Læsetid: 3 min.

Krigsskibe hindrer nødhjælp

Israel afviste libysk fragtskib i rum sø undervejs til Gaza med nødhjælp om bord, for der er tilsyneladende forskel på nødhjælp
Man ventede forgæves på nødhjælpen i havnen i Gaza City, hvor et libysk skib blev beordret til at vende om, og dermed kunne den medbragte nødhjælp ikke afleveres.

Man ventede forgæves på nødhjælpen i havnen i Gaza City, hvor et libysk skib blev beordret til at vende om, og dermed kunne den medbragte nødhjælp ikke afleveres.

Udland
2. december 2008

BEIRUT - Som der er forskel på folk, er der forskel på både. I går blev et libysk fragtskib, 'Al Marwa', med kurs mod Gaza City beordret tilbage af israelske flådefartøjer. Skibet var angiveligt lastet med 3.000 ton tæpper, pulvermælk, medicin og fødevarer, en gave fra Libyens leder Moammar Ghadafi til de den blokaderamte landstribe, hvor 80 pct. af de 1,4 mio. indbyggere er afhængige af fødevarehjælp.

Lørdag anløb to sejlskibe, 'Free Gaza' og 'Liberty' på henholdsvis 70 og 60 fod, Gaza lastede med medicin, 200 høreapparater til børn og 5.000 balloner. De to skibe kom fra Larnaca på Cypern, og med om bord var aktivister fra 14 lande, heriblandt en 81-årig katolsk nonne og Tony Blairs svigerinde. I løbet af torsdag traf den israelske regering beslutning om at lade bådene passere, idet "Israel ville tage vinden ud af aktivisternes sejl, da de ønskede at skabe en provokation", sagde en talsmand for det israelske udenrigsministerium til den israelske avis, 'Haaretz'. I september anløb en anden båd, der i lighed med de to i lørdags er fra en USA-baseret organisation, 'Befri Gaza', den lille havn i Gaza City uden at blive stoppet. Dengang var flere medlemmer af Europa-Parlamentet om bord.

Forskelsbehandling

Det libyske skib, som i går nærmede sig Gaza-kysten, blev ifølge israelske opgivelser anråbt af et enkelt flådefartøj, der beordrede det til at vende om, hvilket skete uden tumult. Ifølge det libyske nyhedsbureau blev skibet 'angrebet' af to flådefartøjer, et kampfly og en undervandsbåd. Den libyske regering har fordømt dette "overgreb af det terroristiske zionist-militær".

En talsmand for premierminister Ehud Olmert forklarede i går til avisen 'Jerusalem Post' om forskelsbehandlingen af skibe, der forsøger at bryde den halvandet år lange blokade mod Gaza:

"Libyen er en fjendtlig stat, og vi kan ikke vide, om skibet er lastet med våben og sprængstoffer til Hamas."

Formanden for Gazas komité mod Israels blokade, den uafhængige palæstinensiske parlamentariker, Jamal Khoudari, sagde i går, at det libyske skib "ville hjælpe det palæstinensiske folk, som er under belejring", og at det kun fragtede humanitær bistand.

Strangulerende blokade

Israels kollektive afstraffelse af Gazas befolkning betragtes med stigende mishag i den internationale opinion.

Blokaden indledtes efter Hamas' valgsejr i januar 2006 og blev strammet til at omfatte alt undtagen livsnødvendig medicin, da Hamas i juni sidste år fordrev PA-styrets sikkerhedsstyrker. Samtidig lukkede Egypten grænseovergangen ved Rafah for at lægge pres på Hamas - med det resultat, at Gazas befolkning er isoleret på alle sider til lands og til vands.

En våbenhvile med Israel i juni betød ingen lettelse af de strangulerende restriktioner, og de sidste uger har parterne genoptaget fjendtlighederne, sidst med Hamas-styrkers morter- og raketangreb på Israel i lørdags.

Ifølge FN og andre hjælpeorganisationer betyder blokaden langtrækkende sundhedsmæssige skader på især børn, der vokser op kronisk underernærede. I sidste uge erklærede Den Arabiske Ligas udenrigsministre, at deres regeringer vil sende fødevarer og medicin til den hårdt ramte civilbefolkning. Nødhjælpen skal koordineres med Egypten og sendes formentlig - hvis den sendes - via landrute for at undgå Israels blokade til søs.

Hamas-talsmand Fawzi Barhoum appellerede i går til Egypten om at åbne grænsen ved Rafah. Indtil videre har Egypten ikke reageret. Hamas-lederne er ikke i Kairos kridthus, efter at de afviste en egyptisk 'udsonings-plan', der var godkendt på forhånd af Fatah-præsident Mahmoud Abbas, og som ikke var til forhandling.

Hamas' betingelse for at overveje det egyptiske diktat var, at Fatah løslod op imod 600 internerede Hamas-aktivister, der er fængslet på Vestbredden efter den seneste tids sammenstød mellem de to fraktioner.

Pilgrimme fik prygl

I lørdags steg de interne spændinger yderligere, da Hamas opsatte vejspærringer for at hindre pilgrimme i at forlade Gaza-striben via Rafah-overgangen, hvorfra de efter aftale med Egypten kunne komme videre til Mekka på den pilgrimsrejse, der påhviler alle praktiserende muslimer mindst en gang i deres liv, dersom de har råd og er raske og rørige.

Hamas var utilfreds med, at nogle pilgrimme havde koordineret deres valfart med det Fatah-dominerede PA-styre på Vestbredden. Såvel Hamas som PA har sendt lister til de saudiske myndigheder med navne på 3000 pilgrimme, det antal, Saudi-Arabien har tildelt palæstinenserne i år, og disse lister er selvsagt forskellige.

Pilgrimme, der forsøgte at forcere barrieren til Rafah-overgangen, blev slået med knipler og riffelkolber. Egypten har fordømt Hamas-aktionen som "absolut uhørt for en islamisk bevægelse".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her