At sikre mere synligt politi på gaderne for at skabe mere tryghed hos befolkningen, var en central del af forslagene, da rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i sidste uge fremlagde sin redegørelse om den kriseramte politireform.
Hesselbjerg lagde op til at nedprioritere andre opgaver til fordel for en øget patruljering - men ifølge en forskningsrapport fra 2004 bliver befolkningen ikke mere tryg, bare fordi den kan se mere politi på gaden.
"Hverken i forsøgsområderne eller i Danmark som helhed har vi kunnet påvise en sådan tryghedsskabende effekt af politiets almindelige patruljering," skriver rapportens forfattere, professor Flemming Balvig og lektor Lars Holmberg i deres evaluering af en række nærpolitiforsøg i forskellige politikredse i Danmark.
Forskerne er i øjeblikket i gang med at evaluere effekterne af selve politireformen og afviser derfor at kommentere den gamle rapport yderligere.
Men argumentet var en central grund til, at partierne bag politireformen ifølge Informations oplysninger gav en kold skulder til Hesselbjergs forslag, da de i går mødtes med justitsminister Brian Mikkelsen (K) for at diskutere, hvordan reformen kan bringes tilbage på sporet.
Nej til call-center
Inden mødet havde også Brian Mikkelsen skudt forslaget ned - og det møder ros fra retsordfører Karina Lorentzen fra SF.
"Borgerne lægger vægt på, at politiet kommer, når vi har brug for det - ikke at der hele tiden kører patruljevogne forbi vinduerne", siger hun.
Også et forslag om at ansætte 250 HK'ere i et call-center mødte modstand. Til gengæld er kravet fra Politiforbundet om 200 flere politibetjente nu en del af forhandlingerne.
"Vi har mødt en stor imødekommenhed fra Brian Mikkelsen. Men det har ikke været uden omkostninger, at der fra hans forgænger Lene Espersen har været sådan en sløsethed med hensyn til implementeringen af reformen," siger Karen Hækkerup (S).
Partierne fortsatte forhandlingerne i aftes, og forventningen er, at man kan præsentere en løsning i morgen. Brian Mikkelsen ønsker ikke at kommentere de igangværende forhandlinger.
Rigspolitichefen?
Var det ikke ham, der blev afsløret med fingrene i klejnekassen, da han og fru Hanne Bech Hansen var på privat hm-hm-weekend i Rio de Janeiro?
Var det ikke ham, der ikke ville indrømme at have kørt helt vildt på motorvejen?
Kan en rigspolitichef ikke afskediges? Det ville styrke lidt af politiets flossede omdømme.
Skal borgerne og politikerne have tillid til dén mand?
Ville DU købe en brugt politikasket af dén mand?
Eller hans ordensparade. Ordner hænger man på.... Men tildelingen falder tilbage på den, der har givet ham dem.