Læsetid: 5 min.

Reykjavik Blues

Efter 90'ernes islandske fornægtelse af økonomiske realiteter kommer vreden nu. Islændingene brænder nationalbankens flag af, søger mod venstrefløjen og svigter deres værdiløse islandske krone til fordel for euroen
6-7.000 islændinge samledes lørdag på Austurvöllur-pladsen rundt om statuen af nationalhelten Jon Sigurdsson, der repræsenterede selvstændighedsbevægelsen for 150 år siden. Den lyserøde kappe, som demonstranterne lagde om statuen, markerer, at nu bør kvinderne tage over efter de mandlige politikere, nationalbanken, regeringen og andre beslutningstagere, der er ansvarlige for den økonomiske krise.

6-7.000 islændinge samledes lørdag på Austurvöllur-pladsen rundt om statuen af nationalhelten Jon Sigurdsson, der repræsenterede selvstændighedsbevægelsen for 150 år siden. Den lyserøde kappe, som demonstranterne lagde om statuen, markerer, at nu bør kvinderne tage over efter de mandlige politikere, nationalbanken, regeringen og andre beslutningstagere, der er ansvarlige for den økonomiske krise.

Halldor Kolbeinss

25. november 2008

Når en kop kaffe koster 400 kroner, bør den være god. Eller islandsk, da beløbet svarer til 17 danske kr. Fire turister finder plads i en 55 sæders turbus ved busterminalen i Reykjavik, mens bus-chaufføren Sverrir Kristjansson fra førersædet puster til sin inflationsramte 'kaffitår'. Med mikrofonen slukket vil han godt fortælle om, hvordan islændingene oplever krisen.

"Folk mister deres opsparinger, og fremover skal de betale mere i skat. Samtidig går der rygter om, at daginstitutioner må lukke på grund af krisen. Lige nu er islændingene fortvivlede, og både politikere og befolkningen forsøger at finde nogen at skyde skylden på. Befolkningen er på et af de første stadier i deres sorgproces. Vrede," siger Sverrir Kristjansson, inden hans turistbus glider ned gennem en af Reykjaviks ældste hovedgader, Laugavegur.

I Reykjavik er en novemberdag fire lyse timer. Gaderne er øde, indtil lyset for alvor bryder disen ved 11-tiden om formiddagen, og butikkerne begynder at åbne.

Et 'lukket'-skilt pryder cirka hver femte gabende tomme butiksvindue. Islandske håndværksbutikker med uldsweatre eller lava-stykker overlever stædigt, mens udenlandske designerbrands klarer sig fint.

"Hver weekend demonstrerer hundredvis af islændinge, men hvem er reelt ansvarlig for de sidste mange års økonomiske eventyr? Og hvilke politikere kan løse krisen på sigt?" spørger Sverrir Kristjansson.

Hvis islændingene fik det valg, de kræver i dag, ville vælgerne straffe den siddende regering med et mandefald på 15 mandater. De venstre-grønne og socialdemokraterne ville opleve en samlet fremgang på 12 mandater i Altinget, viser en Gallupmåling fra begyndelsen af november. Hele 30 procent af vælgerne ville ikke ane, hvem de skulle sætte ved roret i Altinget.

Fire gæster fylder ikke meget i bussen, men Sverrir Kristjansson mener nu nok, at turisterne vil blive ved med at komme.

"Det er værre med de unge islændinge, der forlader Island, fordi de ikke kan få arbejde."

En tredjedel af islændinge mellem 18 og 24 år overvejer at flytte til et andet land. Det er 16.000 unge immigranter, som forlader Island, der med 330.000 indbyggere i forvejen er Europas tyndest befolkede land.

De stærke bliver tilbage

Ívar Örn Benediktsson var én af de unge, der tog afsted. Men vendte hjem igen. På Geovidenskabeligt Institut i Reykjavik studerer geologen lige nu data fra sidste sommers feltstudier i det østlige Islands højland. Data indsamlet umiddelbart efter, at den 30-årige ph.d.-studerende var vendt hjem fra to års studier i København.

"Rigtig mange unge tager til Skandinavien, England og USA, men de fleste kommer hjem, fordi man kan træde ud midt i den spektakulære natur. Og så fordi deres familie lever her," siger han.

"Lige nu er hver kaffepause fyldt med krise, fordi folk er deprimerede og vrede på dem, der har deltaget i investeringseventyret. Finanskrisen er global, men for Islands vedkommende er en stor del Islands egen skyld. Vores banksystem er blevet sindssygt stort i forhold til nationens størrelse, og derfor er folk vrede på bankdirektører, virksomheder og de to/tre regeringer, der ikke lavede en stærkere lovgivning i begyndelsen af opsvinget."

Forude venter en hård vinter, frygter Ívar Örn Benediktsson. Inflation og stigninger på næsten alle varer, gæld og arbejdsløshed. Allerede nu har 3000 islændinge mistet deres job.

"På sigt bliver krisen sund for islændingene, fordi de lærer, hvad der betyder noget," siger han.

Ívar Örn Benediktsson har selv mistet en del af pengene i banken. Han var heller ikke en af dem, der undrede sig over, hvor alle pengene kom fra i 2004.

"Mange undrede sig, men vi var næsten alle sammen stolte af de dygtige islandske bankmænd. Vi vidste, at der havde været mange store byggeprojekter på Island, og at opsvinget ville ende, når de stod færdige, men vi havde ikke tænkt på, at det skulle ende i et kæmpe crash," siger han og tilføjer:

"Især de unge tænker over Islands ry i udlandet - det er jo ikke os, der har skabt denne krise. Det er ganske få mennesker, der styrer det. Men der er ingen snak om at give op. De svage flytter væk, og de stærke bliver tilbage og kæmper."

Reykjavik blues

Om det er temperaturen en islandsk nat eller inciterende bluesrytmer, der trækker folk ind på Café Rosenberg fra Laugavegur, vides ikke. Den træbeklædte bluesbar er pakket med lokale, hvis fødder vipper dristigt i takt med blues-sangerindens voluminøse vokal. De meste entusiastiske fødder tilhører musikere, der venter på deres tur ved den åbne mikrofon. Da pift og klapsalver afslutter sætlisten, bliver bassisten skiftet ud.

"Der er ikke meget at feste for, men se alligevel!" nikker bassisten Halli glad mod mængden. Han bestiller den lokale islandske øl, Viking. Så går stemmen i mol ved spørgsmål om Islands krise.

"At den her krise er opstået, har intet med mennesker som mig at gøre... det er bare os, det går udover," siger Halli. Før livet som musiker sejlede Halli som fisker i 15 år, som "man jo gør", hvis man er født og opvokset ved Islands kyster. Fiskeriet udgør i dag mere end halvdelen af Islands industri, og Halli er skeptisk over for folkemængdens krav om optagelse i EU, da de står på Austurvöllur-pladsens.

"Det vil være det samme som at sige ja tak til endnu mere arbejdsløshed, hvis vi skulle leve med EU's fiskekvoter. Ellers tak, vi skulle hellere samarbejde tættere i Norden," siger Halli og forlader barstolen.

Lad kvinderne styre

Lørdag kl 15.00 er stemningen først nysgerrig, siden ophidset og endelig vred, da Islands danske ambassadør, Lasse Reimann, bevæger sig ned mod parlamentet på Austurvöllur-pladsen i Reykjavik. Talerne kræver statsminister Geir Haarde og Nationalbankdirektør David Oddssons afgang, fordi Oddsson er tidligere statsminister og ansvarlig for Islands liberalistiske økonomi op gennem 90'erne.

"Det er både familier, unge og bedsteforældre, der har behov for at udtrykke deres vrede og frustration," fortæller Lasse Reimann om demonstrationen.

Mellem 6.-7.000 mennesker er samlet, da en stige bliver rejst op af pladsens statue af nationalhelten, Jon Sigurdsson, som repræsenterer selvstændighedsbevægelsen for 150 år siden.

"De lægger den lyserøde kappe om statuen for at markere, at nu bør kvinderne tage over for politikere, nationalbanken, regeringen og andre ansvarlige beslutningstagere," siger Lasse Reimann.

"Stemningen er stadig ophidset, da talerne er forbi og 200-300 mennesker bevæger sig ned mod politistationen. De råber, at de vil have én af deres arresterede meddemonstranter byttet ud med statsministeren. De knuser ruder og sparker døren ind, hvorefter politiet svarer med tåregas. Vold ligner ellers ikke islændinge," siger Lasse Reimann.

I går aftes kl. 20.00 var der for fjerde gang folkemøde i universitetsbiografen, hvor kravet om en uvildig undersøgelse af økonomien var på dagsordenen. Og et utidigt valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Så vidt jeg kan se er den bedste løsning på hele dette neo-liberale rod New Zealands "Kiwi Bank", der opereres af staten.

eller...

Den indianske Lakoda Nation har for et år siden officielt sepereret sig fra "The United States Empire", som de kalder der i deres erklæring, og har oprettet den første ikke-fraktionerede, guldbaserede bank siden FED i 1913. Lakoda Nation har reservater i Idaho, Wyoming, North & South Dakota. Alle er velkomne og det er til dels baseret på Catherine Austin Fitts' modeller om lokal værdiskabelse uden FED og Wall Street. Den kvinde er et fucking GENI!
Flere indianer stammer er på vej i samme retning...

Det er det eneste rigitge.