Læsetid: 2 min.

Sudan erklærer våbenhvile i Darfur

Oprørere afviser den våbenhvile, som Sudans præsident, Omar al-Bashir, har erklæret i Darfur. Bashir håber at stoppe retssag om krigsforbrydelseri Darfur
Ifølge FN er op mod 300.000 mennesker døde og 2,2 millioner på flugt som følge af kampene i Darfur siden 2003.

Ifølge FN er op mod 300.000 mennesker døde og 2,2 millioner på flugt som følge af kampene i Darfur siden 2003.

Cris Bouroncle

Udland
13. november 2008

Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, der risikerer at blive retsforfulgt ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), erklærede i går en øjeblikkelig og betingelsesløs våbenhvile i det borgerkrigsramte Darfur. Våbenhvilen blev dog prompte afvist som useriøs af en af oprørsgrupperne i regionen.

Bashir, der i juli af ICC blev beskyldt for at have stået bag et folkedrab i Darfur, opfordrede til en kampagne, der skal afvæbne alle de militser, der har kæmpet i Darfur. Darfur ligger i den vestlige del af Sudan ved grænsen til Tchad.

"Jeg erklærer hermed vores øjeblikkelige og betingelsesløse våbenhvile mellem de væbnede styrker og de stridende fraktioner forudsat, at der kan findes en effektiv overvågningsmekanisme, som alle parter vil overholde," sagde Bashir.

Bashirs udtalelser faldt, efter at han havde fået præsenteret de endelige anbefalinger fra et folkeligt initiativ, sponsoreret af Sudans regering. Darfurs oprørsgrupper, der kæmper mod regeringsstyrkerne, har boykottet det folkelige initiativ, som såvel ministre som embedsmænd og oppositionsmedlemmer deltog i.

Oprørerne greb til våben for fem år siden i protest mod, at Darfur blev marginaliseret af Sudans regering.

Og allerede kort efter Bashirs udtalelser meddelte oprørsgruppen Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM) i Darfur da også, at våbenhvilen ikke skal tages alvorligt.

Oprørernes næstkommanderende, Suleiman Sandal, sagde, at gruppen ikke vil indstille kampene mod regeringsstyrkerne i regionen, før der er indgået en rammeaftale, som garanterer, at JEM's mål er opnået.

Vil have udskudt retssag

Bashir opfordrede til "en øjeblikkelig kampagne for at afvæbne militserne og lægge restriktioner på brugen af våben mod de væbnede styrker". Udtalelsen var tilsyneladende møntet på den frygtede Janjaweed-milits, som Sudans regering beskyldes for at støtte.

Sudan forsøger i øjeblikket at overbevise FN's Sikkerhedsråd om at forsinke en mulig retsforfølgelse af Bashir. Det ligger i kortene, at der kan udstedes en international anholdelsesbegæring mod Bashir, der beskyldes for at have begået krigsforbrydelser i Darfur.

Lige siden ICC bebudede aktion mod Bashir, har Sudan optrappet dets diplomatiske bestræbelser på at få sagen udskudt. Men både Storbritannien, USA og Frankrig, der alle er permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, har sagt, at det ikke kan komme på tale, med mindre Sudan giver store indrømmelser.

FN skønner, at op imod 300.000 mennesker er døde som følge af kamphandlinger, sult og sygdomme i Darfur siden 2003. Omkring 2,2 millioner mennesker er blevet drevet på flugt som følge af konflikten.ritzau/Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her