Læsetid: 4 min.

Vejen til varig fred i DR Congo er 150 kilometer lang

Alverdens FN-soldater vil ikke løse, men blot fastfryse konflikten i DR Congo, der er på størrelse med Vesteuropa. Freden vil komme med en vej mellem Goma og mineområdet Walikule, siger congolesisk forsker
15. november 2008

Tirsdag aften plyndrede og voldtog præsident Kabilas soldater civile inden de forlod Kanviabayunga, en landsby uden for provinshovedstaden Goma efter det rygtedes, at oprørsgrupper var på vej.

"Vi gør alt, hvad vi kan, men der er 10 millioner mennesker i Kivu (en provins i det østlige DR Congo, red.), og vi er færre end 10.000 fredsbevarere", sagde Alan Doss, FN's specialudsending i DR Congo.

Der er lige nu 17.000 FN-soldater udstationeret i landet på en missionen, MONUC, der skal få oprørsgrupperne til at nedlægge våbene.

Siden september har konflikten sendt flere end 250.000 congolesere på flugt. I denne uge blev 15 afrikanske SADC-medlemslande enige om, at flere FN-soldater bør sendes til DR Congo, hvis oprørsgrupperne ikke nedlægger våbnene.

Men oprørerne skal rammes på mineudvinding, mener Aloys Tegera, der er forsker for The Pole Institute i Goma. Han har som leder af instituttet arbejdet med fredsmægling gennem 10 år.

"FN-styrker kan stoppe en konflikt, men de kan ikke løse den. Hvis man aldrig løser de underliggende problemer, så holder man konflikterne i live. Flere tropper vil kun fastfryse situationen."

- Hvis flere FN-styrker ikke er svaret på langsigtet fred, hvem skal så beskytte befolkningen?

"Regeringshæren er lige nu en trussel mod befolkningen. Så når man sender 17.000 FN-soldater ind for at styrke regeringshæren, der overfalder og dræber befolkningen, så kommer vi ikke tættere på en løsning. Desuden er hverken 17.000 eller 20.000 soldater ret mange i et land på størrelse med Vesteuropa," siger Aloys Tegera.

Nøglen til langsigtet fred findes ifølge Tegera i minedistriktet Walikale, som producerer størstedelen af DR Congos eksport af mineralet coltan, samt tin, guld og diameter.

"Det, vi har brug for, er en handelsvej fra Walikule til Goma."

Vejen til fred er frihandel

General Laurent Nkundas befrielsesbevægelse bestående af lokale tutsier og hutuer har placeret sig strategisk godt vest og nord for provinsen Kivus hovedstad, Goma.

Cirka 150 kilometer fra Goma ligger Walikule-provinsen, der er besat af en anden oprørsgruppe, FDLR. FDLR's omtrent 6.ooo oprørere ledes af Rwandas folkemordere, som ikke kan vende tilbage på grund af risikoen for retsforfølgelse.

I Walikule udnytter FDLR DR Congos mest mineralholdige mineområde, hvor de udvinder og eksporterer mineralet coltan, der anvendes til elektronik, som skal tåle høje varmegrader. Mobiltelefoner eksempelvis.

Råstofferne bliver primært fløjet ud af regionen i små fly.

"En handelsvej mellem Walikale og Goma vil åbne op for eksport fra det isolerede minesamfund. Congoleserne vil selv få mulighed for selv at eksportere råstofferne, og med tiden vil det komplet underminere FDLR's magt i området," mener Tegera.

Profitten går nemlig til oprustning og krigsførelse.

Kabilas allierede

"De eneste to grupper, der har gavn af råstoffer fra minerne i dag, er den rwandiske FDLR-organisation ... og så den 85. brigade i Kabilas hær."

Brødre og venner af general Samy Matumo, som leder 85. brigade i Kabilas hær, bestyrer flere af mineskakterne i området. Regeringens soldater indsamler skatter blandt lokale, og de har sågar kæmpet internt om retten til mineområdet.

"Vi bør holde op med at betragte FDLR som en perifer oprørsgruppe. De hjalp Joseph Kabilas far (tidl. præsident red.), de har hjulpet Kabila, og derfor er FDLR centrale i Kabilas militærstrategi. Hvis vi betragter FDLR som regeringens allierede, stiller vi et helt andet spørgsmål til løsningen af konflikten."

Alliancen mellem FDLR og 85. brigade i Kabilas hær skærper den i forvejen uløselige konflikt.

"Udfordringen er ikke kun en fredsaftale mellem Nkunda og regeringen, men vi står også med en del af en national hær, der har opdaget, at de får mere ud af at dominere deres egne territorier i landet. Enhver, der kommer hertil og tror, at de kan løse situationen, er nødt til at forholde sig til det problem."

Langsigtede løsninger

Første skridt på vejen mod fred er dog, at præsident Kabila skal presses til at indlede direkte dialog med Nkundas bevægelse, mener Tegera.

"Når man er præsident, og man ikke har en særlig stærk hær, så er det altid bedre at forhandle end at ignorere. Det er rent faktisk en FN-opgave," siger Tegera.

"Den næste udfordring er at håndtere FDLR's alliance med regeringen, for så længe FDLR har den militære kontrol og alle rettigheder til naturressourcerne i området, bliver der aldrig fred. Det problem kalder på en hurtig løsning."

- Men hvis ikke FN, hvem skal så slå FDLR's hær på 20.000 mand tilbage?

"At slå FDLR tilbage er svært, fordi området er isoleret, der er ikke en ordentlig infrastruktur, og alt er dækket af regnskov, " siger Aloys Tegera, som ikke har et reelt bud på, hvem der kan slå FDLR's hær tilbage.

Den tredje forudsætning for varig fred er frihandel, siger han.

"En vej mellem Walikule og Goma vil koste 160.000 millioner euros, og hele regionen vil kunne bruge den til handel og eksport. Så snart der er åbnet for frihandel, vil det slå FDLR tilbage."

Pole Institute har stillet forslaget om en frihandelsvej til EU-Kommissionens kontor i Goma. Pole Institute anslår, at vejen vil koste omkring 160 millioner euros sat i forhold til den ene milliard, som FN's fredsstyrker i øjeblikket koster årligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu