Spaniens udenrigsminister, Miguel Ángel Moratino, har bekræftet, at han er ved at sammensætte et hold, som skal undersøge, om den daværende regering under ledelse i 2002 gav CIA tilladelse til at bruge spanske flyvepladser til mellemlandinger i forbindelse med USA’s kontroversielle fangeprogram.
Avisen El País offentliggjorde søndag et hemmeligstemplet dokument fra det spanske udenrigsministerium:
»Det spanske forvaltningsapparat stillede sig til rådighed for Bush-regeringen for at facilitere disse flyvninger og skjule beviserne på mellemlandinger i Spanien,« skriver avisen.
I dokumentet, som er dateret 10. januar 2002 og stemplet »muy secreto«, hedder det bl.a.:
»USA påbegynder meget snart flyvninger fra Afghanistan med fanger fra Taleban og al-Qaeda mod Guantanamo på Cuba. (...) Hvis uforudsete omstændigheder skulle gøre det nødvendigt at foretage nødlanding, anmodes den spanske regering om at give den amerikanske regering tilladelse til at benytte en lufthavn i vort land.«
Ifølge El País gav det spanske udenrigsministerium blot 24 timer senere amerikanerne tilladelse til at benytte militærlufthavnen i Morón, sydøst for Sevilla.
Beskidt krigsførelse
Den spanske regering skulle angiveligt have anbefalet, at amerikanerne benyttede »diskrete lufthavne« til disse mellemlandinger. El País skriver, at CIA fra 2002 til 2006 mellemlandede i Spanien 11 gange og overfløj spansk territorium 13 gange med fangetransporter til og fra Guantanamo. Transporterne fortsatte altså også efter valget i marts 2004, som bragte José Zapatero og socialistpartiet PSE til magten. Udenrigsminister Moratino understreger, at den socialistiske regering har været uvidende om Aznar-regeringens aftale med amerikanerne:
»Vi har intet at skjule,« udtalte han søndag. I en pressemeddelse fra det spanske udenrigsministerium hedder det endvidere:
»Den spanske regering forsikrer fortsat sin fulde støtte til forsvaret for menneskerettighederne. Den hverken har eller vil i fremtiden tillade krænkelser af disse rettigheder på spansk territorium i forbindelse med de såkaldte CIA-flyvninger.«
»Aznar gjorde krigen mod terror til sin regerings mærkesag og insisterede på, at alle midler gjaldt for at vinde den. Men det var et princip, hvis gyldighed afhang af omstændighederne. Hvis alle former for terrorisme virkede ens på ham, sådan som han igen og igen understregede for at retfærdiggøre den spanske krigsdeltagelse i Irak, burde ethvert eksempel på beskidt krigsførelse også gøre det,« skriver El País i en leder tirsdag.