Læsetid: 9 min.

Kampen om kullet står for døren

I Polen er der nogle, der har fået nok af kullenes forurening, naturødelæggelse og klimabelastning. De kan være fortrop for en ny bølge af protester og ulydighedsaktioner mod elselskaber, der vil blæse og have mel i munden, og politikere, der ikke vil se situationens alvor i øjnene
I Polen er der nogle, der har fået nok af kullenes forurening, naturødelæggelse og klimabelastning. De kan være fortrop for en ny bølge af protester og ulydighedsaktioner mod elselskaber, der vil blæse og have mel i munden, og politikere, der ikke vil se situationens alvor i øjnene
13. december 2008

POZNAN - Jozef Drzazgowski bor nær søen Ostrowskie i det centrale Polen.

Han er født på stedet og driver i dag et lille turistpensionat 50 meter fra søens bred. Ostrowskie ligger ikke langt fra den større sø Goplo, placeret i det smukke naturbeskyttelsesområde Goplo Millennium Park, også kaldet 'Polens vugge', fordi det angiveligt var her, den polske stamme - goplanerne - slog sig ned i det syvende århundrede.

Det er ikke sikkert, skønheden og stilheden omkring Goplo varer ved. Det statslige polske kulselskab KWB Konin fik den 6. februar miljøminister Maciej Nowickis velsignelse til at etablere en stor åben kulmine få kilometer fra søen. Jozef Drzazgowski er sikker på, at det dermed er slut med naturværdierne, fuglelivet og turisterhvervet. Det er erfaringen fra Ostrowskie, hvor en åben kulmine drevet af KWB har været i drift i 10 år.

"Den ny mine vil sænke Goplos vandspejl og grundvandet, nøjagtig som det er sket ved Ostrowskie," siger Jozef Drzazgowski.

Han fortæller om en bådebro ved søen, der starter på land og slutter på land, fordi der ikke længere er vand, hvor broen engang blev anlagt. For at holde det åbne brud tørt pumper mineselskabet hvert år ifølge Jozef 80 millioner kubikmeter vand bort. Siden minens start er vandspejlet i Ostrowskie sænket 1,5 meter og søens areal skrumpet med over 10 pct. Parallelt hermed er det gået ned ad bakke for fiskeriet i søen og for turisterhvervet, der har kunnet tiltrække op til 100.000 feriegæster om året.

"Goplo er en ret lavvandet sø, så jeg forudser, at virkningen dér vil være endnu stærkere," siger Jozef.

Han bakkes op af lederen af Institut for Miljøbiologi ved Universitetet i Poznan, Michal Kupczyk.

"Krateret skabt ved gravearbejdet vil sænke grundvandsniveauet med flere meter og alvorligt underminere den økologiske balance i hele området," mener biologen.

Søerne Ostrowskie og Goplo ligger i centrum af Konin-kuldistriktet, blot et af Polens store kulmineområder med en årlig produktion på over 15 mio. ton brunkul. Kulbrydningen i området har været i gang i 60 år og har forvandlet store områder til støvede ørkenlandskaber. Mange landsbyer og landbrugsområder er gravet bort, og skovområder er døet ud på grund af vandmangel og luftforurening. Det hele i fremskridtets og økonomiens navn. Polen er med 145 millioner ton om året Europas største kulproducent og baserer 94 procent af sit eget elforbrug på kul. Indtil Murens fald var næsten en halv million polakker beskæftiget i kulindustrien, men med markedskræfternes indtog måtte mange urentable miner imidlertid lukkes, Polen tabte markedsandele til andre kulproducerende lande, og tusinder af ansatte i minerne blev fyret. I dag er den halve million kulminearbejdere skrumpet til omkring 115.000, der slås for deres arbejdspladser.

"Det er paradoksalt, at minearbejderne slås for at bevare jobs, men samtidig ødelægger jobs for andre. Hvis minen ved Goplo realiseres, vil områdets landmænd, fiskere og folk, der som jeg lever af turisme, miste deres arbejde," siger Jozef Drzazgowski.

Han er en af initiativtagerne til protester mod de nye mineplaner. Ved den første demonstration mod den planlagte mine ved Goplo-søen, deltog 500 mennesker. Ved den seneste i foråret deltog 5.000.

Polen uden kul

Jozef Drzazgowski betoner, at protesterne også handler om klimaskaderne ved afbrænding af kullene. I direkte forlængelse af minerne i Konin-området ligger tre store kraftværker, der ved kulafbrænding sender CO2 op i atmosfæren.

"Jeg er ikke klimaekspert, men behøver heller ikke at være det for at registrere klimaforandringerne: Mere stormvejr og længere perioder uden regn," siger han.

