Læsetid: 1 min.

Zambias opposition klager over valg

Zambias fungerende præsident, Rupiah Banda, vandt i går en snæver valgsejr over oppositionskandidaten, som nægter at acceptere valgresultatet
3. november 2008

Zambias fungerende præsident - den erhvervsvenlige centrumpolitiker, Rupiah Banda, blev i går erklæret som vinder af præsidentvalget i det mineralrige, sydafrikanske land. Oppositionen nægter at anerkende Bandas snævre valgsejr og vil i dag gå til domstolene for at få stemmerne talt op en gang til.

Den 71-årige vestligt uddannede tidligere diplomat og vicepræsident Banda, som tog over efter præsident Levy Mwanawasas død i august, blev i aftes taget i ed som præsident trods protester fra oppositionen.

"Jeg erklærer i dag, at jeg vil overholde og værne om Zambias forfatning og love," sagde Banda.

Ved torsdagens præsidentvalg fik han 40,1 procent af de knap 1,8 millioner afgivne stemmer, mens 38,1 procent støttede hans rival Michael Sata, fremgår det af det officielle valgresultat, som Zambias valgkommission offentliggjorde i går.

Valgfusk

"Vi holder fast i, at vi ikke anerkender valget af Rupiah Banda som noget, der afspejler det zambiske folks vilje. Vi vil bede domstolen om at udstede en ordre om at finkæmme og genoptælle stemmerne," sagde en talsmand for Satas Patriotiske Front.

Den ligeledes 71-årige populist Sata nyder stor opbakning blandt Zambias fattige og arbejdere og har anklaget regeringen for valgfusk, siden optællinger af stemmer i landområder pludselig hældte til den fungerende præsidents fordel. Han beskyldte også Levy Mwanawasa for valgsvindel efter at have tabt til den nu afdøde præsident ved valget i 2006.

Zambias militær er sat i beredskab for at afværge eventuelle voldelige sammenstød oven på valget. Regeringen meddelte søndag, at der hidtil ikke har været nogen uroligheder, men politiet brugte lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP tåregas for at sprede en vred mængde af Sata-tilhængere i et slumkvarter i hovedstaden, Lusaka. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu