Læsetid: 7 min.

Finanskrisen bremser Indiens vækst

Indiens erhvervsliv og politikere vil nødigt erkende det, men landets økonomi er ikke stor nok til at være immun over for international recession. Flader de senere års fremgang ud, kan det få fatale følger for det vældige lands sociale harmoni
Indiens politikere opfordrer landets erhvervsliv til at sænke priserne for at afhjælpe den vigende efterspørgsel. Det tyskejede Metro Cash and Carry supermarked, der forleden åbnede en filial i Kolkata, synes at have fulgt den opfordring. Erhvervslivet efterspørger til gengæld et finanspolitisk indgreb til at sætte skub i økonomien.

Indiens politikere opfordrer landets erhvervsliv til at sænke priserne for at afhjælpe den vigende efterspørgsel. Det tyskejede Metro Cash and Carry supermarked, der forleden åbnede en filial i Kolkata, synes at have fulgt den opfordring. Erhvervslivet efterspørger til gengæld et finanspolitisk indgreb til at sætte skub i økonomien.

Deshakalyan CHOWDHURY

5. december 2008

Huspriserne styrtdykker, kreditmarkederne er indefrosset, forbrugertilliden bryder sammen, bilindustrien står stille, børsindekset er halveret ...

Lyder det fortærsket? Jovist, men blot er dette hverken USA eller Europa, men Indien - en økonomi, som for blot et par måneder stadig red på toppen af en vækstbølge, og hvis tilsyneladende modstandsdygtighed over for bankkrisen lignede en modgift imod al den finanstumult, som de mere fremskredne vestlige lande måtte brydes med.

Men ej heller de nye markeder ser ud til at kunne slippe fri af kreditkrisens destruktive omfavnelse. Hvor Indiens økonomi i august endnu drønede derudad med en vækstrate så høj som ni procent, er den inden for de sidste par måneder blevet ramt af brat opbremsning.

Til åbenlys forvirring for de indiske politikere og virksomhedsledere er bankkrisen kommet til subkontinentet. Den har kastet kreditmarkederne ud i vildt kaos og sendt efterspørgslen i frit fald over en bred vifte af industrier. Oven i alt dette bragte sidste uge så også terrorangrebene i Mumbai, der midlertidigt lukkede børsen i storbyen, og som har skabt en politisk anspændt stemning og fået forholdet til nabostaten Pakistan til at fryse til de laveste kuldegrader siden 1998. Terroraktionerne må også forventes at afskrække udenlandske investorer og turister, noterer iagttagere.

Den såkaldte afkoblingsteori, ifølge hvilken Indiens og Kinas økonomier skulle have vokset sig tilstrækkeligt store til at være 'koblet af' de højt udviklede landes økonomier, ligger i ruiner. Og selv om der endnu ikke er tale om decideret recession, så kan det for en nation, hvor over ti millioner mennesker hvert år søger ud på arbejdsmarkedet, være særdeles ubehageligt, når væksten aftager med bare et par procent.

Lavere vækst

Som i Europa og USA for seks-ni måneder siden synes Indiens politiske og økonomiske elite kun tøvende at erkende den økonomiske dommedagsmaskine, der for fuld fart er på vej imod dem.

Finansminister Palaniappan Chidambaram skyder således en del af skylden for opbremsningen på mediernes "skræmmekampagner" og opfordrer virksomheder og forbrugere til ikke at gøre sig til "medløbere for sortseere".

Chidambaram forventer, at afmatningen bliver kort, men erkender, at den vil reducere Indiens vækst i næste regnskabsår til noget nær de 6,3 procent, som IMF's seneste prognose forudsagde. Derefter forventer han et hastigt opsving tilbage til niveauet på ni procents vækst eller yderligere økonomisk ekspansion.

KV Kamath, topchef i ICICI Bank og formand for det indiske industriforbund, Confederation of Indian Industry (CII), deler tilsyneladende vurderingen. Da han for nylig talte på et økonomiske topmøde i Delhi insisterede han på, at de aktuelle "forstyrrelser" på kreditmarkedet næppe varer længere end seks til otte uger.

"Et tab af tillid er opstået som følge af udefrakommende faktorer, herunder et kollaps i råvare- og oliepriser. Mange kunder køber ikke fra lagrene, fordi de ikke ved, hvornår priserne vil stabilisere sig, og det har fået efterspørgslen i visse brancher til at fordufte. Regeringen tilskynder industrien til at hjælpe med til at lette prisafklaringen ved at sænke priserne, og finansministeren har tilkendegivet, at han vil se på punktafgifterne, hvis industrien lever op til sit ansvar. Renten skal sænkes med 200-300 basispoint og det offentlige forbrug sættes i vejret," sagde Kamath

Han er overbevist om, at med de rigtige signaler fra myndighederne i form af penge- og finanspolitiske tiltag vil bankerne inden længe kunne genoptage deres udlånsvirksomhed.

I fornægtelse

Ministre taler om nødvendigheden af et politisk indgreb, og der er bestemt ikke mangel på møder på højt plan for at afhjælpe krisen, men bortset fra beskedne støttetiltag over for likviditet og rente har initiativerne været sparsomme.

Til trods for alle de fine ord om nødvendigheden af at genoplive Doha-runden og protektionismens vildveje under G20-mødet i Washington for nylig, har Indien i stedet indført importafgifter, fem procent på stål og 20 procent på rå sojaolie. Angiveligt for at kompensere for mistede indtægter på grund af nedgang i efterspørgslen, men også med det indlysende formål at støtte lokale producenter mod udenlandsk konkurrence. Det skaber frygt for, at en ny bølge af gengældelsesprotektionisme vil gøre en slem recession til en regulær depression, og konturerne af den udvikling tegner sig allerede.

De udenlandske prognoser for Indiens økonomi er markant mere dystre end forventningerne hos Indiens egne virksomheder og politiske ledere, og bliver næsten dag for dag nedjusteret.

Pramod Bhasin, administrerende direktør for Indiens førende callcenter-virksomhed, Genpact, beskylder politikerne for selvtilfredshed og illusionstænkning.

"Det er min klare opfattelse, at vi står midt i en alvorlig krise, som de foreliggende tal ikke afspejler," siger han.

"Spørg blot de små og mellemstore virksomheder, om de kan få kredit, om de får betalt deres tilgodehavender osv., og der tegner sig et dystert billede. Virksomhedsledere og politikerne er enten i en tilstand af fornægtelse eller uvidende om realiteterne," siger Pramod Bhasin.

Han er en af Indiens mest ansete iværksættere og kræver øjeblikkelig handling.

"Vi har hårdt brug for finanspolitisk stimulans. Staten kontrollerer stadig hovedparten af økonomien. Tallene er aldrig set så alarmerende før. Det her er ikke noget, vi kan parlamentere om i tre måneder," siger Pramod Bhasin.

Ingen grund til panik

Ganske som de europæiske regeringer for nogle måneder siden har Indiens politiske ledere søgt tilflugt i at give 'udefrakommende faktorer' skylden for sammenbruddet i tilliden og insisteret på, at Indiens angiveligt så stærke økonomiske fundament gør økonomien bedre rustet til ride stormen af end de fleste andre lande.

Som finansminister Chidambaram udtrykker det:

"Vi oplever de afledte effekter af den finansielle krise i de udviklede lande. Vi er ikke årsag til problemet, men bliver presset til at blive en del af dets løsning. Omkring halvdelen af vores økonomi bygger på et landbrug, som fortsat er i kraftig vækst. Vi har haft en god monsun og har udsigt til snarlig rekordhøst. Dette vil i sig selv sikre rimelig vækst. Der er ganske vist visse likviditetsproblemer i de små virksomheder, men vi er fast besluttede på at tilføre systemet den likviditet, som den behøver."

Og ministeren tilføjede:

"Vi oplever en afmatning, men hvorfor skulle en vækst på syv procent være grund til at iføre sig sæk og aske? Vi står ikke over for en recession. Hverken i år, næste år eller året efter."

Som Kamath synes han at mene, at den vigtigste årsag til tillidskrisen er råvarepriserne, og han fastholder, at en del af løsningen må bestå i, at industrien sænker priserne.

"Hoteller må sænke deres takster, luftfartsselskaberne mindske priserne, boligomkostningerne må ned og bil- og motorcykelproducenterne sælge billigere," sagde Chidambaram ved det økonomiske topmøde.

Som modydelse vil Indiens regering overveje nedskæringer i punktafgifterne, tilføjede han.

I bakgear

Ikke overraskende har disse ord ikke gjort indtryk på erhvervslivets ledere, der henviser til de fortsat stigende omkostninger og svækkede avancer. Som tingene udvikler sig, kan virksomhederne meget vel se sig nødsaget til under alle omstændigheder at sænke priserne for at stimulere efterspørgsel og forsvare markedsandele.

Så hvori består det stærke økonomiske fundament, som Chidambaram påberåber sig?

På den positive side kan noteres, at den indiske økonomi ikke primært er drevet af eksport, men af indenlandsk efterspørgsel, ligesom eksporten under alle omstændigheder bør blive hjulpet på gled af den svage rupee. Opsparingsraten er stærk sammenlignet med de vestlige lande svarende til omkring 35 procent af BNP, og subkontinentet har i de gode tider oparbejdet en betydelig reserve af udenlandsk valuta. Renten er forholdsvis høj, hvad der levner rigelig plads for pengepolitiske lempelser, og økonomien er stadig domineret af landbrugssektoren, som bør være upåvirket af kreditsammenbruddet. Boliger og finansvæsen udgør fortsat relativt små dele af økonomien.

Men der er også rigeligt med negative sider. Inflationen er stadig høj, omkring ni procent, det skattemæssige underskud giver begrænsede muligheder for at skabe økonomiske incitamenter, krisen i likviditet og tillid begynder nu at stramme til, og den engang så betydelige tilstrømning af udenlandsk kapital, der jagtede at blive del af Indiens vækstsucces, er sat i kraftigt bakgear.

Håbet udskudt

Det fremgangsrige erhvervsliv i Indien repræsenterer dog håbets triumf over modgangen. Som Genpact-direktør Bhasin udtrykker det:

"Så store er de problemer, vi står over for, at man simpelt hen ikke kan drive forretning i Indien, medmindre man optimist."

Og der er stadig mange optimister i Indien. De fleste vestlige virksomheder erklærer, at de er kommet hertil for at blive og ekspandere uanset problemerne derhjemme. Befolkningsudviklingen i den store nation skaber enestående markedsmuligheder. Dertil har Indien behov for yderligere vækst i et forceret tempo, hvis det skal kunne opfylde forhåbningerne hos sin overvældende ungdommelige befolkning.

I Europa er vi bekymrede for virkningerne af kreditkrisen på vore arbejdspladser og levestandard, men for det store befolkningsflertal i Indien repræsenterer de potentielle ulykker hele forskellen mellem at leve i fortsat frigørelse fra fattigdom - eller at falde tilbage til farlige frustrationer og social uro.

Hvis optimisme er et indisk særkende, er et andet resignation eller passiv accept af ens lod i livet. Indien kan få brug for begge egenskaber for at redde sig igennem de hårde tider, der ligger forude. De seneste års opsving forekom at give løfter om en bedre fremtid for alle, men viste sig at være en kreditoppumpet illusion. For Indien er håbet endnu engang udskudt til morgendagen.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu