Obama er stor. Cirka 29 meter rager han op i vejret. McCain er næsten lige så stor. Måske 28,5. I hvert fald når man ser dem på tv-stationen ABC’s enorme jumbotron-skærm, der hæver sig op over New Yorks cyberteknologiske gedemarked, Times Square, hvor verdens førende medier har indrettet valghovedkvarterer. Et lys-, lyd- og i aften også liberalt inferno. For som en aldeles tandløs mand følte sig nødsaget til med tordenrøst at proklamere på gaden forleden ”Barack Obama, the city of New York loves you!”
CNN har sat en tribune op foran deres enorme tv-skærm på hjørnet af Broadway og 47th Street, og der er vild jubel hver gang en af deres projections går til Obama. En stor afroamerikansk mand har placeret sig midt i det hele og har med fællesskabets velsignelse udnævnt sig selv til toastmaster. Da Obama klokken 20.00 udnævnes til vinder af syv stater råber han: ”That’s right baby!” Da aftenens hidtil største jublen følger meldingen om, at Obama har vundet New York, råber han ”That’s right – no old farts!” Og da CNN meddeler, at republikaneren Mitch McConnell, som toner frem på skærmen, ser ud til at genvinde sin senatsplads, råber manden så højt og indfølt, at det må have rystet McConnell dybt helt nede i Kentucky, ”You look like a rascist!”.
Over for tribunen er der en 15-20 etagers høj whisky-reklame. ”Dyt, hvis du elsker Maker’s” står der. Men de brandbiler der nu kører forbi dytter ikke, fordi de elsker whisky. De dytter, fordi de elsker Obama, som CNN klokken 23.00 udnævner til USA’s næste præsident. Rachel og Freesia er begge studerende i New York, og da jublen bryder løs klokken elleve som brølet fra Air Force One’s fire jetmotorer, hopper Freesia op på ryggen af Rachel, som råber ”Yeah, it feels good!”
”Kunne du tænke dig en småkage for at fejre det,” spørger en kvinde, der ligner en ung Halle Berry i orange frakke. ”Vi har lige købt dem og tænkte, vi hellere måtte dele dem ud.” Hun hedder Alex og fortæller, at hun næsten mistede troen på sit land, da Bush blev genvalgt for fire år siden.
”Men nu er troen tilbage, for folk vil have forandring, og jeg tror, de får det!”
“Åh, folk græder,” siger hende kæreste bag hende, hvortil hun prompte svarer: “Selvfølgelig græder de!”
Obama!
Og så kommer McCains tale. ”Folket har talt,” siger han. ”You’re damn right!” råber vores toastmaster. Og så får man champagne i håret, og så kommer Obamas tale og sikke en tale. Og så cirka klokken 0.00 går det downtown med subway’en, og hver gang den stopper, og dørene åbner, hører man et brøl inde fra perronerne. Og på gaden smiler folk så bredt og inderligt til en, at man føler, at der umuligt kan have været så mange jublende mennesker samlet på et sted nogensinde før. Og de hamrer medbragte gryder og pander sammen til taktfaste ”Yes we can”-råb. Og klokken 1.00 i East Village på St. Mark’s Street er der kæmpe gadefest, hvor der bliver slæbt højtalere ud på altanerne, så Hendrix og Marley blæser ud over tusinde hoppende mennesker, hvor dansende piger smider tøjet fra de samme altaner, hvor folk klatrer oven på de kørende taxier, hvor folk løfter skilte i vejret: ”Landslide in your face!” og ”Moosekiller go home!”, hvor folk spiller trompet, hvor folk smider flag ud fra vinduerne, hvor alle råber ”Obama! Obama! Obama!”, hvor folk klatrer ovenpå udrykningskøretøjerne, da de kommer for at lukke festen, hvor politibetjentene endelig i femte forsøg får ryddet gaden klokken 3.30, da der er ankommet omtrent en 100 stykker af dem, men hvor alle – også politiet – stadig smiler.
Og hvor en fyr har fået fat i en tidlig avisforside, som han løfter højt over hovedet fra sin plads på sin vens skuldre: ”Yes, we did!”
