Læsetid: 5 min.

Republikken Congos vej mod undergang

Fattige menneskers beskyttelse af den smule, de ejer, står i centrum for den nuværende konflikt i den østlige del af D.R. Congo. Ingen løsning uden stærke soldater og en jordreform
En kvinde flygter fra kampe i Kiwanja og begiver sig mod byen Goma for at søge sikkerhed.

En kvinde flygter fra kampe i Kiwanja og begiver sig mod byen Goma for at søge sikkerhed.

Udland
8. november 2008

Det østlige del af Den Demokratiske Republik Congos nordlige Kivu-provins ligner paradis med sine bløde bjerge forsynet med usædvanligt frugtbar jord, rigelig nedbør og en nærmest irgrøn eksplosion af tropisk plantevækst.

Men når området gennem de seneste 10 år snarere har været et helvede for indbyggerne, skyldes det et komplekst sæt omstændigheder, hvoraf den vigtigste og mest afgørende er det frugtbare områdes voldsomme befolkningstæthed: I de omgivende lavereliggende regnskove er jorden ringe, så især de to distrikter Masisi og Rutshuru rummer hovedparten af provinsens fire millioner indbyggere.

Området blev særligt hårdt ramt af centralmagtens forfald under Mobutu Sese Sekos 35-årige diktatur i det daværende Zaïre - nu D.R. Congo, som var karakteriseret ved en gradvis opløsning af både statens og samfundets sammenhængskraft.

Fra midten af 1980'erne opererede lokale 'stærke mænd' mere eller mindre selvstændigt i landets periferi. Fælles for dem alle var, at de levede af at udbytte deres omgivelser, og at de betalte en vis del af rovet til Mobutu som en slags plyndringslicens og beskyttelsespenge.

På samme måde som Mobutu gav de stærke mænd friløb, havde disse under sig lokale politikommissærer, borgmestre og forvaltningschefer, der fulgte samme logik.

Borgerkrigene i D.R. Congo fra 1996 og frem til valget i 2007 førte til en dramatisk militarisering af denne tilstand. To gange indledte nabolandet Rwanda et 'oprør' mod D.R. Congos centralmagt, første gang indsatte de Laurent Kabila som afløser for Mobutu, anden gang var det Kabila, Rwanda ønskede fjernet.

Hvert kupforsøg blev indledt med et stærkt rwandisk-styret oprør iværksat netop i det nordlige Kivu, og ved begge lejligheder installerede Rwanda et lokalt styre i hovedbyen Goma. Herfra spredte oprørsstyrets tropper skræk og rædsel, mens de udstrakte deres fysiske herredømme til hele den østlige tredjedel af det mægtige land.

Årtiers vanrøgt

Allerede mens Mobutu-styrets vanrøgt i 1980'erne forarmede området, førte konkurrence om den knappe jord og kontrollen over mineralforekomster til konflikter mellem dets forskellige folkeslag, som efterfølgende dannede borgerværn til beskyttelse. Hverken hær eller politi beskyttede civilbefolkningen, men var snarere de stærke mænds redskaber til at beskytte og konsolidere deres besiddelser.

Mobutu førte en energisk del-og-hersk-politik for at afværge aggressionerne mod sig selv, og til den ende sørgede han ofte for at udnævne en minoritetsrepræsentant som lokal vasal.

I Kivus kludetæppe af konkurrerende folkeslag udnævnte han således til at være lokale stærke mænd ofte personer fra rwandisk-talende grupper, der var indvandret i flere omgange, første gang i 1800-tallet, anden gang som landarbejdere på belgiske plantager i 1935-55.

Som minoritetsgruppe så disse anden-, tredje- og fjerdegenerationsindvandrere alliancen med Mobutu som en beskyttelse og en styrkelse af deres svage position, og de skaffede sig store jordbesiddelser og blev områdets dominerende forretningsmænd.

Men da Mobutu begyndte at vakle under pres fra en demokratibevægelse i 1990'erne, viste han styrken ved at have brugt en minoritetsgruppe som vasaller: Han smed dem for ulvene, det vil sige folkestemningen, fratog dem statsborgerskabet, lod guvernørposten gå til en rival og lod hær og politi hjælpe til i overfald. Et blodbad i 1993 kostede 20.000 af områdets rwandisk-talende indbyggere livet, før lokale ledere fik skabt fred og ro.

Men situationen var yderst spændt, alle militser styrkede sig, også de etniske rwandere, der efterhånden udgjorde 40 pct. af den samlede befolkning. I kraft af den rwandiske kulturs opdeling i en såkaldt tutsi-overklasse og en hutu-underklasse, var disse militser domineret af tutsi-officerer. Det var således også især tutsier, der havde kunnet drage fordel af den særstatus, Mobutu havde givet dem.

Ind i denne højspændte, lokale konflikt ankom i 1994 to millioner rwandiske hutu-flygtninge under ledelse af de hutu-ledere, der havde forsøgt at udrydde alle landets tutsier i et folkemord. En oprørsgruppe af tutsier invaderede Rwanda fra Uganda og slog hutu-regeringen på flugt. Den tvang sit eget folk ind i det svage D.R. Congo, hvor den oprettede et hutustyre, bl.a. i flygtningelejrene, som folkemorderne styrede med hård hånd og store mængder våben.

Ankomsten af så mange desperate og militante hutuer væltede fuldstændig den skrøbelige balance i Kivu. I kampen for overlevelse allierede de lokale tutsier sig med Rwandas nye tutsi-regering, og et par år senere var rwandisk-talende congolesere grundstammen i den oprørshær, der under borgerkrigen dominerede det østlige D.R. Congo. Dette offensive forsøg på at beskytte sig selv gjorde imidlertid blot de rwandisk-talende folkeslag, især tutsierne, stadig mere forhadte. Frem til valget i 2007 nød de en vis beskyttelse ved fortsat at dominere området politisk, men siden har de været blottede.

Fyrsters magt

Som Tyskland under 100-årskrigen er Nordkivu i dag domineret af et antal fyrster, der alle personificerer et lille lokalområdes økonomiske og militære magt. At kalde dem for 'oprørsledere' er dramatisk misvisende.

To belgiske forskere, Koon Vlassenroot og Timothy Raymakers fra Gents Universitet, har i årevis fastholdt et feltarbejde i området på trods af borgerkrig. De betegner snarere disse 'fyrstendømmer' "complexes of power, profit and protection". Kontrol af områdets mineraler samt handlen med disse og importeret brændstof medfører, at militscheferne, krigsherrerne, fyrsterne, eller hvad man skal kalde dem på dansk, har tilstrækkelige midler til at fastholde en stående pjaltehær og forsyne den med håndvåben og ammunition.

Den svage regeringshær har hverken moral eller mod til at gå op mod dem. Den foretrækker hellere at alliere sig med dem og deltager derefter i deres udbytning af lokale folk og mineraler. Som ordet 'beskyttelse' i forskernes benævnelse viser, bliver konflikttilstanden selvforstærkende, fordi den arme civilbefolkning nødvendigvis må søge beskyttelse hos de selvsamme magtens mænd, der fra tid til anden terroriserer nabolaget.

Tre afgørende grupper er involveret i den øjeblikkelige strid ved siden af mange små: Organisationen FDLR under ledelse af de rwandiske folkemorderere kontrollerer store områder, der strækker sig langt ind i regnskoven mod landets midte og ernærer sig af minedrift og -beskatning. De kan ikke vende hjem til Rwanda på grund af truslen om retsforfølgelse.

Tre vigtige grupper

Laurant Nkundas befrielsesbevægelse under ledelse af lokale tutsier rummer også lokale hutuer. Nkunda er nært allieret til flere af områdets største forretningsfolk, hans folk kontrollerer udvinding af tin- og coltanmalm. Som leder af den mindste, men militært set en af de stærkeste, grupper, føler han sig særligt sårbar og iværksatte tilsyneladende den øjeblikkelige offensiv for at befæste sin position.

Mai-mai-grupper: Med udgangspunkt i en lang lokal tradition for lokale, amuletbeskyttede militser har sådanne grupper mere eller mindre løsrevet sig fra deres lokalsamfund og skabt magtkomplekser, der som de to andre ernærer sig ved minedrift, beskatning og plyndring.

Regeringshæren frygter mest af alt Nkunda og spiller på en generel modvilje i hele den congolesiske befolknings mod alt rwandisk, som den holder ansvarlig for den misære, landet har befundet sig i siden Mobutus fald. Regeringshæren er derfor hovedsagelig allieret med FDLR og Mai-Mai-grupper.

Forudsætning for stabilitet i området er dels en stærk militærstyrke, der kan håndhæve lov og orden samt beskytte civilbefolkningen, dels en langsigtet aftale mellem områdets mange grupper og folkeslag, hvor jord og minerettigheder omfordeles ved en jordreform.

Peter Tygesen er journalist og D.R.Congo-ekspert

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her