Læsetid: 6 min.

Ekstremistens indre drivkraft

Fattigdom, barndomstraumer eller storpolitik. Selv om der er blevet forsket intensivt i radikaliseringsprocesser, ved man endnu ikke meget om, hvad der foregår i hovederne på terrorister in spe, og hvad der er baggrunden for deres radikalisering
Et overvågningskamera på Luton Station i London kl. 7.21 viser de fire indtil da flinke, flittige, unge mænd, som viste sig at være hjemmedyrkede terrorister, der tog 52 andre mennesker med sig i døden den 7. juli 2005. Fra højre: Habib Hussain, Germaine Lindsay (med mørk kasket), Mohammed Sidique Khan (lys kasket) og Shahzad Tanweer bagest. De havde kontakter til medlemmer af al-Qaeda, og to af dem havde været i Pakistan kort før bombeangrebene.

Et overvågningskamera på Luton Station i London kl. 7.21 viser de fire indtil da flinke, flittige, unge mænd, som viste sig at være hjemmedyrkede terrorister, der tog 52 andre mennesker med sig i døden den 7. juli 2005. Fra højre: Habib Hussain, Germaine Lindsay (med mørk kasket), Mohammed Sidique Khan (lys kasket) og Shahzad Tanweer bagest. De havde kontakter til medlemmer af al-Qaeda, og to af dem havde været i Pakistan kort før bombeangrebene.

METROPOLITAN POLICE

9. december 2008

"Jeres demokratisk valgte regeringer fortsætter med at begå overgreb mod mit folk over hele verden. Og jeres støtte til dem, gør jer direkte ansvarlige, ligesom jeg er direkte ansvarlig for at beskytte og hævne mine muslimske brødre og søstre - Indtil I stopper med at bombe, gasse, fængsle og tortere mit folk, vil vi ikke stoppe denne krig. Vi er i krig, og jeg er en soldat."

Selvmordsvideoen fra Mohammed Siddeque Khan, den angivelige leder af den gruppe islamistiske terrorister, der den 7. juli 2005 sprængte adskillige bomber i Londons undergrundsbane og i en bus, lader ingen tvivl om, at Khan så sig selv om en soldat i "krig" med Vesten. Et Vesten, som i hans forståelse truede hans såkaldte brødre og søstre i Ummaen - det verdensomspændende fællesskab muslimer imellem. Og truslen var så alvorlig, at han selv greb til handling for at forsvare dem. Vel at mærke ved at sprænge sig selv og de passagerer, der tilfældigvis var til stede i det londonske undergrundstog den juli morgen i 2005, i luften.

Men hvorfor begik den 30-årige Khan, der af klassekammerater og lærere fra hans folkeskole i Leeds blev betegnet som en stille og flittig dreng, der aldrig lavede ballade, en sådan handling? Hvorfor besluttede Khan og hans medsammensvorne, Shehzad Tanweer, Hasib Hussain og Jermaine Lindsay, alle tilsyneladende velintegrerede andengenerations briter, at blive 'soldater' og ofre deres liv i en aktion, som resulterede i 56 dræbte og flere end 700 sårede?

Uden sikker viden

På trods af, at forskere og efterretningstjenester verden over efter al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001 har været stærkt optagede af, hvad det er, der sker i en radikaliseringsproces, er man endnu kun i stand til at tegne forsøgsvise skitser af forløbet.

Ingen ved præcis, hvad der sker, når en person udvikler sig fra at have radikale tanker og idéer og eventuelt giver udtryk for dem til at sætte handling bag ordene og begå vold. Meget tyder på, at enhver radikaliseringsproces er individuel, og at man allerhøjest kan tale om forskellige typer af radikaliserede unge.

Mens Khan, der med sine 30 år var den ældste i gruppen - og angiveligt også dens leder - var den afklarede og ideologisk overbeviste, der traf et bevidst valg, så matcher den 19-årige Jermaine Lindsays profil bedst til den lidt usikre medløber, der i gruppen har fundet den tryghed og det mål i livet, han har savnet siden sin barndom. Som der stod i den britiske efterretningstjenestes officielle undersøgelse af London-bombemændene, så er der "ikke nogen simpel islamistisk ekstremistisk profil i Storbritannien", og truslen kan "ligeså godt komme fra dem, der synes at være velintegrerede i det mainstream-britiske samfund, med job og unge familier, som fra dem fra de socialt og økonomisk mindre velstillede dele af samfundet."

Men selvom der er store individuelle forskelle - ikke mindst i motivation - har radikaliseringsprocesserne alligevel fællestræk - uanset om der er tale om højre- eller venstreorienteret ekstremisme, nationalistisk eller religiøs, herunder islamistisk, ekstremisme.

En gruppe venner

Ingen er født ekstremist. Tværtimod har de fleste mennesker mange bindinger til det omkringliggende samfund, til venner og familie, som skal brydes, før radikaliseringsprocessen for alvor kan tage fart. Ifølge den anerkendte amerikanske al-Qaeda-ekspert Mark Sageman sættes processen ofte i gang ia bunch of guys - en gruppe venner .

I et snart klassisk studie fra 2004 af 172 tidligere eller nuværende al-Qaeda-medlemmers vej ind i terror, konkluderer han, at venskab og familiebånd var de mest fremtrædende fælles træk til at forklare, hvorfor de meldte sig under al-Qaedas faner.