For nylig etablerede Greenpeace-aktivister en midlertidig 'klimaredningsstation' ved et af de åbne brud i Konin-området efterfulgt af en belejring af skorstenen på det 1.200 megawatt store Patnow-kraftværk, der får sit brændsel fra Konin-minerne.

Klimaredningsstationen fik i november besøg af 400 af minens naboer, herunder borgmestre fra syv lokale landsbyer, som alle bakker op om protesten mod mineudvidelsen. Hos KWB oplyser man, at man nu vil søge at gøre miljøaktivisterne erstatningsansvarlige for at have hindret arbejdet i minen ved deres indtrængen.

Magdalena Zowsik fra Greenpeace var en af deltagerne.

"Det var forfærdeligt. Når jeg havde opholdt mig i minen et par timer, var mine lunger fulde af brunkulsstøv og mine øjne irriterede. Tænk at arbejde der hele tiden," siger hun.

Trods stigende utilfredshed i den polske befolkning med den store kulafhængighed, forsvarer den polske regering ihærdigt den statsdominerede kulmine- og kraftværkssektor, hvilket tydeligt er kommet til udtryk under forhandlingerne om EU's klimapakke. Kullene sikrer således ikke bare næsten hele Polens elforsyning - næsten halvdelen af kulproduktionen eksporteres, blandt andet til Danmark, og sikrer dermed vigtige valutaindtægter. Der er angiveligt kulreserver i Polen svarende til 100 års produktion på dagens niveau, og ikke meget tyder på, at regeringen vil nedtrappe kulbrydning og -anvendelse foreløbig.

"Regeringen har ingen visioner. De holder sig til fortidens energistrategi," mener Magdalena Zowsik fra Greenpeace, der netop har fremlagt et scenarie for, hvordan Polens energisystem kan omstilles til blandt andet vedvarende energi, så kulandelen i elforsyningen nedbringes fra i dag 94 procent til blot seks procent i 2050, og så CO2-udledningen for den enkelte polak reduceres fra i dag syv ton pr. år til 2,5 ton i 2050.

Den store kulstrid

På en plads i den polske by Poznan står i disse dage over 200.000 små orange figurer, symboliserende lige så mange EU-underskrifter på krav om klimabeskyttelse. Det er tankevækkende, at det kuldominerede Polen er det EU-land, hvor flest mennesker - 70.000 - har skrevet under. Det er lige så tankevækkende, at klimaunderskriftindsamlingen er gennemført af det svenske elselskab Vattenfall, der rundt om i Europa bruger 50 procent kul til sin elproduktion og foreløbig kun én procent vedvarende energi. Og yderligere tankevækkende, at Vattenfall lige har købt sig ind i det polske elselskab ENEA, som helt overvejende fyrer med kul og selv søger at købe sig ejerskab til kulminer i Konin-området.

Dermed synes Polen at være et mikrokosmos på de dilemmaer, paradokser og tiltagende konflikter, der toner frem i tilknytning til den fortsatte brug af miljø- og klimabelastende kul i både Europa og USA.

På den ene side i konflikten står store energiselskaber som svenske Vattenfall, danske DONG Energy og tyske E.ON, som med forskellig betoning understreger viljen til klimabeskyttelse og ønsket om at forlade kulæraen, men samtidig betoner, at kullene vil være uundværlige mange år endnu, og at de derfor indtil videre vil fortsætte med både at drive og bygge kulkraftværker.

Det er dette dialektiske syn på tingene, der for eksempel får Vattenfall til at samle underskrifter for klimaet og samtidig være del af en europæisk elsektorlobby mod for skrappe restriktioner på kulkraftværkerne. Eller får DONG til at planlægge vindmøller i flere lande med den ene hånd og kulkraftværker i Tyskland og Skotland med den anden.

På den anden side af konflikten står ikke bare miljøaktivister, men også foruroligede klimaeksperter som NASA's chefforsker James Hansen, der i lyset af den nyeste viden om klimaets følsomhed siger:

"Det vil være nødvendigt at bringe atmosfærens CO2 tilbage til 350 ppm (parts per million, i dag er koncentrationen 385 ppm, red.) eller mindre i løbet af årtier - ikke århundreder - hvis vi skal gøre os håb om at afværge iskappernes destabilisering, minimere udryddelsen af levende arter samt stoppe og vende de mange regionale klimaforandringer. Der er kun lige netop tid til at nå det, men det forudsætter et øjeblikkeligt moratorium for nye kulkraftværker, som ikke er forsynet med CO2-indfangning, samt udfasning af eksisterende kulkraftværker i løbet af de kommende 20 år."

James Hansens vurdering deles tilsyneladende af blandt andre den regeringsnedsatte britiske Climate Change Committee, hvis formand Lord Turner of Ecchinswell i oktober sagde, at "vi er nødt til at gennemføre en næsten total kulstoffrigørelse af elsektoren i 2030, længe før 2050."

Og Hansen støttes af USA's tidligere vicepræsident Al Gore, der i september højst opsigtsvækkende sagde, at "vi har nået det punkt, hvor tiden er inde til civil ulydighed for at hindre opførelsen af nye kulkraftværker, som ikke har CO2-indfangning."

Civil ulydighed

Det er denne civile ulydighed rettet mod kulkraftværker og kulminer, der nu synes at gribe om sig. James Hansen gik selv i sommer i retten i England og forsvarede Greenpeace-aktivister, der havde besat en skorsten på det britiske Kingsnorth-værk i protest mod et påtænkt nyt kulkraftværk samme sted. Aktivisterne blev opsigtsvækkende frikendt, fordi deres handling blev set som nødværge på planetens vegne, og det har formentlig givet inspiration til andre. I hvert fald til Greenpeace selv, der foruden de aktuelle aktioner i det polske Konin-område forleden aktionerede med et større antal aktivister og gennem flere døgn mod en kulleverance til DONG's Enstedværk ved Aabenraa.

I Storbritannien har gruppen Camp for Climate Action i forrige uge gennemført aktioner mod såvel Kingsnorth-værket som andre anlæg tilhørende ejeren, det tyske elselskab E.ON. Og andre britiske aktivister har flere gange i år gennemført protester og forsøg på blokader mod nye åbne kulbrud i blandt andet Derbyshire. Lige så ofte er det lokale myndigheder, der er begyndt at sætte hælene i.

I Kiel i Nordtyskland har byrådet i oktober sagt nej til et nyt kulkraftværk, som E.ON havde planlagt at opføre. I den tyske delstat Hessen har Socialdemokraterne og De Grønne indgået en aftale om at forbyde nye kulkraftværker, hvis partierne kommer til magten efter næste delstatsvalg. I den hollandske provins Groningen har en domstol i sidste uge annulleret godkendelsen af et nyt stort kraftværk, planlagt af elselskabet Nuon og beregnet til fyring med kul suppleret med gas og biomasse. I den amerikanske stat Kansas har guvernør Kathleen Sebelius sagt nej til to planlagte kulkraftværker med henvisning til klimapåvirkningen. Og i sidste måned tilbagekaldte den amerikanske miljøstyrelse EPA godkendelsen af et påtænkt kulkraftværk i Denver, Colorado, fordi der ikke var stillet krav om CO2-kontrol på det ny værk.

Tilbage i februar meddelte de tre storbanker Citigroup, J.P. Morgan Chase og Morgan Stanley, at de næppe vil yde lån til nye amerikanske kulkraftværker, med mindre de er forsynet med ny CO2-begrænsende teknologi.

Optrapning?

Siden 1990 er det globale kulforbrug vokset med 30 procent. Verdens kulkraftværker udsender nu 11 milliarder ton CO2 om året, og i 2030 vil der blive udledt 60 procent mere, hvis udbygningen fortsætter som planlagt. Det harmonerer ekstremt dårligt med budskabet fra FN's klimapanel IPCC om, at væksten i de globale CO2-udledninger skal være stoppet senest i 2015, hvis en klimatisk smertegrænse på to graders opvarmning skal kunne respekteres.

Elselskaber i Europa og USA er i varierende grad klimabevidste, men siger også, at det varer længe før kul kan undværes til elproduktion. Derfor ønsker de at bygge nye værker og at forsyne dem med CCS-teknologi, dvs. teknik til at indfange røgens CO2 og efterfølgende deponere den i undergrunden. Problemet er, at denne teknik ikke er færdigudviklet, i sig selv indebærer et ekstra kulforbrug på kraftværkerne i størrelsesorden 30 procent og blandt andet af den grund endnu er alt for dyr.

I EU har flertallet af lande med den dagsaktuelle klimapakke afvist et forslag om at gøre obligatorisk CO2-begrænsning via CCS til en forudsætning for opførelse af nye kulkraftværker i Europa. Dette, utålmodigheden med klimaforhandlingernes søvngængertempo samt bekymringen, som blandt andet James Hansen formulerer den, er grunden til, at man i disse dage på gangene i Potsdams klimakonferencecenter kan hører græsrødder og andre spørge, om ikke det kommende år frem mod København-mødet vil bringe flere protester, konfrontationer og ulydighedsaktioner mod kulminer og -kraftværker. Af den slags som Polens Konin-distrikt for tiden oplever.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu