring, vi har behov for, vil ikke udgå fra Washington. Den vil vi derimod bringe til Washington."

Obamas formulering var som sædvanlig velturneret. Da han gentog den på den demokratiske partikongres i Denver den 28. august, gik et sus gennem de 85.000 menneske, og det bredte sig som en tidevandsbølge til millioner af amerikanere via landets tv-skærme.

Obama signalerede til sine tilhængere, at det er dem, der skaber bølgen og rider på den hele vejen til Washington. Han er blot instrumentet til virkeliggørelse af magten. Mere effektiv agitprop findes næppe.

Men nu er der hverken råd eller tid til at drømme længere. Der skal handles. Beslutningerne skal tages, og de første drejer sig om at vælge de rette personer til at effektuere den tilstræbte forandring i Washington.

De fysiske omstændigheder tilsmiler Obama. Han og overgangsholdet har slået sig ned i Chicago - langt fra en hovedstad plaget af lobbyisme, politiske rævekager og korruption. Fra et image-synspunkt kan de stadig opretholde visionen om en rensende kraft, som snart vil indtage regeringsbyen og rydde op efter George W. Bush. Det bliver et syn for guder at opleve Obama aflægge ed som USA's næste præsident og at følge den afro-amerikanske familie til Det Hvide Hus. For mange sorte amerikanere er det ikke et tilfælde, at præsidentens officielle residens er malet i hvidt. Det signalerer hvide amerikanernes historiske ejerskab af dette nationale symbol på magt og prestige.

Ingen betvivler, at Obama i kraft af sin hudfarve og sin karisma kropsliggør den tilstræbte forandring. Millioner af hans tilhængere stoler på, at han vil holde sine løfter. De har modet til at udvise tålmodighed i en situation med den værste økonomiske krise i 25 år. Giv Obama en chance. Lad ham vælge sit hold. Han er jo ikke præsident endnu.

Ikke desto mindre er kommentatorer begyndt at se kritisk på Obamas dispositioner. Navnlig på den amerikanske venstrefløj vokser foruroligelsen, selvom kun de færreste tør formulere den offentligt. Demokratiske politikere og kendte politiske aktivister risikerer at blive jordet, hvis de så meget som antyder kritisk distance til Obamas valg af ministre og rådgivere.

Clintons gamle garde

Få af dem kan kaldes nye ansigter. Indtil videre tilhører næsten ingen partiets venstrefløj. Snarere synes persongalleriet at dele to fælles træk: De har næsten alle arbejdet for præsident Bill Clinton; og de ligger solidt forankret i Det Demokratiske Partis midte, nogle få er endda moderate republikanere.

Man kan tilføje flere andre karakteristika: Alle er yderst kompetente på deres felt, og hvis de som Hillary Clinton mangler direkte erfaring med deres område, opvejes det af andre egenskaber som for eksempel politisk tæft. De virker også pragmatiske fremfor ideologiske. De synes ikke styret af en forudindtaget holdning. De anser problemløsning for en dyd i sig selv.

De mest prominente kritikere af Obamas personalebeslutninger tilhører det Nye Venstre, hvis spor går tilbage til 1968. De kan grupperes omkring tidskriftet The Nation og kredse af yngre venstrefløjsaktivister på internettet, som fik deres politiske debut i antiglobaliseringsbevægelsen i slutningen af 1990'erne.

"Når man ser på listen over de personer, der er blevet valgt til medlemskab af overgangsholdet og den næste regering, er 37 ud af 47 personer på den ene eller anden måde knyttet til Clinton-regeringen. Man kunne føle sig fristet til at konkludere, at det ikke er Obama men Hillary Clinton, som bliver USA's præsident," skrev aktivisten Tom Engelhardt fornylig på huffingpost.com.

Allligevel er Engelhardt villlig til at give Obama manøvrefrihed. "Enhver, der så Barack og Michelle Obama på CBS-programmet 60 Minutes søndag, forstår, hvor frisk og anderledes han er i forhold til den konventionelle politiker (-) Men lad os håbe, at Obama bevarer sin ligevægt, når konsensus-begrebet i Washington begynder at lægge pres på ham," advarer Engelhardt.

Den gamle 68'er og Vietnam-demonstrant Tom Hayden udtrykker større skeptis over Obamas midtsøgende valg af ministre og rådgivere. "Jeg tilhører ikke den lejr, der siger: Giv ham tid, fordi hans vision vil trumfe alt andet. Jeg forstår ikke, hvad han er ude på. Det drejer sig ikke om at regere fra den politiske midte. I stedet vælger han folk fra fortiden. Hvorfor skal folk, der var med til at skabe den finansielle krise præmieres med et nyt job? Larry Summers og andre af Obamas rådgivere var trofaste tilhængere en dereguleret finanssektor i 1990'erne," sagde han til The Boston Globe i denne uge.

Obama er kendt som entusiastisk læser af amerikansk historie. Det er ingen hemmelighed, at Abraham Lincoln valgte politiske modstandere og partirivaler til sit regeringskabinet, og at hans formål var at rekruttere de bedste politiske begavelser og forvaltere. Franklin D. Roosevelts satte en dyd i at hyre medarbejdere med ry for at få tingene gjort. Det samme gjaldt John F. Kennedy.

"Men præsident Kennedy forstod hurtigt, at nogle rådgivere ikke delte hans vision eller program," siger Hayden.

"Jeg har ikke tillid til synspunktet, at Obama bare kan udpege tidligere krigstilhængere som rådgivere og overbevise dem om at trække styrkerne ud af Irak og Adghanistan. Det samme gælder for den økonomiske krise," tilgøjer han.

Hayden og andre prominente krigsmodstandere nærer ikke tillid til, at et hold af sikkerheds- og udenrigspolitiske spillere bestående af Hillary Clinton, tidligere CIA-chef Robert Gates (forsvarsminister) og general Jim Jones (national sikkerhedsrådgiver) vil presse på for at få de 15 amerikanske kampbrigader trukket ud af Irak i løbet af 16 måneder.

En anden kritiker af Obamas midtsøgende inderkreds, Christopher Hayes, noterer dog i The Nation, at man "let kan overfortolke rådgivernes ideologiske indflydelse på regeringens politik".

Giv tid

Obama er bevidst om præsidentens ansvar for at holde sine medarbejdere til ilden. På en pressekonferende onsdag forklarede han, at han vil udstikke en ny kurs i overenstemmelse med den platform, han førte kampagne på.

"Hvad jeg planlægger at gøre, er at kombinere erfaring med nye idéer. Men husk på, hvor visionen om forandring kommer fra. Den vil primært udgå fra mig. Det er min opgave at fremlægge en vision om, i hvilken retning jeg ønsker at bringe landet, og sikre mig, at mit hold fører den ud i livet," understregede han.

Andre toneangivende grupper og intellektuelle i Det Demokratiske Parti er mere tilbøjelige til at give Obama tid og rum til at danne sin regering og så dømme ham ud fra den politik, der bliver ført.

Til denne kreds hører månedsbladet The American Prospect (grundlagt af Robert Reich, Robert Kuttner og Paul Starr) og huffington.post startet af Arianna Huffington, en græskfødt tidligere republikaner, som har gjort karriere i Det Demokratiske Parti ved at advokere for et radikalt brud med Bush-tiden og den konservative æra.

Reich har på sin blog understreget, at de fleste af Obamas nyudpegede økonomiske rådgivere repræsenterer en ny generation af 'ikke-ideologiske' økonomiske bureaukrater, som opbyggede deres kompetencer i Clinton-årene. Kuttner er mildt skuffet over udnævnelsen af Summers til leder af det magtfulde nationale økonomiske råd, hvor han vil kunne akkumulere større indflydelse end andre over den økonomiske politik.

"Men Obama er præsidenten, og han vil gøre, hvad der er nødvendigt," lyder det fortrøstningsfyldt fra Kuttner. "Jeg erindrer flere gange at have kritiseret Obamas strategi i valgkampen, og hver gang viste det sig, at han var klogere end jeg."

Summers anses for at være en protegé af finansmanden Robert Rubin, der tjente som Clintons finans- og økonomiminister i midten af 1990'erne. Venstrefløjen giver de to mænd - øverst ansvarlige for USA's finansliv og økonomi gennem seks år - størsteparten af skylden for den omfattende liberalisering af USA's finansliv, som førte til forgældelse og bankerot for mange banker og finanshuse.

Forandret landskab

Ingen betvivler, at politikere i begge partier så den anden vej, mens få berigede sig via tvivlsomme udlån og investeringer.

Det er typisk, at hele affæren bliver gjort til et spørgsmål om forskellige demokratiske gruppers ansvar, men den handler primært om finanslivets ansættelse af forhenværende politikere som lobbyister og deres bestikkelse af lovgivere i Washington. Laissez-faire politik forbindes med republikanerne - ikke med demokraterne.

Den progressive politiske akvivist og kampagnerådgiver Robert Creamer - gift med en af Kongressens mest venstreorienterede medlemmer, Jan Schakowsky - peger i en artikel i The Huffington Post på valgresultatet, som ifølge ham demonstrerer, at et flertal af amerikanerne er rede til et kursskifte i retning af mere statslig intervention i samfundsøkonomien på vegne af middelklassen og mindre bemidlede amerikanere.

Creamer er overbevist om, at Obama ikke vil regere fra 'centrumhøjre', men fra midten. "Det skyldes, at midten har skiftet position, og at amerikansk politik er ændret. Lige nu befinder det politiske tyngdepunkt sig i middelklassen, hvilket påkalder en progressiv økonomik politik."

Men hvor lang tid skal Obamas tro demokratiske tilhængere vente? I The American Prospect opfordrer Mark Schmitt i artiklen 'The Audacity of Patience' dem til at være tålmodige.

"Obama vandt nomineringen og præsidentvalget ved at samle en koalition af forskellige vælgergrupper gennem nøje og systematisk arbejde. Hvis han skal være en ægte reformpræsident, er det ikke nok for ham at tolke sin sejr som et politisk mandat til at gennemføre de bebudede forandringer. Han bliver nødt til at konsolidere og udvide sin koalition," mener Schmitt.

"Det kan ikke gøres i de første 100 dage. Ej heller med anvendelsen af embedets magtbeføjelser og et flertal i Kongresssen. Han bliver nødt til at uddanne befolkningen og organisere de frivillige."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer