Læsetid: 4 min.

Usikkerhed om aftalen mellem USA og Irak

Premierminister Nuri al-Maliki spiller højt spil med den strategiske sikkerhedsaftale, der forlænger USA's besættelse i tre år, da både sunnier og kurdere er skeptiske og kan hindre eller forhale aftalen med et veto
24. november 2008

BEIRUT: Udadtil ligner den aftale, Iraks regering har godkendt om tilbagetrækning af USA's besættelsesstyrke om senest tre år, et - som mediebureauet Interpress udtrykker det - "knusende nederlag" for præsident George W. Bush.

Men indadtil i Irak vækker aftalen mildt sagt bekymring - og ikke for amerikanernes eventuelle forbliven, men tværtimod for deres planlagte forsvinden, hvorfor det nu er tvivlsomt, om aftalen bliver til noget.

Sandsynligvis kan den vedtages i det irakiske parlament, hvor shia-politikeren Nuri al-Malikis regering, der godkendte den med stort flertal for en uge siden, kan mønstre et flertal. Knasten er præsidentrådet på tre medlemmer fra Iraks tre hovedsekter, shiaer, sunnier og kurdere - hvor hvert enkelt medlem har vetoret.

Spekulationerne i Bagdad i den forløbne weekend har gået på, om rådets sunni-medlem, Tariq Hashimi, vil bruge sin vetoret til at forhindre, at den lov, der skal legitimere den indgåede aftale, bliver underskrevet i præsidentrådet.

For godt nok er 70-80 pct. af irakerne ifølge de fleste målinger modstandere af den amerikanskledede besættelse, men blandt sunnier og kurdere er der stigende frygt for, at et shia-domineret Irak under iransk indflydelse truer deres fremtid - de ser derfor en fortsat amerikansk tilstedeværelse, indtil landet har etableret en stabil magtfordeling mellem sekterne som det mindste onde. Og dels er shiaerne indbyrdes uenige om den aftale, der sikrer USA forbliven til udgangen af 2011. De mest militante shiaer vil af med amerikanerne her og nu.

De andre sekter tøver

Sunnierne, der sad på magten i Irak, indtil diktatoren Saddam Hussein blev afsat ved den amerikanskledede invasion, er nervøse for at blive totalt marginaliserede af det shia-flertal, der nu bestemmer farten, og er tilhængere af en samarbejdsaftale med USA, der sikrer amerikansk overopsyn med den fortsatte opbygning af staten, altså en længere 'udfasning' af besættelsen, end stipuleret i den aftale, al-Maliki har indgået med USA.

Desuden er Iraks præsident og formand for præsidentrådet, kurderen Jalal Talabani, under pres fra sit eget bagland i de kurdiske provinser i Nordirak, der frygter for en ny deportation fra Kirkuk, Iraks mest olierige område, som blev 'arabiseret' under Saddam Hussein, men hvor kurdere i nogen grad er 'genhuset' efter 2003.

De irakiske kurdere har etableret en autonomi i de nordlige provinser, der i alt undtagen navn modsvarer en statsdannelse med egen præsident og milits, de såkaldte pershmega'er. Som modtræk mod dels peshmerga'erne, dels de sunni-muslimske 'vækkelses'-militser, bevæbnet af USA for at bekæmpe de tidligere forbundsfæller i al-Qaeda-netværket, har al-Maliki dannet et netværk af 'supplerende stammeråd' som base for en regerings-loyal milits. Præsidentrådet, herunder også det shia-muslimske medlem, Abdel Mahdi, har signaleret modstand mod al-Malikis private milits, der ligeledes er en modvægt til den shia-muslimske Mehdi-milits under ledelse af radikale mullah Moqtada Sadr.

I dette klima af sektmobilisering var det planen, at det irakiske parlament i dag skulle stemme om 'tilbagetrækningsaftalen' med USA, som den er omdøbt. Afstemningen er foreløbig udsat til onsdag, idet Nuri al-Maliki håber at finde et bredt flertal af de 275 delegerede. Det anses dog for umuligt, idet ikke kun sunnier og kurdere er skeptiske, men også shiaerne er indbyrdes uenige. Moqtada Sadr, leder af Mehdi-militsen, og som menes at befinde sig i Iran, har givet sin parlamentsgruppe på 30 ordre til at bekæmpe aftalen med alle midler, herunder at forhale vedtagelsen med et lovforslag om, at den kun kan vedtages med to tredjedeles flertal.

Sadrs tilhængere demonstrerede fredag på Paradis-pladsen i Bagdad - det sted, hvor Saddam-statuen blev væltet den 9. april 2003 - med slagord mod USA og en symbolsk gentagelse af 9. april-episoden, nu med en dukke af George W. Bush.

Seje forhandlinger

Da forhandlingerne om aftalen blev indledt for et år siden, var det USA's hensigt at sikre fortsat amerikansk indflydelse med et dobbelt greb: På den ene side at trække tropperne hjem i erkendelse af, at besættelsen er upopulær, og at en tilbagetrækning ville styrke den USA-indsatte al-Maliki. På den anden side ville man sikre fortsat amerikansk tilstedeværelse i form af 40.000-50.000 'rådgivere', der kunne støtte den nyetablerede irakiske hær i kampen mod oprørere og al-Qaeda-militante.

Alt tyder imidlertid på, at al-Maliki i takt med, at sikkerheden øges både i Bagdad og i provinserne, er kommet til det resultat, at han med iransk støtte kan styre Irak uden USA's militære paraply. Han har følgelig afvist alle amerikanske forsøg på at bevare direkte indflydelse i landet - således havde han mere end 100 ændringsforslag til USA's næstsidste udkast til aftalen i oktober, og som bl.a. indeholdt, at Iraks regering kunne 'anmode om forlængelse af den amerikanske tilstedeværelse, hvis begge parter var enige'.

At Bush-administrationen har slugt al-Malikis kameler skyldes dels, at FN-mandatet til besættelsen ophører med udgangen af december, hvorefter USA ifølge international lov må indstille al militær aktivitet, dersom en ny aftale ikke er på plads. Dertil kommer, at Barack Obamas valgsejr har skabt tvivl om, hvorvidt en ny administration har villet fastholde besættelsen i tre år. Obama sagde under sin valgkamp, at en tilbagetrækning fra Irak og en forstærket indsats i Afghanistan lå højt på hans prioriteringsliste.

Således er hastværket, der ligner panik før lukketid, begrundet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

"Consistent with a letter from the President of the United States to be sent to the Prime Minister of Iraq, the United States remains committed to assist Iraq in connection with its request that the UN Security Council extend the protections and other arrangements established in Resolution 1483 (2003) and Resolution 1546 (2003) [sic] for petroleum, petroleum products, and natural gas originating in Iraq, proceeds and obligations from sale thereof, and the Development Fund for Iraq."

Resolution 1483 noted "the establishment of the Development Fund for Iraq to be held by the Central Bank of Iraq" and that funds "shall be disbursed at the direction of the [Coalition Provisional] Authority".

The Coalition Provisional Authority (CPA), then headed up under Paul Bremer, proceeded to establish the Development Fund for Iraq (DFI) in an account at the Federal Reserve Bank of New York. To get around the terms of 1483, the DFI was held on the books of the Central Bank of Iraq and a portion of the fund located in Baghdad. But the U.S. nevertheless remained in control of the money and held most of it in New York.

The fund consists of assets seized from Iraq under the regime of Saddam Hussein as well as proceeds from the export of Iraqi oil.

While 1483 stipulates that these funds should be used "to assist the people of Iraq in the reconstruction and development of their economy and to facilitate assistance by the broader donor community", the system has been plagued with charges of corruption and lack of accountability, with billions of dollars reportedly unaccounted for. Billions more have been paid out to corporations contracted by the Pentagon for ostensible reconstruction. One such corporation has been Halliburton. Vice President Dick Cheney was CEO of Halliburton from 1995 until 2000.

A further resolution on June 8, 2004, Resolution 1446, stated that "upon dissolution of the Coalition Provisional Authority, the funds in the Development Fund for Iraq shall be disbursed solely at the direction of the Government of Iraq", but that proceeds from export sales of oil and natural gas would continue to be deposited in the fund.

As a January 2004 report from the Federal Reserve Bank of New York noted, in March 2003, "President Bush issued an executive order directing the transfer of funds controlled by the Iraqi government and its financial and oil institutions to the U.S. Treasury." The Federal Reserve Bank then created a "Special Purpose Account" for the funds on behalf of the Treasury.

According to a Congressional Research Service report from October, about $10 billion is currently still being held in the Federal Reserve Bank of New York, accounting for a third of Iraq's total reserves of foreign currency and gold.

If the agreement is approved by the Iraqi Parliament, it will thus effectively acquiesce to continued control over these proceeds from the export of Iraqi oil by the U.S., with merely a recognition of Iraqi "concern" over this money and a veil of Iraqi control over only the disbursement of the money for reconstruction and development. This aspect of the proposed pact has received little -- if any -- attention in U.S. mainstream media reports that have focused instead on the date set for withdrawal.

Jeremy R. Hammond is the editor of Foreign Policy Journal, a website dedicated to providing news, critical analysis, and opinion commentary on U.S. foreign policy from outside of the standard framework offered by government officials and the mainstream corporate media, particularly with regard to the "war on terrorism" and events in the Middle East. He has also written for numerous other online publications. You can contact him at jeremy@foreignpolicyjournal.com .

(In accordance with Title 17 U.S.C. Section 107, this material is distributed without profit to those who have expressed a prior interest in receiving the included information for research and educational purposes. Poya Pakzad has no affiliation whatsoever with the originator of this article nor is Poya Pakzad endorsed or sponsored by the originator.)