Al-Qaedas folk blev således ikke rekrutter, fordi de var fattige, desperate, naive og generelt modtagelige over for hjernevask og rekruttering til terror. Der var rekrutter fra både velstående familier, fra middelklassen og fra de lavere sociale lag. Langt hovedparten havde gået på universitetet og var uddannede læger, arkitekter, præster og lærere, men der var også politi- og militærfolk, mekanikere, mindre forretningsdrivende og studerende iblandt samt en række uden hverken faglig eller boglig uddannelse. Til gengæld var mange af dem arbejdsløse. Sageman fandt - som størstedelen af resten af forskningsverdenen - ingen beviser for, at der blandt al-Qaeda-medlemmerne var særligt mange tilfælde af psykisk sygdom eller paranoia, ligesom han ikke fandt spor af nogen såkaldt 'terroristisk personlighed'.

Ingen traumer

En af Sagemans iagttagelser var, at al-Qaeda-rekrutterne som gruppe betragtet havde haft "overraskende få personlige traumer i deres liv", når man tog deres baggrund i hovedsageligt Mellemøsten i betragtning.

Til gengæld var næsten en tredjedel vokset op som enten flygtninge, andengenerationsindvandrere eller gæstearbejdere, og 99 procent var - da de lod sig rekruttere til al-Qaeda - stærkt troende, mens kun halvdelen havde været troende som barn og ung. Således var hverken Khan eller hans forældre specielt religiøse, da han var ung - snarere tværtimod. Som teenager "glemte" han efter sigende sin muslimske baggrund og forsøgte at "komme af med sin etniske hudfarve", som et vidne udtrykker det.

Han kaldte sig 'Sid', gik i cowboystøvler og læderjakke, og efter et besøg i USA som 15-årig, lovpriste han the American way of life. Tiltrækningen mod den radikale islamisme tog først fart efter, at Khan kom på universitetet - og eskalerede efter 11. september 2001.

Søgen efter identitet

Mark Sageman har i sin forskning koncentreret sig om den såkaldte 'første generation' af al-Qaeda-terrorister, som deltog i kampe i Afghanistan op gennem 1990'erne. Andre forskere har i stedet fokuseret på fænomenet 'hjemmedyrkede terrorister', som er terrorister, der er vokset op i Europa, og hvis radikaliseringsproces har fundet sted i en vestlig kontekst.

I undersøgelsen af 'hjemmedyrkede terrorister' har fokus primært været på, hvilken betydning manglende integration i det omkringliggende samfund har for radikaliseringsprocessen. Også den radikale islamismes rolle og den rolle, gruppedynamikker og de såkaldte 'radikalisatorer' - altså folk, der virker aktivt for at indoktrinere eller rekruttere villige til terror - spiller i et radikaliseringsforløb, har tiltrukket sig opmærksomhed.

Ofte konkluderer undersøgelserne dog, at disse faktorer nok giver radikaliseringsprocessen næring og retning, men ikke altid forklarer, hvorfor en person overhovedet er modtagelig for radikale tanker. Nogle af de førende europæiske forskere på området, hollænderne Frank J. Buijs, Froukje Demant og Atef Hamdy, taler således om, at "større begivenheder" i ens liv - at flytte til storbyen for at begynde på universitetet, et dødsfald i familien, et alvorligt tilfælde af diskriminering, en politisk begivenhed for eksempel i Mellemøsten - kan virke "udløsende" eller i hvert fald "forstærkende" på en radikaliseringsproces.

"Mohammed Bouyeri, som stod bag mordet på filminstruktøren Theo van Gogh, hans mor døde for eksempel kort tid, inden Bouyeri angreb van Gogh. Og hun var den eneste, som Bouyeri havde et godt forhold til, den eneste han talte med," siger Atef Hamdy. Efter moderens død gik Bouyeri i gang med aktivt at søge efter noget, der kunne give ham en forklaring på det uforklarlige, altså moderens død, og den fandt han i en radikal udgave af islamismen.

"Teorien om 'større begivenheders' indflydelse på radikaliseringsprocessen er dog nok mest relevant der, hvor man ikke har at gøre med organiserede terrornetværk eller folk, som har været i træningslejr eller lignende," siger Atef Hamdy.

Et af de begreber, som de tre hollændere, Buijs, Demant og Hamdy, arbejder med, er ideen om den "hybrididentitet", som mange andengenerations europæiske muslimer kæmper med:

På den ene side føler de, at de ikke hører ordentligt til i det europæiske land, de er født eller opvokset i. På den anden side føler de heller ikke, at de hører hjemme i deres forældres eller bedsteforældres hjemland. Hvis personen så eksempelvis oplever en større personlig krise, igangsættes en aktiv søgen efter identitet og mening med livet, og begge dele kan de radikale grupperinger tilbyde, konkluderer forskerne.

Til gengæld kan en modsatrettet proces, en af-radikalisering, også sættes i gang på baggrund af ganske få og tilfældige møder med enkeltpersoner. Ifølge Atef Hamdy kunne "en snak med en nabo, et møde med en politimand, som de kendte, eller en af deres børns lærere" virke væsentligt af-radikaliserende.

Jørgen Staun er ph.d. og projektforsker på DIIS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu