Læsetid: 10 min.

EU's fælles front mod terror uden reelle muskler

Øget overvågning, fælles terrorliste og tæt samarbejde mellem efterretningstjenesterne. EU har vedtaget en lang række tiltag mod terror, men de har begrænset effekt
Danske politikere har talt om at forbyde den yderligtgående muslimske organisation Hizb ut-Tahrir pga. dens verbale angreb mod demokratiske skikke og love. Takket være demokratiet kunne Hizb ut-Tahrir i februar i år gå gennem Københavns gader i protest mod -de hadefulde krænkelser af profeten Muhammed-, da en række danske aviser atter valgte at trykke en af de omstridte Muhammed-tegninger, inklusive Information.

Danske politikere har talt om at forbyde den yderligtgående muslimske organisation Hizb ut-Tahrir pga. dens verbale angreb mod demokratiske skikke og love. Takket være demokratiet kunne Hizb ut-Tahrir i februar i år gå gennem Københavns gader i protest mod -de hadefulde krænkelser af profeten Muhammed-, da en række danske aviser atter valgte at trykke en af de omstridte Muhammed-tegninger, inklusive Information.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

9. december 2008

En tidlig morgen i november 2003 går det britiske anti-terrorkorps i stilling i St. James Street i Gloucester i det sydvestlige Storbritannien, hvor det formodede al-Qaeda-medlem Saajid Badat bor hos sin familie. Hele området er spærret af og op mod 100 huse evakuerede. Politiet frygter, at Badat opbevarer store mængder sprængstof på ejendommen. Men netop som anti-terrorkorpset skal til at storme huset, sker der noget overraskende. Saajids far, Muhammed Badat, ser afspærringerne for enden af vejen og inviterer betjentene indenfor til te.

Saajids forældre står således helt uforstående over for beskyldningen om, at deres søn skulle være i ledtog med al-Qaeda. Selv da politiet under Saajids seng finder plastisk sprængstof og en detonator magen til den, 'sko-bomberen' Richard Reid havde brugt i sit mislykkede bombeangreb på flyveren fra Paris til Miami i efteråret 2001, kan hverken hans forældre eller familiens naboer tro politiets anklager.

Den pæne terrorist

Den 25-årige Saajid Badat er tilsyneladende prototypen på en velintegreret britisk muslim. Som 11-årig vinder han en eftertragtet plads på Gloucesters historiske Crypt Grammar School for Boys, og ifølge alle udsagn har han trods sin muslimske baggrund ingen problemer med at passe ind i den britiske Church of England-skole. Hans tidligere klassekammerater og lærere beskriver ham som en venlig og populær elev. Han er tillige en dygtig fodboldspiller, der i weekenden spiller for et lokalt søndagshold, Asian Stars.

Saajid er Liverpool-fan, og selv om det ifølge en striks fortolkning af islam, som han følger, er forbudt at se levende billeder, så finder Sajid en løsning: Han følger sit yndlingsholds kampe i radioen. Saajid forlader skolen med lutter topkarakterer og bliver i 1997 optaget på universitetet i London.

Men sideløbende konspirerer Saajid Badat sammen med et netværk af radikale islamister fra hele Europa om at angribe en række centrale europæiske og amerikanske mål. Således viser optrævlingen af et vidtforgrenet europæiske terrornetværk omkring Finsbury Park-moskeen i London, at Saajid Badat angiveligt skulle have været et led i al-Qaedas anden angrebsbølge mod USA efter 11. september 2001, men at han fortrød sit forehavende.

Efterforskningen afslører imidlertid også dybe huller i det europæiske anti-terrorsamarbejde, der, på trods af en lang række fælles tiltag efter 11. september 2001, endnu er opdelt i selvstændige nationale enheder, som ikke er ovenud lykkelige for at udveksle følsomme oplysninger. Ikke kun i befolkningerne er der skepsis over for øget EU-samarbejde på områder som sikkerhed og terrorisme. Også i efterretningstjenesterne og i regeringskredse - eksempelvis i Storbritannien - er der folk, som er stærkt kritiske over for fælleseuropæiske tiltag. Enten fordi man mener, at terror ikke er et område, hvor EU bør blande sig. Eller fordi man mener, at værktøjerne ikke er i orden.

Terrorist eller frihedskæmper

Selv om en række af de europæiske lande længe har kæmpet mod terrorisme i form af grupper som for eksempel irske IRA og baskiske ETA, har terror historisk ikke været et område, hvor EU har blandet sig.

De europæiske demokratier holdt i tiden efter Anden Verdenskrig fast i princippet om, at når det drejer sig om politiske forbrydelser, så ønskede man - på grund af erfaringerne fra kampen mod det nazistiske Tyskland - ikke at udlevere eftersøgte personer til hinanden.

En lille ændring kom i 1977 med Den Europæiske Konvention om Undertrykkelse af Terrorisme. Heri forpligter staterne sig til enten at udlevere eftersøgte terrorister eller selv retsforfølge dem. Men konventionens intention bliver udvandet allerede i artikel 5, der tillader den enkelte stat at nægte at udlevere en eftersøgt, såfremt man finder, at personen bliver retsforfulgt på grund af race, religion, nationalitet eller politisk holdning.

"De europæiske stater ønskede at fastholde deres suverænitet over spørgsmål om national sikkerhed og lov og orden", som professor Paul Wilkinson fra Institut for Sikkerhedsstudier i Paris tolker det.

Så på trods af at EF i 1992 blev til EU med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser - og dermed også for forbrydere og terrorister - så nåede politiets og anti-terrormyndighedernes lange arm i de fleste tilfælde ikke længere end til den enkelt landegrænse. Det gav et praktisk problem: Der manglede - og mangler stadig - en fælles europæisk styrke til at jagte de terrorister, som opererer på tværs af landegrænser i EU.

Dagen derpå i Europa

Først efter al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001 kom der for alvor gang i EU's anti-terrorsamarbejde.

I løbet af få uger blev stats- og regeringscheferne i EU enige om en fælles definition af terror, en fælles terrorliste, en harmonisering af strafferammerne, indgreb mod finansiering af terror, ligesom man blev enige om fremover at koordinere de enkelte medlemslandes anti-terrorindsats. Derudover vedtog man at arbejde sammen om at begrænse sårbarheden af det, man kalder 'kritisk infrastruktur' - eksempelvis el- og drikkevandsforsyning og it- og kommunikationssektoren.

"Den 11. september åbnede brutalt vore øjne. De kræfter, som vi er konfronteret med, er ikke forsvundet. Religiøs fanatisme, etnisk nationalisme, racisme og terrorisme vinder frem, og de næres fortsat af regionale konflikter, fattigdom og underudvikling," som man udtrykte det i fælleserklæringen fra EU-rådsmødet den 15. december 2001.

En af EU's væsentligste nyskabelser var den fælles arrestordre fra 2002, hvor udlevering af mistænkte blev en ren formsag.

Ved at hvert land anerkender de andre EU-landes juridiske domme, afskaffes de langsommelige udleveringsprocedurer. Arrestordren trådte i kraft den 1. januar 2004, og allerede inden for det første år blev flere end 100 personer udleveret fra myndighederne i ét EU-land til myndighederne i et andet EU-land. Udleveringsproceduren tog i gennemsnit 45 dage mod tidligere ni måneder.

Handlingsplan mod terrorisme

Den livlige aktivitet, som EU lagde for dagen umiddelbart efter 11. september 2001, varede dog ikke ved.

Tre dage før al-Qaedas terrorangreb i Madrid den 11. marts 2004 viste en rapport eksempelvis, at en række af medlemslandene ikke havde gjort noget for at føre anti-terrorsamarbejdet ud i livet. Men Madrid-angrebet, hvor 191 mennesker blev dræbt og over 1.800 såret, satte igen fokus på fælles terrorbekæmpelse, og kort efter lancerede EU's stats- og regeringschefer en ambitiøs Handlingsplan mod Terrorisme.

"Terrortruslen er en trussel mod vor sikkerhed, vort demokrati og vores måde at leve på i Den Europæiske Union. Vi vil gøre alt i vor magt for at sikre vore befolkninger mod denne trussel," sagde den irske premierminister Bertie Ahem, som på det tidspunkt havde EU-formandskabet.

Handlingsplanen identificerede syv såkaldte strategiske prioriteter, som EU skal tage sig af:

Blandt andet skal man forbedre den internationale anti-terrorindsats, ligesom man skal styrke EU-landenes egen evne til at opdage, forhindre og retsforfølge terrorister. Desuden skal man søge at reducere terroristers adgang til penge, beskytte den internationale transport af varer og sikre en effektiv grænsekontrol og bekæmpe de faktorer, som leder til radikalisering. Som led i handlingsplanen satte man ikke færre end 150 forskellige initiativer til bekæmpelse af terror i gang, herunder værktøjer til krisehåndtering og forbedring af forsvarsberedskabet.

Den hollandske politiker Gijs de Vries blev udnævnt til EU's anti-terrorkoordinator - i 2007 blev han afløst af Gilles de Kerchove. Han skal koordinere de mange forskellige tiltag, som bliver vedtaget i EU-systemet.

Også EU's højtstående koordinator for EU's sikkerheds- og udenrigspolitik, spanieren Javier Solana, har fået sin egen terrorafdeling, det såkaldte Joint Situation Center (SitCen). Her samler efterretningsfolk fra medlemslandene informationer om trusselsbilledet fra hvert af de enkelte landes efterretningstjenester for dermed at højne det fælles informationsniveau om terrortruslen mod Europa.

Begge tjenester supplerer det arbejde, som Eurojust og Europol - især Europols terrorenhed SC5 - gør for at koordinere henholdsvis retsvæsnets og politiets arbejde i EU.

Biometriske data og grænseagentur

Samtidig har EU's stats- og regeringschefer vedtaget et program, der skal beskytte borgerne mod trusler fra masseødelæggelsesvåben, og man har gennemført ensartede standarder for lufthavnssikkerhed. Efter amerikansk forbillede og hårdt pres har man indført biometriske data i EU-borgernes pas, hvorved de bliver langt vanskeligere at forfalske: I første omgang består de biometriske data af elektronisk scannede billeder, og fra juli 2009 suppleres de af digitalt lagrede fingeraftryk.

Derudover er der oprettet et fælles europæisk grænseagentur, Frontex, med base i Warszawa. Grænseagenturet skal styrke overvågningen af den fælles europæiske ydre grænse. På det seneste har EU endvidere med en ny rammeafgørelse styrket indsatsen mod folk, der opfordrer, rekrutterer eller træner andre til at begå terror.

På det udenrigspolitiske område har EU siden 11. september 2001 hjulpet en række lande uden for EU med at opbygge og træne sikkerhedsstyrker, dommere og fængselspersonale.

Samtidig yder man økonomisk støtte til forskellige lande - i første omgang Indonesien, Pakistan og Filippinerne - så de bedre er i stand til at leve op til FN's resolutioner om terrorbekæmpelse. Derudover er der afsat ikke færre end 100 millioner euro (750 millioner kr.) til frem til år 2012 at sikre farligt materiale, først og fremmes højt beriget uran og plutonium i det tidligere Sovjetunionen.

Folketinget sendte endvidere i foråret en ny EU-rammebekendtgørelse om bevissikringskendelse til anden behandling. Loven indebærer, at et EU-medlemsland skal kunne udstede en retskendelse, der påbyder et andet EU-land, eksempelvis Danmark, at udlevere allerede eksisterende bevismateriale i en given kriminalsag, uden at de danske myndigheder skal efterprøve, om der er tilstrækkeligt grundlag for sagen. Kun hvis det danske politi eksempelvis skal ransage en bolig for at fremskaffe beviset, skal de danske domstole involveres, ellers ikke. Rækken af lovovertrædelser, som ifølge forslaget kan være dækket af ordningen, er omfattende. Ud over terror og organiseret kriminalitet er også seksuel udnyttelse af børn, bestikkelse, miljøkriminalitet, racisme og fremmedhad med på listen.

Papirtiger uden relle muskler

På papiret ser EU's anti-terrortiltag imponerende ud. Men i virkeligheden spiller EU endnu kun en underordnet rolle i terrorbekæmpelsen. Sikkerhed og især efterretningsarbejde anses i de enkelte lande stadig som noget, der primært hører hjemme på nationalstatsniveau.

"Når det gælder terror, kan EU kun hjælpe, men det er medlemslandene, der selv må tage skridtet. Terrorister kan stadig krydse grænserne nogenlunde frit, mens der er klare begrænsninger, når det gælder politi-virksomhed og juridiske regler," siger Daniel Keohane fra Institute for Security Studies i Paris.

Også beskyttelsen af civilbefolkningen forbliver indtil videre en opgave for de enkelte stater, og EU har for eksempel ikke mulighed for at udstede fælles, bindende regler og standarder for udstyr. Det betyder, at solidaritets-erklæringen efter Madrid-bomberne i 2004, hvor EU-landene lovede at komme hinanden til hjælp i krisesituationer, i praksis har begrænset værdi. Hvis Sverige eksempelvis i en krisesituation sender udstyr til bekæmpelse af brande til en katastrofe i Danmark, kræver det helt basalt, at brandslangerne passer til de danske brandhaner, og det er der endnu ingen garanti for.

Alligevel mener Daniel Keohane, at der er tale om "en succes" i forhold til for blot få år siden.

"Tænk på opgavens omfang. Det har ikke været let at harmonisere en så følsom lovgivning, som den på terrorområdet. Og det ikke har været nogen let opgave at få efterretningstjenesterne til at samarbejde," siger han.

Udveksling af efterretningsoplysninger foregår som regel ud fra et gensidighedsprincip: Møder man op med interessante varer i kurven, kan man bytte med de andre. Ellers holdes informationerne tæt ind til kroppen. Da man ikke kan være sikker på, at følsomme efterretninger ikke lækkes, hvis kredsen, man deler oplysningerne med, er stor, er udvekslingen af følsomme efterretninger stadig begrænset, ikke mindst fordi det fortsat er op til de enkelte lande, hvilke og hvor mange informationer de ønsker at afgive til Europol, Eurojust eller SitCen.

"Men efterretningstjenesterne samarbejder faktisk mere i dag. Nok er man endnu varsomme med følsomme efterretninger, men analyserne deles. Også politisamarbejdet er blevet forbedret, her har eksempelvis Frontex (EU's grænseagentur, red.) hjulpet," siger Keohane.

MR: Falsk tryghed

Da Madrid-bomberne faldt, havde hverken Tyskland eller Italien gennemført den fælles europæiske arrestordre, og da London blev angrebet af al-Qaeda i juli 2005, havde Italien netop - som det sidste land - omsat den fælles arrestordre til national lovgivning. Uden den fælles arrestordre ville de britiske myndigheder have skullet vente op mod ni måneder, før de kunne få en af de formodede deltagere i den mislykkede anden angrebsrunde, Hamdi Issac, der var flygtet til Italien, udleveret til afhøring. Det var i al fald gennemsnitstiden for udlevering, inden arrestordren trådte i kraft.

EU's anti-terrorkoordinator offentliggør løbende lister over, hvor langt de enkelte medlemslande er kommet med gennemførelsen af EU's anti-terrortiltag. Men hans eneste pressionsmiddel herudover er overtalelsens kraft. Konsekvensen er, at EU's mange tiltag ender som tomme slag i luften, der tilmed kan give borgerne en falsk følelse af tryghed. Det mener Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet:

"Det er klart, at meget af det her også handler om, at EU skal vise handlekraft på et så vigtigt område som terror. Problemet er, hvis der ikke er magt bag forslagene. Og hvis det viser sig, at det ikke har nogen konsekvenser, hvis man ikke følger retningslinjerne. Så kan man reelt set ikke vide, om det skaber mere sikkerhed eller ej. EU har sat sig mellem to stole. På den ene side vil man gerne gøre noget, men man har ikke instrumenterne til det," siger hun.

Det kan imidlertid ændre sig, hvis Lissabon-traktaten vedtages på et tidspunkt, mener hun.

"Hvis flere af disse områder bliver gjort overstatslige - mod i dag mellemstatslige - så får domstolen nogle juridiske instrumenter, så man kan tvinge medlemslandene til at leve op til de fælles afgørelser," siger Marlene Wind.

Bokse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu