Læsetid: 7 min.

Et hav af problemer

Klimaforandringer handler ikke længere bare om atmosfærens opvarmning. CO2-udledningerne forårsager nu en dramatisk forsuring af verdenshavene, som forløber meget hurtigere end forudset og truer vitale økosystemer
Koralrevene, der er vokset frem over årtusinder, risikerer at være væk i løbet af de kommende 20-40 år, hvis CO2-udledningen ikke begrænses voldsomt, forudsiger rapport offentliggjort op FN-s klimamøde i Poznan for nylig

Koralrevene, der er vokset frem over årtusinder, risikerer at være væk i løbet af de kommende 20-40 år, hvis CO2-udledningen ikke begrænses voldsomt, forudsiger rapport offentliggjort op FN-s klimamøde i Poznan for nylig

27. december 2008

Den ved det ikke selv, men den er i fare, Humboldt-blæksprutten. Den 10-armede, op til to meter lange og 50 kilo tunge havets jæger, der i flokke på op til 1.000 individer kan stryge som lydløse torpedoer gennem havet med 20 kilometer i timen i jagten på bytte. Med deres store øjne, grumme næb og talløse sugekopper på de lange fangarme er de store blæksprutter effektive i jagten på fisk og krebsdyr. Gennem de seneste årtier har de bredt sig fra de varmeste dele af Stillehavet til nu at kunne træffes lige fra Patagonien i syd til de kolde nordlige farvande ved Alaska. Nogle steder konkurrerer de med lokale fiskere om havets fisk, andre steder udgør de selv en vigtig del af fiskeriet.

Sådan bliver det næppe ved.

"Blæksprutterne vil blive sløvere og mere sårbare over for rovdyr, fordi de ikke længere vil være i stand til at flygte fra dem," siger Rui Rosa, havbiolog ved Universitetet i Lissabon. Sammen med kollegaen Brad Seibel, University of Rhode Island, har Rosa netop i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences offentliggjort ny forskning, der fortæller, hvordan klimaændringerne vil ramme de store blæksprutter.

Humboldt-blæksprutten må om dagen søge sit bytte på dybt vand, hvor iltindholdet er lavt. For at klare det, må den køre sit stofskifte ned på meget lavt niveau, og det er kun muligt, fordi den om natten kan svømme nærmere overfladen og lade op med frisk ilt.

Problemet er, at havet forandrer sig i takt med atmosfæren ovenfor. Havvandet bliver varmere og kan dermed rumme mindre ilt. Samtidig opsuges stadig mere CO2 af vandmasserne som konsekvens af den menneskeskabte stigning i atmosfærens indhold af drivhusgassen. Det gør havvandet mere surt.

Seibel og Rosa har i akvariet udsat Humboldt-blæksprutter for de CO2-niveauer, der forudses i verdenshavene i slutningen af dette århundrede, og resultatet er ikke godt nyt for de store bløddyr.

"Vi påviser, at havenes forsuring markant vil sænke stofskiftehastigheden (med 31 pct.) og aktivitetsniveauet (med 45 pct.) i Humboldt-blæksprutten," skriver forskerne i den videnskabelige artikel.

Det vil gøre blæksprutterne langsommere og dermed til lette ofre for tandhvaler og andre af havets rovdyr, og det kan samtidig få blæksprutterne til at lede efter mere passende farvande. I begge tilfælde kan det indebære betydelige forandringer i havenes økosystemer, advarer Seibel og Rosa.

Det er for surt

Blæksprutten kan trøste sig med, at der er langt til år 2100. Andre af havenes økosystemer og levende arter mærker allerede nu, at noget er ved at ændre sig. Fra mange sider melder videnskabsfolk, at klimaforandringerne i atmosfæren for alvor er ved at gå i havene. Med en hast, der overstiger modelberegningerne.

Der er ikke noget nyt i, at CO2 i luften trænger ned i havet. Det er en naturlig proces, som vi kan takke for, at den globale opvarmning ikke allerede er værre.

Havet er som en svamp, der gennem de seneste to århundreder har suget 4-500 milliarder ton CO2 ud af atmosfæren - svarende til halvdelen af al den CO2, mennesket har udledt ved afbrænding af fossile brændsler.

I øjeblikket optager havet over syv mia. ton CO2 årligt - 30 pct. af det, der for tiden udsendes via menneskets aktiviteter. Ét ton pr. verdensborger pr. år.

Før industrialiseringen tog fart, var der ligevægt mellem luftens og havets CO2-puljer. CO2 tilførtes vandmasserne i samme takt, som det blev frigivet. Men siden brugen af fossile brændsler for alvor begyndte, er trafikken gået den ene vej, og det ændrer nu havenes sammensætning.

"Havene er syge. Vi ved ikke præcis hvor syge, men der er tilstrækkeligt med beviser til, at vi kan sige, at havenes kemi ændrer sig, at nogle af havets organismer vil blive påvirket, og at beslutningstagerne må mande sig op og forholde sig til det," sagde for nylig den amerikanske havforsker James Orr, formand for en international FN-konference om klimaforandringer i havene, som blev afholdt i Monaco.

Når CO2 opsuges i havet, opløses det og bliver til kulsyre-ioner, der gør havvandet surere.

"Siden den industrielle revolution er surhedsgraden af de øvre vandmasser øget med 30 pct. Denne forandring er større og foregår omkring 100 gange hurtigere end tidligere begivenheder med forsuring gennem mange millioner år," sagde James Orr.

Halvdelen af denne forsuring er foregået inden for de seneste tre årtier, understregede han.

Og måske går det endnu hurtigere end antaget. Forskere fra University of Chicago har netop i Proceedings of the National Academy of Sciences offentliggjort målinger af havvandets surhedsgrad ved Tatoosh Island på den amerikanske vestkyst.

"Den stigning i surhedsgrad, vi registrerede (siden år 2000), var af samme størrelsesorden, som vi har ventet at se gennem hele dette århundrede. Det er et advarselssignal om, at havene måske ændrer sig hurtigere, end mange regner med," siger havbiolog Timothy Wooton fra forskerholdet.

Ifølge forskerne sker forsuringen i området 10 gange hurtigere end forudsagt i modelberegninger.

Den forandring kan mange af havets levende organismer ikke holde trit med. Med forsuringen skrumper havets pulje af de karbonat-ioner, som alle organismer med kalkstrukturer er afhængig af. Som ved menneskelig knogleskørhed vil deres indre eller ydre skelet svækkes eller ikke kunne opbygges. Listen over udsatte organismer er lang: plante- og dyreplankton, snegle, muslinger, østers, krabber, hummere, søstjerner, søpindsvin, koralrev. Samt efterfølgende alle de dyr højere oppe i fødekæden, der lever af disse organismer.

Korallerne blegner

Koralrevene, vokset frem over årtusinder, er mest udsatte.

"Hvis de nuværende tendenser for CO2-udledningen fortsætter, kan mange af de tilbageværende koralrev være tabt inden for de kommende 20-40 år," sagde The Global Coral Reef Monitoring Network i en statusrapport offentliggjort på FN's klimamøde i Poznan for nylig.

Selve den opvarmning af havet, som drivhusgasserne er årsag til, får korallerne til at udstøde de alger, der giver dem næring og farve, og derved sker den afblegning, der i sig selv er et synligt sygdomstegn. Hertil kommer virkningen af forsuringen, der gør det sværere for korallerne at danne kalk og gør revene mere skrøbelige over for de voldsommere vejrfænomener, som i sig selv følger med den globale opvarmning.

En rapport fra det tyske klimaråd WBGU, der rådgiver Tysklands regering, siger, at med fortsat vækst i CO2-udledningerne kan forsuringen indebære, at "stort set alle de i dag eksisterende lokaliteter for koralrev i varme farvande allerede midt i dette århundrede vil være på grænsen til ikke at kunne understøtte koralvækst."

Koralrevene kaldes havets regnskove og er hjemsted for en enorm biologisk mangfoldighed. Svækkes eller ødelægges revene, får det derfor omfattende økologiske virkninger, foruden konsekvenser for nogle af den halve milliard mennesker, der i dag er afhængige af koralrev ved fiskeri eller i turisterhvervet.

Efter korallerne følger de små planktonorganismer med kalkstrukturer. Ifølge Monaco-konferencen er der allerede påvist faldende vægt af kalkskaller hos nogle af disse små organismer, der udgør fundamentet i mange af havets fødekæder.

"Offentliggjorte undersøgelser peger på, at Sydhavet i 2030 vil begynde at virke korroderende på skallerne hos visse havsnegle, der svømmer i overfladen. Disse snegle er en vigtig fødekilde for stillehavslaksen. Hvis de går tilbage eller forsvinder i nogle områder såsom det nordlige Stillehav, hvad sker der så med laksen - og laksefiskeindustrien," spurgte James Orr i Monaco.

Disse små organismer er samtidig centrale for transporten af kulstof til havets bund - en 'oprydningsmekanisme' for havvandet af betydning for, hvor meget CO2 havet evner at opsuge fra den drivhusgasbelastede atmosfære.

I pressemeddelelsen fra Monaco-mødet hedder det, at "et centralt budskab fra konferencen er, at havenes surhedsgrad midt i dette århundrede ventes at vokse til det punkt, hvor havets koraller og skaldannende organismer reelt vil begynde at opløses."

Og det britiske videnskabsakademi The Royal Society konkluderer i en rapport, at "det vil tage titusinder af år for havets kemi at vende tilbage til forholdene, som de var før industrialiseringen."

Goplernes hav

Ligesom i himlen over vore hoveder er et stort klimatisk og økologisk eksperiment nu i gang i verdens have.

"Når man sammenligner mængderne af CO2, som opsuges af havene, med de menneskeskabte udledninger, synes havets optagelseseffektivitet allerede at være faldende," skriver det tyske WBGU.

Havene kan simpelthen ikke følge med, hvis udledningerne bliver ved at stige, og et varmere hav forværrer bare tendensen, fordi varmt vand kan optage mindre CO2 end koldt. Konsekvensen er, at mere CO2 forbliver i atmosfæren, hvor det forstærker og forlænger klimaforandringerne.

At forudse økosystemernes reaktioner og de mulige 'tipping points' for sårbare fødekæder som konsekvens af disse forandringer er næppe muligt. I disse år meldes f.eks. en række steder på kloden om uventede epidemier af vandmænd og brandmænd, der i enorme tal invaderer farvandene.

Måske er goplerne morgendagens økologiske vindere i et verdenshav, der er blevet for surt og for varmt for andre?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu