Læsetid: 9 min.

Det danske dilemma i Mellemøsten

Trods ædle intentioner har Udenrigsministeriets 'public diplomacy' kun ringe gennemslagskraft i Syrien. Da en dansk konference får uventet besøg af en systemets mand i skikkelse af Dr. Jabour, dæmper kritikerne deres røst, og flere af de inviterede journalister fordufter
Danmark forsøger med Det Arabiske Initiativ at -at hjælpe igangværende reformprocesser i den arabiske verden-, men det er ikke så ligetil i Syrien, hvor præsidenten våger over alt - inklusive danskfinansierede konferencer.

Danmark forsøger med Det Arabiske Initiativ at -at hjælpe igangværende reformprocesser i den arabiske verden-, men det er ikke så ligetil i Syrien, hvor præsidenten våger over alt - inklusive danskfinansierede konferencer.

Claus Bjørn Larsen

9. december 2008

DAMASKUS | Ved konferencefrokosten fortalte Yassin Haj Saleh, at han havde været i fængsel.

"Hvor længe tror du, jeg sad inde?" spurgte han på humpende engelsk.

"Det kommer vel an på din forbrydelse," svarede jeg, "hvad sad du for?"

"Medlemskab af en forbudt politisk organisation."

Med de seneste dissidentdomme i baghovedet gættede jeg: "Fem år? Seks år? Eller otte?"

"16 år og 14 dage," svarede han med et af de korte smil, der signalerer overbærenhed med fremmede, der ikke har forstået en skid af det hele.

Mest for at vise, at jeg ikke var helt ukendt med undertrykkelsens infrastruktur i Syrien, fortalte jeg om et møde med en prominent dissident og langtidsfange, Riad al-Turk, der stiftede det forbudte kommunistparti (et andet er tilladt).

"Ja, han var jo vores store boss," svarede Saleh uudgrundeligt - var det beundring eller mild foragt?

Det syriske dissidentmiljø fører et nøje bogholderi over politisk frafaldne - hvem er spioner, informanter, stikkere, medløbere, og hvem er ranke, ubestikkelige ofre? Jeg opgav videre udforskning af det minefelt.

Siden løsladelsen i 1996 har Saleh været overvåget med udrejseforbud og ude af stand til at få fast arbejde i de statskontrollerede medier, hvorfor han ernærer sig som freelancer for den saudi-ejede avis, Al Hayat, der for tiden er bandlyst i Syrien.

På denne grå novemberdag i Damaskus' gamle by var Saleh inviteret som paneldeltager i en konference, arrangeret af Det Danske Institut og med Udenrigsministeriets Det Arabiske Initiativ (via organisationen International Media Support) som hovedsponsor af budgettet på godt 200.000 kr.

Således var denne sørgmodigt smilende mand i en vis forstand den danske regerings gæst - nemlig i den forstand, at selv om konferencen ikke var en del af Det Arabiske Initiativ, havde den næppe kunnet gennemføres uden dette tilskud fra kontoen for public diplomacy, som Udenrigsministeriets charmeoffensiv i den arabiske verden kaldes på Asiatisk Plads i København.

En doktor på banen

Det var dog George Jabour - Dr. George Jabour for nu at være nøjagtig - en mand med et udtryksløst og dog altseende blik i et porøst ansigt - der destillerede det diplomatiske dilemma i mellemøstlige diktaturstater som den syriske.

Dr. Jabour var faktisk slet ikke inviteret til dette træf med titlen Ownership of the Arab Economies, hvis annoncerede formål var en problematisering af mediernes vanemæssige fokusering på "terror og fundamentalisme" frem for at stille skarpt på regionens pjaltede økonomi, der er en væsentlig årsag til regionens radikalisering.

Men i Syrien behøver personer som Dr. Jabour ikke nogen invitation for at blive modtaget med frygtblandet respekt. Positionen som tidligere medlem af det syriske parlament og - ulige vigtigere - personlig rådgiver for afdøde præsident Hafez al-Assad er partoutkort til ethvert møde, han måtte ønske at intimidere.

Og konferencen på Det Danske Institut havde hans "interesse", som han sagde, da han fik anvist en stol ved siden af den danske ambassadør, Ole Egberg Mikkelsen.

Lige hvorfor den havde hans interesse, sagde han ikke, men han var tydeligvis bekendt med deltagerlisten og har givetvis konstateret, at indtil flere deltagere var kendt for at lufte kritik af regimet. Flere deltagere var fra Libanon, det eneste arabiske land med noget, der ligner pressefrihed, og den New York-baserede egyptiske journalist Mona Eltahawy var fra en syrisk systemvinkel kontroversiel. Hun sad, som den ovennævnte Saleh, i et af debatpanelerne.

Og måske var det ikke tilfældigt, at Dr. Jabour dukkede op under seminarets første session om emnet "Syria in case-studies", hvor Saleh i en sært bedaget marxistisk terminologi, som et ekko fra en 1970'er-tidslomme, beskrev, hvordan kløften mellem rige og fattige syrere er blevet stedse dybere og bredere under parolen "social markedsøkonomi".

Syrien er Chile 1973

Saleh veg ikke tilbage fra at jævnføre udviklingen i Syrien med tilstandene i Chile efter militærkuppet i 1973, hvor fagforeninger og politiske partier blev forbudt parallelt med en løbsk liberalisme, der fik frit løb, samtidig med at Pinochets totalitære styre førte benhård kontrol med det politiske og sociale liv. Han kunne også - og måske mere relevant - have jævnført Syriens situation med Egyptens i 1970'erne, da Anwar Sadat sløjfede Nassers centrale kommandoøkonomi og åbnede den for markedskræfterne - kaldet infitah - der gjorde de rige rigere og fattige mere forarmede.

"Der er tegn på, at Syrien vil følge den vej," sagde Saleh med henvisning til sin Chile-allegori og tilføjede, at Baath-partiets parole om "social markedsøkonomi" dækker en praksis, hvor etablering af private finansinstitutioner, banker og forsikringsselskaber har gjort regimets inderkreds til millionærer, hvorimod almindelige statstjenestemænd stadig tjener 120 US-dollar om måneden.

'Absurd'

Var det Dr. Jabours hensigt at tjekke den tidligere straffede dissident, Saleh, ud, blev det den italienske Syrien-forsker Aurora Sottimano, der fik ham op i det røde felt.

Nemlig da hun påpegede, at den 'sociale' markedsøkonomi-model, den unge Bashar al-Assad lancerede, da han blev præsident for otte år siden, ikke er social, og slet ikke markedsorienteret, da den ikke har medført reel økonomisk indflydelse til andre socialgrupper, f.eks. lønmodtagere og forretningsfolk, der ønsker at etablere et uafhængigt erhvervsliv baseret på aftalekontrakter efter europæisk arbejdsmarkedsmodel, altså hvor aktørerne uafhængigt fastsætter priser og lønninger baseret på udbud og efterspørgsel.

Snarere tværtimod. I Syrien sammenkædes erhvervsinteresser og regime-interesser i et lukket kredsløb, der tilgodeser den politiske elite i Baath-partiet. Eksempelvis er frie fagforeninger forbudt i det formelt socialistiske Syrien, ligesom det er vanskeligt at etablere en kommerciel virksomhed uden om 'systemet' - alene labyrinten af statslige tilladelser, der kræves for at overhovedet at komme i gang, er en uoverstigelig mur for enhver forretningsmand, der ikke er medlem af - eller på meget god fod med - Baath-klikens nomenklatura.

Og da Aurora Sottimano undervejs i sin argumentation citerede en regeringserklæring om, at styret - altså Bashar al-Assad, Hafez' søn og arving til præsidentposten - alene afgør, hvilken samfundsøkonomisk model, Syrien vælger, og tilføjede, at det er "absurd" at tale om en fri markedsøkonomi i den situation, rettede Dr. Jabour sig op på sin stol, præsenterede sig som "tidligere parlamentsmedlem", og spurgte:

"Jeg genkender ikke det citat af præsidenten? Hvor har De det fra? Der må være tale om en oversættelsesfejl."

Bashars citat

Aurora Sottimano, en spinkel dame med en stålsat udstråling, lod sig ikke påvirke. Og hvis hun fornemmede summetonen af latent trussel, der er en bærende søjle i regimets mentale rum, lod hun sig ikke anfægte, men henviste uden at hæve stemmen så meget som en halv decibel til en tale, præsident Bashar holdt i det syriske parlament i 2007, og som "er tilgængelig på det syriske telegrambureau SANA's hjemmeside, hvor den er oversat til engelsk", som hun sagde, hvorefter hun citerede Bashars tale ordret:

"'Ingen betingelser eller metoder kan påtvinges os. Vi bestemmer selv vores vilkår, og hvilken form, disse vilkår skal have'" (underforstået: Hverken EU, Den Internationale Valutafond eller Verdensbanken skal blande sig i den måde, Syrien skruer sin økonomi sammen).

Atmosfæren i det smukke, mameluk-ornamenterede mødelokale var ved at blive ret rådden, hvorfor mødelederen, den syrisk bosiddende forfatter Jesper Berg, greb ind:

"Begge synspunkter er fremført, så nu lukker vi den del af debatten."

Bergs intervention var dikteret af ønsket om konferencens overlevelse: For godt nok er jernpræsidenten Hafez i dag blot en sur erindring på det offentlige rums facader og granitsokler, og ganske vist har sønnens styre ord for en vis grad af tolerance - trods et tocifret antal dissidenter i fængslerne - men den mindste antydningsvise kritik af Bashar og hans embede er en 'rød linje', der ikke kan krydses uden risiko for strafbar krænkelse af den lov, der forbyder "fornærmelse af Syriens præsident".

Journalister forduftede

Efter konferencefrokosten, hvor jeg sad over for Saleh og hørte hans fængselshistorie, var 'arabiske medier' sat til debat. Da var Dr. Jabour gået videre ud i verden - dog først efter at have sikret sig Jesper Bergs adresse, telefonnummer og e-mail med ordene:

"Så vi ved, hvor vi skal lede, hvis du en dag skulle forsvinde."

Forsvinde! En trussel eller en spøg? Under alle omstændigheder havde George Jabours korte visit haft sin virkning: Flere af de lokale journalister, der havde været til stede om formiddagen, var som sunket i jorden, bl.a. Zaid Haidar, en syrisk journalist fra As Safir, en Syrien-venlig avis i Beirut, og den tidligere Syrien-korrespondent for den saudisk ejede internationale avis Al Hayat, Ibrahim Hamidi. Begge var udset til nøgleroller i debatten, men var nu usynlige.

Hamidis personlige historie kan forklare hans fravær - i 2003 fik han et års fængsel for uden tilladelse at have rapporteret om Syriens forberedelser til at modtage irakiske flygtninge. Efter løsladelsen havde hans artikler mistet det bid, der før gjorde jævnlige indkaldelser til skideballe i sikkerhedstjenesten og informationsministeriet rutinemæssige. Og da hans kolleger i London og Beirut i september indledte en kritisk artikelserie om Bashar-styret, sagde Hamidi skyndsomst sin stilling op med den begrundelse, at han ikke ville "være del af en avis, der tilsmudser mit land".

Få dage efter blev Al Hayat bandlyst af den syriske censor, hvilket markerede endnu et lavpunkt i relationerne mellem Syrien og Saudi-Arabien, der længe har været på kant som følge af modstridende interesser i Libanons konfliktteater. Senest harmede det syriske medier, at Saudi-Arabien undlod at fordømme en bilbombe i Damaskus den 5. oktober, og hvor det viste sig, at selvmordschaufføren, der tog 17 med sig i døden, var saudisk.

Det sigende fravær

Der kan have været andre grunde til, at Hamidi og As Safir-journalisten valgte at blive væk også på konferencens anden dag, men at Syrien er et medie-minefelt, er evident, i og med at medierne er fast artilleri på de mellemøstlige propagandaslagmarker.

Flere af de programsatte arabiske journalister valgte da også at blive helt væk fra konferencen, bl.a. Ibrahim Essa, chefredaktør for Kairo-avisen Al Dostour, Reuters korrespondent i Damaskus, Khaled Oweis og Beirut-dagbladet Daily Star's udgiver, Camile Mrove.

Den syriske kommentator Ali Atassi, der bor i Beirut og skriver for den kristne libanesiske avis An Nahar, havde på forhånd takket nej til instituttets invitation. Desuden blev en paneldeltager i emnet 'arabisk økonomi', Max Rodenbeck, det britiske Economists korrespondent i Kairo, nægtet visum. Var det fordi han er brite? I hvert fald havde Der Spiegels Kairo-mand, Volkhard Windfuhr, ikke problemer med indrejse.

Som Søren Schmidt, Syrien-ekspert fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ordstyrer ved den session, som Dr. Jabour intimiderede, sagde om det grundlæggende problem for konferencen:

"Der opstod et ubehageligt klima efter Jabours ankomst, men faktisk er det sådan, at Syriens elendige retssystem og manglende ytringsfrihed godt kan diskuteres i Syrien. Styret ved meget vel, at økonomien ikke kan forbedres uden reform af retssystemet, og at korruptionen holdes nede i et vist omfang - og at dette ikke lader sig gøre uden en vis grad af ytringsfrihed. Problemet er, at der er usynlige røde linjer for, hvor langt kritikken kan gå. Disse røde linjer kender syrerne langt bedre, end vi gør, og derfor bliver styret nervøst når 'fremmede' institutioner som Det Danske Institut inviterer udlændinge til at diskutere disse følsomme problemer, da vi let kommer til at overskride styrets grænser for ytringsfriheden.

Blandt dem, der tog bladet fra munden, var dissidenten Saleh, som af indlysende grunde vidste, hvor den røde linje gik. Han følte da heller ikke - ifølge Søren Schmidt, der talte med ham efter konferencen - at han var målområde for Dr Jabours intimidering, men at det snarere var den egyptiske Mona Eltahawy, hvis periode som korrespondent i Israel, hvor hun boede i det jødiske Vestjerusalem, er velkendt, såvel som hendes kritiske og - mener nogle - nedladende holdning til palæstinenserne.

Hvad Dr. Jabours ærinde end var, vil der vise sig et fingerpeg, hvis Mona Eltahawy igen søger visum til Syrien. Eller hvis Yassin Haj Saleh pludselig skulle 'forsvinde'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Emil Eiberg-Jensen

Det må jo være fristende for de største økonomiske nationale superstrukturer omkring de fattigere socialliberale arabiske nordafrikanske stater at se ind over deres grænser, - og spekulere på hvordan de kan få deres økonomiske andel af disse staters modernisering.
Og det må være skræmmende for mindre konkurrerende men moderne økonomier - at blive tilskuer til at fx Syrien er ved at etablere sine egne konkurrencedygtige landsdækende virksomheder og nationale konglomerater.
Mon ikke det vil være fristende at sende en anonym 'journalist' til et sådan land for at prøve at forsinke moderniserings processerne. Med den internationale afstandstagen til den imperialistiske Irak krig - er der ligesom heller ikke andre muligheder...

@ Emil

Jeg tror gerne jeg ville svare på dit indlæg - jeg fornemmer at du har en klar holdning til nogle af problemstillingerne i Mellemøsten; men jeg kan simpelt hen ikke forstå hvad du skriver.

Jeg har prøvet et par gange; men der er ikke et eneste faktuelt, håndgribelig stykke information i dit indlæg?

Hvem er 'de største økonomiske nationale superstrukturer'?

Hvad er det for lande i nordafrika du i ramme alvor vil kalde 'socialliberale'?

Hvem er de 'mindre konkurrerende men moderne økonomier'?

Hvilken 'anonym journalist' hentyder du til?

Betyder din sidste bemærkning at du faktisk mener, at der er kræfter/nationer der egentlig helst ville invadere Syrien for at knuse økonomien og selv udnytte tomrummet?

Det kan du da vel nærmest ikke mene alvorligt? Eller har jeg bare totalt misforstået?

Birgitte Skot Nielsen

Tak til Lasse og Information for en god artikel. Den illustrerer fint de danske intentioner med 'public diplomacy' og Det Arabiske Initiativ, og hvor lidt der kommer ud af det. D
Det virker som om 1) vi synes rigtig godt om os selv; 2) ministeriet/ ambassaden har nogle penge, som skal bruges inden udgangen af 2008 (ellers risikerer de allokerede 2008-finanslovsmidler at mindskes i 2009), og 3) at vi virkelig gerne vil spille en rolle i denne del af verden. Dette uanset at vi ikke har historiske interesser dernede, og uanset at vi, tillige i lyset af vores lidenhed (fat et landkort) er totalt irrelevante players verdenspolitisk.