Læsetid: 3 min.

Afrikanske flygtningetrodser vinteren

Aldrig er så mange flygtninge ankommet til Lampedusa som i år pga politisk undertrykkelse og krige i afrikanske lande samt global fødevarekrise. Nu skaber flygtningene splittelse i den italienske regering
Flere end 30.000 bådflygtninge er ankommet til den italienske ø Lampedusa alene i år. Den italienske højrefløj er splittet.

Flere end 30.000 bådflygtninge er ankommet til den italienske ø Lampedusa alene i år. Den italienske højrefløj er splittet.

31. december 2008

I de seneste dage er flere end 2.000 bådflygtninge fra det afrikanske kontinent gået i land på Lampedusa.

Dermed er over 30.000 ankommet til den italienske ø i 2008, hvilket er det største antal nogensinde og mere end en fordobling i forhold til 2007.

De fleste både stævner ud fra Libyen, men flygtningene stammer fra en lang række afrikanske lande.

Mauro Seminara er korrespondent for Giornale di Sicilia på Lampedusa og fortæller, at flygtningenes sammensætning er meget blandet: "På det seneste er der ankommet mange fra de nordafrikanske lande. De ankommer i både blandet med flygtninge fra det centrale Afrika. Men vi har endnu ikke set de første flygtninge fra krigen i Congo," siger Mauro Seminara til Information.

Krige og fødevarekrise

Tidligere ankom bådflygtningene kun til Lampedusa i sommerhalvåret. Det er bl.a. politisk undertrykkelse og de mange krige på det afrikanske kontinent, som gør, at flygtningene nu også krydser Den Sicilianske Kanal om vinteren. Men den globale fødevarekrise, der rammer hårdest i verdens allerfattigste lande, f.eks. Niger, er en tungtvejende årsag til den massive tilstrømning.

Modtagelsescentret på Lampedusa har kapacitet til 840 flygtninge, men trods en luftbro til flygtningecentre på Sicilien og det italienske fastland, er der aktuelt over 1.500 flygtninge på den lille ø, oplyser Mauro Seminara.

Selv om modtagelsescentret er skarpt bevogtet af politifolk og soldater, føler mange af Lampedusas blot 6.000 indbyggere sig utrygge ved den konstante tilstrømning. Ukendte gerningsmænd manifesterede natten til mandag deres frustration over situationen ved at påsætte en brand på øens bådkirkegård, hvor flygtningenes fartøjer ligger i stakkevis.

Gadaffi skaber splid

I slutningen af august indgik Silvio Berlusconi en aftale med Muammar Gaddafi om fælles patruljering af de libyske kyster for at bremse flygtningestrømmen. Til gengæld skulle Italien betale libyerne fem mia. dollars (cirka 26 mia. kroner red.) over de næste fem år til finansiering af motorveje og elektronisk overvågning af Libyens grænser mod syd.

Officielt var der tale om en kompensation for det italienske koloniherredømme i landet fra 1912 til 1943, hvor en stor del af beduinbefolkningen omkom i koncentrationslejre. Men det italienske parlament har endnu ikke ratificeret aftalen med Libyen, og Gadaffi har ikke rørt en finger for at gøre noget ved situationen.

Det fik i går indenrigsminister Roberto Maroni fra Lega Nord til at true med at iværksætte direkte repatriering af flygtningene fra Lampedusa i modstrid med gældende aftaler.

"Man skal vide, at den, der går i land på Lampedusa, i løbet af få dage vil blive repatrieret fra Lampedusa," sagde Roberto Maroni til Radio Padania.

Den samme praksis med direkte repatriering af flygtninge har Spanien gennem længere tid benyttet fra de spanske enklaver i Nordafrika ved hjælp af bilaterale repatrieringsaftaler med f.eks. Ghana, hvor regeringen har gjort sit til, at aftalen med den spanske regering forblev hemmelig.

Forsvarsminister Ignazio La Russa fra det postfascistiske parti Alleanza Nazionale opfordrer imidlertid sin ministerkollega til at tage den med ro i forhold til Libyen: "Det nytter alligevel ikke noget. Gadaffi skal nok overholde aftalerne. Han gør bare tingene i et libysk, lidt levantinsk tempo," udtalte La Russa.

Men Roberto Maronis svar til forsvarsministeren var af principiel karakter:

"Jeg er ikke særlig enig i det med, at man skal sætte sig ind i andres tankegang," udtalte indenrigsministeren og tilføjede:

"Vi har en krisesituation på Lampedusa, og det er derfor nødvendigt at besvare krisen med ekstraordinære tiltag."

Hvem havde troet, at et spørgsmål om flygtninge skulle kunne skabe splid på den italienske højrefløj?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu