Læsetid: 9 min.

Er den plagede nation USA klar til forandring?

Rupert Cornwell har dækket fire amerikanske valg for The Independent. I kampen mellem Obama og McCain er der dog en alvor, som korrespondenten ikke har set tidligere
Independents korrepondent i Washington, Rupert Cornwell, tør endnu ikke erklære sig sikker. For ingen meningsmåling har vist, om amerikanerne er klar til at sende en afro-amerikaner i Det Hvide Hus, når de står i stemmeboksen. Svaret får han og resten af verden i nat.

Independents korrepondent i Washington, Rupert Cornwell, tør endnu ikke erklære sig sikker. For ingen meningsmåling har vist, om amerikanerne er klar til at sende en afro-amerikaner i Det Hvide Hus, når de står i stemmeboksen. Svaret får han og resten af verden i nat.

4. november 2008

Hvem kunne dengang have forestillet sig, at det skulle komme så vidt?

En iskold morgen, den 10. februar 2007, stod jeg skælvende i menneskemængden uden for Old State House i Springfield, Illinois, da Barack Obama meddelte, at han ville stille op som kandidat til valget af USA's 44. præsident. Alene den blotte tanke, at en afroamerikansk politisk novice havde en lille, men ikke urealistisk chance for at gøre sin entré i Det Ovale Værelse gjorde øjeblikket fascinerende.

Og var jeg måske ikke, tilbage i oktober 1991, taget til Little Rock for at overvære en ung guvernør i Arkansas fremsætte en lignende erklæring? Og Bill Clinton gik jo hele vejen. Kunne lynet slå ned to gange? Her ved afslutningen på Obamas bemærkelsesværdige valgkamp 2008 ser det sådan ud. Ligesom Clinton fangede stemningen i landet for 16 år siden, har Obama gjort det i dag.

Også i sidste uge var jeg med, da vor tids største politiske eventyr nåede sit foreløbige klimaks: Obama talte for 10.000 i Harrisonburg, Virginia. Vejret var næsten lige så ugæstfrit som i Springfield 21 måneder tidligere. Det var de sidste dage i oktober, og træerne stod stadig og lyste rustrødt i efteråret, mens vejrmeldingen varslede om snebyger. Igennem en af de mest opslidende valgkampe i mands minde er demokraternes kandidat blevet synligt ældre. Hans skikkelse er stadig slank og atletisk, men stænk af gråt er nu begyndt at dukke op i Obamas sorte hår. Alligevel var det budskab, han afleverede i sin afsluttende valgtale, helt det samme som i åbningssalven: enhed, håb og - vigtigst af alt - forandring. Harrisonburg er åndeligt talt en del af syden, dvs. John McCain-territorium i en delstat, der har stemt republikansk siden 1964. At Obama valgte dette sted til sit slutspil, viser en mand, der ikke frygter at udkæmpe sit slag på modstanderens hjemmebane.

"For et par uger siden støttede jeg McCain," fortæller en kvinde, som har sin otte-årige datter med på slæb.

"Men nu jeg hælder jeg mere til Obama, og han talte virkelig godt i dag." Ganger vi den holdningsændring med tusinder, ja millioner, får vi historien om de sidste seks ugers valgkamp.

Historiebøgerne

Uanset hvem der vinder, er valget i 2008 sikret en plads i historiebøgerne. At dens højdepunkt falder sammen med en finanskrise, der har rystet den amerikanske kapitalisme i sin grundvold, har kun gjort den yderligere bemærkelsesværdig.

Til tider forekom det måske ikke sådan. Bedst som Wall Street styrtdykkede, kunne man ved at lytte til kandidaterne få indtryk af, at der ikke stod noget større på spil. Joe Bliktud blev en national berømthed, og det svirrede med sindrige argumenter om konkurrerende skatteplaner og det tekniske i sundhedsreformer.

Men den finansielle og økonomiske nedsmeltning har forandret alt. Indtil midt i september lå kandidaterne side om side, og i nogle meningsmålinger var McCain endda foran. Så kollapsede Lehman Brothers. Mange indså, at en gammel samfundsorden - økonomisk, men også politisk - lå for døden.

Brudflader i politik bliver i modsætning til dem i topografien først rigtig klare i tilbageblikket. Ingen kunne f.eks. have vidst i 1980, at Ronald Reagan skulle blive den dominerende figur i amerikansk politik i en generation.

Nu alt er i spil. Hvis John McCain trodser alle odds og vinder i dag, bliver det på trods af, at han er republikaner. Den reaganistiske konservatisme har udspillet sin rolle. Partiet vil skulle opfindes forfra, hvis det igen skal blive relevant for den politiske midte, hvor valg som så mange andre steder bliver afgjort. Barack Obamas held har været, at han blev sit partis kandidat på et tidspunkt, hvor en indestængt længsel efter forandring ikke længere kunne holdes tilbage. Havde Hillary Clinton eller en anden førende demokrat vundet nomineringen, ville han eller hun givetvis have haft et lige så stort forspring i meningsmålingerne i dag - ja, måske et endnu større - i lyset af usikkerheden om, hvorvidt hans racebaggrund kan være et handicap.

Også den ændrede geopolitiske orden spiller ind. Udenrigspolitikken er det område, hvor den amerikanske præsident har sin største styrke. I denne kampagne er den blevet overskygget af landets økonomiske elendighed, men vælgerne er ganske på det rene med de enorme menneskelige og økonomiske omkostninger ved krigen i Irak, og de skader, som den har påført Amerikas gode navn. Også her står Obama i den gunstigste position. Det kan synes uretfærdigt, men John McCain bliver uvægerligt identificeret med det gamle, mens Obama står for forandring.

Drømmen er fordærvet

Forbrugertillidsindekset er på det laveste niveau, siden man begyndte at lave målingerne i midten af tresserne. Man behøver bare iagttage de spøgelsesagtigt stille indkøbscentre - sikke en frygtelig start på juleomsætningen - og de tomme huse med deres tvangsauktion-skilte i forhaven i de nybyggede forstadskvarterer, der, anlagt på tidligere landbrugsjord og skov, skulle forestille at være Den Amerikanske Drøms nye fronter. Nu er drømmen blevet fordærvet. Ganske vist er den rodfæstede tro på den amerikanske exceptionalisme stadig mere eller mindre intakt. Ingen Obama eller McCain-tale er komplet uden en henvisning til, hvordan Amerika er det mest demokratiske/hårdt arbejdende/produktive/opfindsomme, som mennesker endnu har udtænkt. Det er sådan, amerikanerne ser sig selv. Derfor er USA fortsat det mest optimistiske land på jorden.

Men i dette valg er optimisme afløst af bange anelser. Allerede før krisen brød ud, var den gamle vished fra det 20. århundrede om, at i Amerika ville den opvoksende generation automatisk blive bedre stillet end sine forældre, fejet væk af et årti med stagnation og sågar et fald i levestandarden for alle andre end de allermest velhavende. Det er ikke tilfældigt, at kløften mellem rig og fattig i USA nu er større end på noget andet tidspunkt siden krakket i 1929.

Alvoren

Jeg har dækket fire amerikanske valg, men der er en alvor over dette, som jeg aldrig har set før. Med Den Kolde Krig sikkert vundet og Saddam smidt ud af Kuwait, hjalp økonomisk bekymring Bill Clinton til sejr over den ældre George Bush i 1992. Efter 12 år med republikanerne i Det Hvide Hus, hvorfor så ikke tage chancen med en begavet, karismatisk, om end såre flyvsk, ung guvernør fra Arkansas, tænkte man. 1996-valget blev en nem sejr for Clinton.

Det 21. århundrede ankom behørigt med den trælse valgkamp mellem Al Gore og Bush søn, hvor det efterfølgende opgør i Florida var uendeligt mere spændende end selve valget. Defekte stemmemaskiner og højesteret afgjorde resultatet og indledte - skønt det kunne ingen ane dengang - den mest inkompetente og katastrofale præsidentperiode i den moderne æra.

2004 gav lejlighed til at fyre op i lidenskaberne, da sejren i Irak-krigen smuldrede, og Bush junior vakte et næsten irrationelt had blandt demokraterne. Begge parter mobiliserede som aldrig før, og stemmeprocenten blev den højeste siden 1960. Men Bush bevarede lige akkurat tilstrækkelig meget af sin svindende politiske kapital til at trække sig selv over målstregen - var afstemningen kommet bare tre måneder senere, er jeg overbevist om, han ville have tabt. Men i 2004 var børsmarkedet i fin form, og huspriserne steg.

Der var ingen forudanelse om den forestående katastrofe.

Det modsatte

Amerikanerne er tilbøjelige til at vælge præsidenter, hvis karakter er den modsatte af deres forgængere. Den bekymrings-tyngede Jimmy Carter blev efterfulgt af den solbrændte Ronald Reagan. GHW Bush, som åbenlyst ikke var i samklang med sin tid, blev besejret af den åndsnærværende Bill Clinton. Og efter lige akkurat at have overlevet en truende rigsretssag blev 'Slick Willie' erstattet af Bush den yngre, som lovede at genoprette værdigheden omkring landets højestes embede.

Og hvad så nu? På den ene side har vi en krigshelt, som led ubeskriveligt som krigsfange i Nordvietnam, en udenrigspolitisk specialist, der har været en af de mest spændende og interessante senatorer i sin æra. Men medmindre alle meningsmålinger er galt på den, synes USA denne gang at være mere indstillet på at vælge den mindst erfarne præsident i samme moderne historie.

I en alder af 47 vil Obama sandt at sige ikke blive den yngste præsident - Teddy Roosevelt var blot 42, og såvel Kennedy og Clinton var begge yngre, da de indtog Det Hvide Hus. Men alle tre var langt bedre kendt. Roosevelt var vicepræsident, da han tog over, Kennedy havde været kongresmedlem og derefter senator i otte år, mens Clinton havde tjent 12 år som guvernør for Arkansas. I højere grad end hans race har Obamas manglende erfaring været McCains stærkeste kort. Men valgkampens debatter gjorde det af med tvivlen.

Franklin Roosevelt, der i 1933 også tog over under desperate økonomisk trængselstider, siges at have haft et anden klasses intellekt, men et første klasses temperament. I tre dueller fik Obama vist, han var i topklasse i begge henseender. Han beherskede hvert et emne, han var cool, smilende, i fuldkommen sindsligevægt og ikke en eneste gang bed han på maddingen, når McCain forsøgte sig med giftige spydigheder.

Han pustede sig ikke op, han talte ikke i smarte one-liners - og, hvilket mirakel! - man kunne se på ham, at han faktisk tænkte sig om, før han besvarede et spørgsmål.

Hvis amerikanerne var på udkig efter det modsatte af Bush, havde de fundet deres mand.

Forfriskende respektløs

McCain havde temperament, men også en forfriskende respektløshed og en stærk sans for humor. I duellerne kom han imidlertid til at fremstå som en gammel kontrær mand, uhøflig, nedladende over for sin modstander. Amerikanerne kunne ikke lide, når Al Gore blev belærende over for George W Bush i 2000, og de kunne heller ikke lide det denne gang. Mange brød sig heller ikke om det, da McCain, som tidligere har gjort en dyd ud af saglighed, i stedet blev personlig. De kun let tilslørede racistiske angreb på Obama, Sarah Palinis beskyldninger om, at han engang havde 'hængt ud med terrorister', insinuationerne om, at han ikke var patriot, men en muslim - alt dette skræmte folk væk.

Valget af Palin, som i første omgang blev set som et mesterligt træk, viste sig også at give bagslag. Kernevælgerne elskede hende, men mange konservative kommentatorer, midtsøgende republikanere og de uafhængige var rystede. At hun blev valgt efter kun et minimum af granskninger, gav ny næring til billedet af den 72-årige McCain som en uforsvarlig hasardspiller. Patrioten McCain syntes på dette punkt at sætte hensynet til sin egen karriere over sit land.

Få fejl

Efter alle vurderinger har Obama gennemført en af de bedste valgkampe i mands minde. Han har begået bemærkelsesværdigt få fejl. Jovist har han præsteret tåkrummende øjeblikke. I en debat under primærvalgene sagde han med antydning af smil, at Hillary Clinton "da var sympatisk nok", ligesom han ved et fundraiser-fest i San Francisco udtalte, at fattige hvide i f.eks. Pennsylvania "klyngede sig til geværer og Gud", fordi livet var så hårdt for dem. Ikke så sært, at denne vælgergruppe i overvejende grad stemte på Hillary ved primærvalgene.

Men bommertene ser ud til at være tilgivet. Clinton-tilhængere, der engang svor, at de ville stemme på McCain, er for hovedparten vendt tilbage i folden.

McCain har forsøgt at stemple Obama som en traditionel beskat-og-forbrug løs-venstreorienteret, hvilket normalt plejer at virke i et land, hvor erklærede konservative er næsten dobbelt så mange som erklærede venstreorienterede. Men beskyldningen vækker mindre genklang nu, hvor det lovpriste frie marked har barslet med en katastrofe, og opskræmte borgere ønsker mere, ikke mindre, stat.

Når alt er sagt, står vi tilbage med de spørgsmål, der blev hængende i den iskolde luft i Springfield for 21 måneder siden. Trods hans overbevisende figur i debatterne, vil dette land så virkelig placere sin tillid hos en relativ novice, selv en så begavet og karismatisk af slagsen som Barack Obama? Og hertil kommer så den gåde, som ingen meningsmålinger endnu har formået at finde svar på. Er USA klar til at sende en afroamerikaner i Det Hvide Hus i dag? Jeg tror, at svaret er ja, men sikker - det er jeg stadig ikke.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu