Læsetid: 4 min.

Menneskerettighederne i krise

På 60-års dagen lovpriser verdens regeringer konventioner og traktater, samtidig med at de bygger hemmelige fængsler og fangelejre og lovgiver i strid med menneskerettighederne
Sudanesiske flygtningebørn i en flygtningelejr i nabolandet Tchad modtager udendørs undervisning. Konflikten i Sudan, som har drevet flere hundredetusinde sudanesere på flugt, er et eksempel på FN-s utilstrækkelighed.

Sudanesiske flygtningebørn i en flygtningelejr i nabolandet Tchad modtager udendørs undervisning. Konflikten i Sudan, som har drevet flere hundredetusinde sudanesere på flugt, er et eksempel på FN-s utilstrækkelighed.

10. december 2008

Hun var stolt, Eleanor Roosevelt, da hun i 1948 præsenterede Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

"Menneskerettighedernes skæbne ligger i hænderne på alle borgere i alle samfund," sagde USA's daværende førstedame.

Siden er menneskerettighedserklæringens 30 artikler ifølge FN verdens mest oversatte dokument og findes i dag på 360 sprog.

60 år efter sikrer globale domstole og komitéer, at stater ikke handler i strid med FN's konventioner.

Alligevel er FN's egen specialrapportør for tortur bekymret for menneskerettighedernes tilstand.

"Der er ingen tvivl om, at menneskerettighederne er i dyb krise," siger Manfred Nowak, der også er professor i folkeret og menneskerettigheder på universitetet i Wien.

"Politisk vilje til at omsætte traktater og konventioner til handling mangler mere end nogensinde før. Regeringerne anerkender værdierne i menneskerettighederne, men så snart blækket på papiret er tørt, tager mange lande ikke traktaterne seriøst," siger Manfred Nowak og peger på, at globaliseringen har taget magten fra strukturer, der blev skabt i 1945.

"Katastrofer, kriser og terrorisme spreder sig på tværs af landegrænser, og derfor er der brug for at gentænke, hvordan FN bør se ud i dag."

'Frie og lige'

Nazisternes regime under Anden Verdenskrig blev den konflikt på tværs af nationale grænser, som samlede verden i en fælles forståelse. En verdenserklæring var nødvendig, hvis alle mennesker i al fremtid skulle være "født frie og lige i værdighed og rettigheder".

Eleanor Roosevelt havde fra sin post som forkvinde for Menneskerettighedskommissionen uden tvivl størst indflydelse på Verdenserklæringens 30 artikler, der blev til ved en historisk afstemning den 10. december 1948 i Palais de Chaillot i Paris. I sin tale til FN's Generalforsamling sagde hun: "Vi står i dag over for et stort vendepunkt, både for De Forenede Nationer og for menneskeheden. Denne erklæring kan meget vel blive den internationale Magna Carta for alle mennesker, alle steder..."

Ingen lande stemte imod Verdenserklæringen, men otte lande valgte ikke at stemme, herunder Sovjetunionen, Saudi Arabien og Sydafrika.

Et moderne FN

60 år er gået, og selv om menneskerettighederne er nået langt, trænger institutionerne til en modernisering, mener Manfred Nowak.

De Forenede Nationer og Sikkerhedsrådet skal reformeres, så det igen bliver en institution med magten til at sætte handling ind, hvor diplomatiet må give op, mener han.

"FN skal have større politisk, diplomatisk og militær magt til at trænge ind i lande, der undertrykker eller forfølger deres befolkninger. I DR Congo og Sudan ser vi glimrende eksempler på, at FN er utilstrækkelig. FN bør have en professionel hær og ikke være afhængig af nationernes frivillighed til at stille med soldater," siger Manfred Nowak.

Mens globaliseringen er fremskreden inden for økonomi, kommunikation og teknologi, er politiske institutioner som FN forblevet de samme. International lovgivning er baseret på, at enhver stat er suveræn, men det er ikke måden at løse globale problemer på.

En løsning kunne være oprettelsen af en global fond:

"En global fond kan eksempelvis styrke enkelte landes retssystemer og politistyrker, altså hele det apparatur, der kan bekæmpe korruption. Vi har brug for langt stærkere global ledelse, hvis vi skal kæmpe for menneskerettigheder, og det gør vi altså ikke med strukturer fra 1945," siger Manfred Nowak.

Baglæns

Tidligere justitsminister og dr.jur. fra Københavns Universitet Ole Espersen ser lyspunkter for menneskerettighederne, men:

"Så længe der er fangelejre i Afghanistan og Pakistan og hemmelige fængsler i Vesteuropa, så er vi gået skridt baglæns igen," siger Ole Espersen, der er enig med Manfred Nowak i, at nationale stater ikke overholder de forpligtelser, som de hylder i skåltaler.

"Landene overholder ikke længere det, de har ratificeret," siger han og påpeger, at der særligt i den hjemlige andedam er grund til kritik lige nu.

"I dag lovgiver politikere, som de har lyst til, og hvis det er i uoverensstemmelse med menneskerettighederne, så er det borgerens eget ansvar at finde ud af det," siger Ole Espersen, der var socialdemokratisk justitsminister i Anker Jørgensens regering i begyndelsen af 80'erne.

"For fem-ti år siden gennemgik man lovgivning og konventioner paragraf for paragraf for at finde uoverensstemmelser, før man underskrev en konvention. Og så rettede man ind efter konventionen. På den måde var man sikker på, at administrationen havde en pligt til at administrere inden for konventionens rammer," siger han.

"Hastelovgivningen betyder i dag, at det er borgeren, der selv skal finde ud af, om vedkommendes rettigheder er overtrådt, føre sagen gennem samtlige danske domstole og derefter fire-fem år ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det er i strid med folkeretten," siger Ole Espersen, der mener, at det er foragten for fremmede, der bliver ved med at bringe os på kant med menneskerettighederne.

"Tuneseren er blevet en principiel sag, men hvad med alle de andre udlændinge? De er i forvejen en udsat gruppe, så hvordan skal de navigere i retssystemet," spørger Ole Espersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis der blev indført demokrati i FN (hvert land 1 stemme), så ville flertallet være stater, som er mere eller mindre anløbne m h t menneskerettigheder , korruption, m v , og som har ikke-demokratiske regeringer.

Sådan en institution skal ikke have udvidede militære eller økonomiske magtmidler.

Kina blokerer (med sin veto-ret)for en FN løsning på Tibet og Taiwan og Rusland kunne (med sin veto-ret )blokere for FN-indblanding i krigen i Tjetenien.

FN kunne heller ikke klare et mandat til i tide at blande sig i serbernes etniske udrensninger - det måtte klares uden FN.

FN er på mange måder ganske rædselsfuld, men det er det eneste sted, hvor alle stater kan mødes , så vi har brug for FN i mange år frem - det er et elendigt stykke værktøj, men meget bedre end ingenting.