Australien har - som den første nation efter EU - annonceret sine klimamål for 2020. Målene møder stærk kritik fra den australske regerings egen klimarådgiver såvel som fra forskere og miljøorganisationer, der finder målene ødelæggende for de internationale klimaforhandlinger. Regeringen henviser til, at man har lagt sig tæt op af ambitionsniveauet i EU's nye klimapakke.
Klimaplanen med dens CO2-mål er udmøntningen af de løfter, Australiens premierminister, Kevin Rudd, afgav, da han som nyvalgt regeringsleder for et år siden blev hyldet som en grøn helt på det internationale klimamøde på Bali. Rudds Labor-regering afløste John Howards konservative regering, og der blev knyttet store forventninger til den ny premierministers grønne profil.
Den nye klimaplan blev offentliggjort i Canberra i mandags, umiddelbart efter afslutningen af det internationale klimamøde i Poznan og efter at EU-topmødet havde vedtaget unionens klimaplan med målet om at reducere EU's CO2-udledninger med 20 pct. i 2020, stigende til 30 pct. som led i en global aftale. Med Kevin Rudds plan sætter Australien et mål om en CO2-reduktion på blot fem pct. i 2020, stigende til 15 pct., hvis andre lande tilslutter sig samme ambitionsniveau i en global klimaaftale i København om et år.
Den australske regeringsrådgiver, økonomiprofessor Ross Garnaut, som i september afleverede en stor klimarapport til Rudd, sagde efter offentliggørelsen, at regeringen "er gået for vidt" i sin hensyntagen til industrien og den stærkt kulafhængige elsektor.
Forud for regeringsudspillet er der ifølge professoren udøvet "lobbyvirksomhed fra særinteresser i et omfang uden fortilfælde i australsk politik".
"Der er ingen tvivl om, at udbyttet af lobbyvirksomheden har været meget højt," sagde klimarådgiveren til australske medier.
I sin rapport til regeringen havde Ross Garnaut selv peget på en australsk CO2-reduktion på 25 pct. i 2020 som den indsats, der kunne bidrage til at mindske risikoen for temperaturstigninger over to grader.
Klimaforsker Barry Brook, Adelaide University, siger til tv-stationen ABC, at regeringsmålet på fem pct. reduktion bør ganges med otte.
"Vi bør formentlig gå efter 40 pct. reduktion i 2020, 90 pct. reduktion i 2030 og snarest muligt derefter praktisk taget ingen CO2-udledning fra menneskelige aktiviteter," mener Barry Brook.
Australske miljøorganisationer arrangerede både mandag og tirsdag protester mod regeringsplanens mål.
"Det er meget lavere, end vi i vores værste fantasi havde forestillet os. Det gør Australiens evne til at forhandle en global aftale på plads meget, meget besværlig," sagde Ray Nias, leder af WWF Australien. De Grønnes senator Christine Milne kalder de fem pct. "en global pinagtighed" for Australien.
Som EU
Regeringen ser fem pct.-målet i 2020 som Australiens bidrag til en indsats, der vil kunne stabilisere atmosfærens CO2-indhold på 550 ppm (parts pr. million). Så høj en koncentration vil ifølge FN's klimapanel lede til en temperaturstigning på omkring tre grader - Al Gore argumenterede i Poznan for at bremse ved 350 ppm for at have en rimelig chance for at holde stigningen under smertetærsklen på to grader.
Kevin Rudds regering argumenterer for, at man ved fastsættelse af det australske klimamål bør tage afsæt i udledningen pr. indbygger og sikre, at man hvad dét angår er på niveau med andre i-landes ambitionsniveau. Dette kriterium tager højde for, at de forskellige lande har forskellig befolkningstilvækst de kommende årtier.
Australien har en større befolkningstilvækst end EU, og den australske regering angiver, at fem pct.-målet svarer til en reduktion pr. australier på 34 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet. EU's 20 pct. mål svarer ifølge regeringen tilsvarende til en reduktion pr. EU-borger på 24 pct. i 2020.
"Australiens mål på mellemlang sigt afspejler en indsats, der er sammenlignelig med indsatsen hos andre, der har annonceret mål, såsom EU," konkluderer den australske regering i sin plan.