Analyse
Læsetid: 4 min.

Topmødet ender med flotte hensigtserklæringer og få konkrete tiltag

Selv om der er udsigt til få konkrete tiltag, kan G20-topmødet på længere sigt få stor betydning for indretningen af den globale økonomi
Udland
14. november 2008

15. november er en stor dag i det internationale samarbejdes historie. På dagen for præcist 88 år siden holdt Folkeforbundet sin første generalforsamling i Geneve med den amerikanske præsident Woodrow Wilson i spidsen. Han talte om at sikre fred i verden i al fremtid. Det var befolkningernes klare forventning til deres politikere efter første verdenskrigs grusomheder.

I morgen er det igen 15. november, og lederne fra en række af verdens lande mødes igen til topmøde. Denne gang i Washington og ikke for at tale verdensfred, men for at diskutere løsninger på den finanskrise, der truer med at sparke fødderne væk under verdensøkonomien.

I 1920 var der 42 deltagere. Til mødet er der 20 deltagere plus to på sidelinjen, når verdens største økonomier, G20-gruppen, sammen med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) skal forsøge at udforme et fælles kommuniké. Så der er færre, der skal blive enige, men forventningerne er på samme niveau: Nemlig at deltagerne efter mødet kommer ud og klart fortæller, hvad de vil gøre ved:

- Finanskrisen og nedturen i den globale økonomi.

- At der ikke findes et international agentur, der i tide kan advare om finanskriser som den nuværende med potentiale til at udløse en global recession

- At de institutioner, især IMF, der allerede er etableret, virker håbløst forældede i deres opbygning og struktur.

- At verdensøkonomien sukker efter en grønnere profil.

Det bedste scenarie

En ting er, hvad der burde komme ud af G20-mødet. En anden ting er, hvad der sandsynligvis kommer ud af G20- mødet.

I den bedste af alle verdener kommer der lørdag aften 22 jakkesæt ud med en plan for de økonomiske udfordringer, der forpligtiger:

- G8-landene, verdens otte største industrilande, til i en periode at føre en ekspansiv finanspolitik, der stimulerer deres egne økonomier og gør det med særlig tanke på grønne investeringer.

- landene til at etablere en tilsynsmyndighed med mandat til fremover at overvåge alle dele af internationale finansmarkeder.

- til at der bliver taget skridt til at reformere magtfordelingen i internationale organisationer som IMF, Verdensbanken og FN og til at indlemme de nye store økonomer, bl.a. Kina, i G8-gruppen.

- Kina og andre lande med et stor overskud af udenlandsk valuta til at låne dele af deres valuta til ud.

- landene til ikke at foretage sig skridt i en mere protektionistisk retning.

Mindre ambitiøst

Når der også er et mere sandsynligt og langt mindre ambitiøst scenarium, hænger det sammen med deltagerne selv.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har anbefalet at opbygge et nyt internationalt agentur, der fremover kan overvåge de finansielle markeder. Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, har endnu højere forventninger og taler om et Bretton Woods II, altså et helt anderledes monetært system med nye regler for de finansielle relationer mellem verdens lande.

Begge har af indenrigspolitiske grund brug for opmærksomhed, men hvis de to - i kampen om at blive topmødets frontfigur - først begynder at overbyde hinanden, ender det i ingenting, fordi det tvinger lande som USA og Kina til at slå bremsen i. Det er helt usandsynligt, at de lande bare uden videre overlader styringen med landets finanssektor til en udenlandsk institution - og slet ikke som en fjer i hatten på en fransk præsident.

I det spil vil enighed om en fælles ekspansiv og grøn finanspolitik hurtigt blive taberen.

USA's afgående præsident, George W. Bush, er i det hele taget ikke til meget.

Han er afgående og vil derfor af hensyn til den kommende præsident Barack Obama, der lige nu er modstander af for meget frihandel, holde igen, når talen falder på mindre protektionisme.

Med hensyn til afgørende reformer af de store internationale organisationer er udsigten også nedslående. Som det ser ud lige nu, har Danmark, Holland og Belgien samme antal stemmer i IMF og Verdensbanken som Kina, Indien og Brasilien, så Kina vil sammen med de andre store lande naturligvis kræve indflydelse, der svarer til deres økonomiske størrelse. Men det vil kun nogle få europæiske lande ændre på. Det vil medføre, at Kina hverken vil forpligtige sig til at låne valuta ud eller tænke grønt.

De mest sandsynlige

Det mest sandsynlige udfald af lørdagens topmøde er derfor også det samme som ved topmødet for 88 år siden. En flot hensigtserklæring og enkelte mindre konkrete tiltag. I 1920 oprettede politikerne fristaden Danzig, og det var så det. Lørdag aften kommer der nok en klar udmelding om, at G8-gruppen fremover er klar til en udvidelse. Præsident Bush vil nok også være positivt indstillet i forhold til aktivt at genoptage de fejlslagne Doha-forhandlinger i WTO-regi. Da forhandlingerne brød sammen i forsommeren, stod USA tilbage som den store synder, og en præsident Bush med så mange pletter på cv'et vil ikke have noget imod at fjerne en af dem.

Fremover bliver finansmarkederne også med stor sandsynlighed udsat for mere overvågning. Ikke af nye institutioner eller et regulerende system af Bretton Woods'ke dimensioner. Snarere af en enhed, der bliver placeret i IMF med ansvar for at varsle om kriser på finansmarkedet.

Folkeforbundet faldt sammen, da Anden Verdenskrig brød ud, og nåede derfor af indlysende grunde ikke sin målsætning om fred i verden. Vigtig var Folkeforbundet alligevel, for idéerne bag dannede senere grundlag for opbygningen af FN.

På samme måde kan det vigtigste resultat af lørdagens topmøde også vise sig at være mødets rolle som første trin i en længere proces, der om to-tre år ender med politisk opbakning til flere af idéerne i den bedste af alle verdner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her