Læsetid: 6 min.

Selvregulering er noget sludder

Efter en dags sværvægtsøkonomisk debat om finanskrisen i New York lød den enige anbefaling på mere regulering - og Poul Nyrup Rasmussen missede ikke chancen for at prale lidt af Danmark i det fine selskab af bl.a. nobelprismodtager Joseph Stiglitz, Indiens nyligt afgåede nationalbankdirektør og Verdensbankens cheføkonom
15. november 2008

Det skal være slut med et verdensøkonomisk system, hvor de rige lande lever over evne for at holde møllen i gang. Finanssektoren skal bruges til det, den er beregnet til - at flytte penge derhen, hvor der er brug for dem - i stedet for at opfinde mystiske finansielle instrumenter. Og så skal der samarbejdes internationalt om en velvoksen offentlig indsprøjtning til verdensøkonomien, som skal komme i en fart.

Sådan lyder et kondensat af konklusionerne efter en dags diskussioner på Columbia University i New York, hvor en stribe internationale topøkonomer i sværvægtsklassen torsdag diskuterede verdensøkonomiens nedtur forud for weekendens G20-møde i Washington. G20-mødet kan komme til at tegne verdensøkonomiens arkitektur grundlæggende om, og er derfor er blevet kaldt Bretton Woods II efter møderne i 1944, som undfangede Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF.

Arrangementets usædvanligt gode timing blev understreget af, at værten - nobelprismodtager Joseph Stiglitz - måtte stikke af midtvejs gennem den konkluderende paneldiskussion for at mødes med en statsleder fra et af G7-landene (som vi dog ikke fik navnet på). Men forinden nåede han at aflevere sit budskab til forsamlingen af internationale finansjournalister og Columbia-studerende i det fyldte auditorium.

I en lille båd med huller

"Det er blevet fremført, at vi skal vente med at regulere - at vi sidder i en båd fuld af huller, som skal repareres først - altså ved at redde bankerne etc. For nu at fortsætte i den metaforik, så mener jeg snarere, at vi har opdaget, at bådens styretøj er i stykker, og at styrmændende ikke aner, hvad de laver. Hvis vi skal genetablere tilliden til finanssystemet, bliver vi nødt til at ændre styrmændenes adfærd - og man ændrer ikke nødvendigvis folks adfærd blot ved at give dem penge. Selvfølgelig vil man advare mod overdreven regulering. Ingen ønsker regulering, for selve målet med regulering er at få folk til at gøre noget andet, end de ellers ville have gjort. Men hvis man ikke ændrer folks adfærd, regulerer man ikke - hvorfor 'selvregulering' er en en selvmodsigelse," buldrer Stiglitz.

Et budskab, som står i skærende kontrast til den hyldesttale til det frie og selvgulerende marked, USA's afgående præsident Bush afleverede andetsteds i byen tidligere på dagen. Men finanssektoren er ifølge Stiglitz "et middel til at nå et mål".

Den skal bruges til nye og lukrative forretningsområder - og til at minimere risikoen ved investeringer. Men de senere år har finanssektoren gjort det stik modsatte: Den har flyttet penge til usikre boliginvesteringer og opfundet finansielle instrumenter så risikable og komplicerede, "at bankerne ikke kunne gennemskue deres egne statusopgørelser", som Stiglitz udtrykker det.

"Hele finanssektoren lider af betydelige markedsfejl," siger Stiglitz med en økonomisk fagterm - dens måde at fungere på har med andre ord utilsigtede og ret uheldige konsekvenser. Og den væsentligste er ifølge Joseph Stiglitz eksternaliteter - finanssektorens op- og nedture smitter af på den virkelige økonomi på en måde, som ikke var meningen.

Men krisen i den reelle økonomi kan ikke alene tilskrives finanssektoren, understreger han. USA har længe levet over evne - hvilket har holdt den globale efterspørgsel oppe og dermed verdensøkonomien kørende.

"Men at de rigeste skal forbruge mere for at holde systemet i gang, understreger hele systemets fundamentale fejl, og det skal der gøres noget ved," siger Stiglitz.

I første omgang anbefaler han en samling massive og nøje koordinerede offentlige investeringer, gerne i stil med den mere end 3.300 mia. kr. store stimulus-pakke, Kina netop har varslet. Med andre ord: Et skifte fra en global økonomi drevet af privat efterspørgsel skabt på falske forudsætninger til én, hvor efterspørgslen sparkes i gang af store offentlige investeringer.

Danmark som foregangsland

Under Joseph Stiglitz' talestrøm nikker forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen samtykkende, og han er også rørende enig, da det bliver hans tur til at tale.

"Godaften allesammen - jeg bringer jer solidaritet fra Europa," siger han. Det her er ikke bare USA's krise, forstås. Og de europæiske socialdemokrater har noget at bidrage med:

"Vi tror på den sociale kapitalisme frem for markedssamfundet. Vi tror på, at man kan kombinere et solidt socialt sikkerhedsnet med høj konkurrenceevne og fuld beskæftigelse. Lyder det som en drøm? Så se blot på mit lille land, Danmark - det er ren og skinbarlig virkelighed," siger han og fortæller de studerende om det lille land med den store offentlige sektor, det høje skattetryk og den formidable innovations- og konkurrenceevne. Og høster aftenens første egentlige latter fra salen ved at omformulere nyvalgte Barack Obamas "Yes we can" til "If we can do it, you can do it".

Og så fortsætter han ellers med at understrege, at finanssektoren skal reguleres i retning af langsigtede investeringer og særligt i retning af grøn teknologi. Det dur de nuværende finansielle instrumenter nemlig ikke til: "De er snarere beregnet til at undgå at betale skat og til at tiltrække investeringer fra folk, som ikke ved, hvad de investerer i."

$SUBT_ON$Hvis globalisering?

Finanssektoren har heller ikke været i stand til at hjælpe udviklingslandene nær så meget som lovet, understreger panelets fire øvrige deltagere, som har deres fokus netop dér.

Jomo Kwame Sundaram, næstkommanderende i FN's kontor for sociale og økonomiske anliggender og bedre kendt som Jomo KS, lægger ud. Han mener overhovedet ikke, udviklingslandene vil få varig gavn af at have åbnet deres markeder og dermed vendt op og ned på økonomier og samfund under de senere års finansielle globalisering: "Den lovede nettotilførsel af kapital fra de rige lande til udviklingslandene har simpelthen ikke manifesteret sig. Det modsatte har været tilfældet," siger han og sætter trumf på:

"Der har endda været en nettobevægelse af midler ud af Afrika syd for Sahara."

Samtidig fungerer det nuværende system på en måde, så det forværrer de økonomiske udsving - boblerne bliver større, og det samme gør nedturene, understreger Jose Antonio Ocampo, tidligere finansminister i Colombia og topøkonom i FN og nuværende Columbia-professor.

"I udviklingslandene er den overdrevne tilførsel af international kapital under internationale økonomiske booms og den overdrevne reduktion i kapitaltilførslen under nedture skyld i forstørrede op- og nedture," siger han og efterspørger et mere aktivt og magtfuldt IMF, som kan sikre stabil kapitaltilførsel til udviklingslandene.

Verdensbankens cheføkonom og vicepræsident, kinesiske Justin Yifu Lin, supplerer og opregner en række initiativer, han mener vil være til gavn for udviklingslandene. Det er nødvendigt at regulere de overdrevne ind- og udførsler af kapital, siger han og tilføjer: "Vi bliver nødt til at skelne mellem direkte investeringer fra udlandet og generelle investeringer fra udlandet. Direkte investeringer skal støttes."

Der er altså forskel på de investeringer, som går til aktie- eller ejendomsmarkedet - og som hurtigt kan trækkes ud igen - og så mere langsigtede investeringer i produktionsapparat og uddannelse i udviklingslandene. Det sidste er der desperat brug for, understreger han, inden han kommer med et par direkte opfordringer til udviklingslandene.

"Når der er krise, bliver de fattige i ulandene altid ramt hårdest. Men selvom der regeringernes skatteindtægter falder, må der ikke skæres ned i de offentlige, sociale udgifter - for så vil fattige familier ikke være i stand til at sende deres børn i skole," siger han.

Justin Yifu Lin opforder også til at fastholde og udvikle en reguleret banksektor i udviklingslandene, som består af mindre banker, der er bedre i stand til at føre kapital til små og mellemstore virksomheder - frem for at satse på et avanceret finanssystem som det, der har drevet væksten - og krakket - i Vestens finansielle sektor.

$SUBT_ON$Konservatisme anbefales

Aftenens sidste ord får Y.V. Reddy, som indtil for nylig var leder af Indiens nationalbank. Han understreger, at mange udviklingslande ikke vil blive ramt af finanskrisen på samme direkte måde som USA og Europa - netop fordi deres banker ikke har investeret så kraftigt i usikre og komplicerede værdipapirer.

Hvad der derimod vil ramme, er de sekundære effekter, når verdensøkonomiens recession for alvor sætter ind.

"Jeg er blevet beskyldt for at være konservativ,"siger Reddy - og opremser så Indiens fremgang de senere år. I 2005, 2006 og 2007 har væksten i bruttonationalproduktet været på ni procent eller mere, uden at inflationen er galopperet ud af kontrol. Og alt det uden at banksektoren har taget en himmelflugt baseret på uigennemskueelige finansielle instrumenter, der ikke var det papir værd, de var trykt på.

"Hvis det er resultatet af at være konservativ, så vil jeg anbefale det!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu