I en støvet og vindblæst dal, 35 kilometer sydøst for Kabul, flyder en klynge forsømte bygninger med granat-splinter, ammunitionshylstre og ueksploderet skyts. Ved første øjekast blot et helt almindelig sceneri, endnu et mindesmærke over tre årtiers nådesløs krig. Og dog. I den afsidesliggende og trøstesløse dal ligger tilsyneladende den nøgle, der kan åbne porten til en lysere fremtid for hele Afghanistan.
Her i to en halv kilometers højde findes nogle af verdens største kobberforekomster, og det røde guld er kun en af de mange skatte, som gemmer sig i Afghanistans undergrund.
Jern, zink, guld, krom, uran, ædelstene og store forekomster af kul, olie og gas er blot nogle af de 1.400 forskellige råstoffer, som det bjergrige og ufremkommelige land kan tilbyde udenlandske selskaber at investere i.
Både den afghanske regering og internationale eksperter ser minedrift som den oplagte vej ud af fattigdom og donorafhængighed, men der er stadig lang vej, før de fantastiske underjordiske skatte kan komme den almindelige afghaner til gode.
Økonomisk genfødsel
Salget af Aynak-minen sidste forår til den kinesiske minegigant China Metallurgical Group er det første store skridt på vejen til et økonomisk uafhængigt Afghanistan. Indtægterne fra denne ene mine ventes at indbringe den afghanske stat et beløb, der svarer til 45 procent af statsbudgettet, så det er ikke småpenge, der er på spil for det indtil videre fuldstændige donorafhængige Afghanistan.
Ifølge britiske og amerikanske geologer er Afghanistan så rig på råstoffer, at landet sagtens kan blive både økonomisk og energimæssigt uafhængigt inden for en årrække.
Udvindingen af kobber i Aynak-dalen vil først for alvor gå i gang om fem år, når minen er genopbygget, men alt tyder på, at projektet vil blive gennemført.
Den afghanske regering har i øvrigt høstet stor ros for aftalen med kineserne. Ikke mindst fordi den 16 milliarder kroner store kontrakt omfatter meget andet end minedrift.
God begyndelse
China Metallurgical Group er f.eks. forpligtet til at bygge en jernbane fra Aynak til Pakistan, en kulmine, et kraftværk, der også skal levere strøm til Kabul samt skoler, hospitaler, basarer og moskeer til de mindst 10.000 afghanere, som skal arbejde på projektet.
Selv ngo'en Integrity Afghanistan Watch roser regeringen for på denne måde at have sikret tusindvis af arbejdspladser og et markant bidrag til udviklingen af såvel lokalesamfundet som den nationale infrastruktur.
"Kontrakten er på mange måder udmærket," bekræfter IWA's direktør Lorenzo Delegues. "Men alt afhænger af, om China Metallurgical Group overholder den."
I øjeblikket er det kinesiske firma i gang med en række forundersøgelser, der bl.a. skal fastlægge, hvor den kommende jernbanestrækning skal gå. Planen er enten at forbinde Aynak nordpå til Kabul, Kunduz og Usbekistan eller sydpå til den pakistanske grænseby Quetta, der pt. udgør et knudepunkt for Taleban.
Lakmusprøve
Det næste store mineprojekt, som den afghanske regering vil invitere de internationale mineselskaber til at byde på, bliver udvindingen af de enorme jernforekomster, som findes i Hajigag-minen i Bamiyan, 230 km vest for Kabul.
Her er minerne i så god stand, at udvindingen kan begynde forholdsvis hurtigt efter indgåelse af en kontrakt. Desuden er en mindre koncession på Fenjaral-minen i Parvan-provinsen, vest for Kabul netop afsluttet. Barit er en opløselig stenart, som anvendes i bl.a. olie- og plastindustrien.
Det er ingen tvivl om, at den internationale mineindustri følger udviklingen i Afghanistan tæt, ikke mindst Aynak-projektet, der af mange opfattes som en lakmus-test for, om det er sikkerhedsmæssigt og praktisk muligt at drive minedrift i et land, hvor store dele af infrastrukturen er genstand for oprørsangreb og såvel udenlandske som afghanske ansatte risikerer at blive truet, kidnappet eller dræbt. De fleste internationale mineselskaber er vant til at operere i vanskeligt terræn og lader sig tilsynelandende ikke afskrække af de barske vilkår i Afghanistan.
Store udfordringer
Lorenzo Delesqes understreger, at det stadig er uklart, om den afghanske regering kan styre udviklingen. Trods omfattende hjælp fra Verdensbanken, britiske og amerikanske geologer og rådgivere, mangler regeringen ekspertise i forbindelse med de ofte komplicerede kontrakter og ikke mindst kapacitet til at overvåge gennemførelsen af projekterne.
"Afghanistan har hverken den nødvendige lovgivning, de nødvendige administrative retningslinjer eller den kapacitet, der skal til for at føre tilsyn med projekterne", siger han.
Et af de problemer, som den afghanske skal være opmærksom på er miljøet. Kobberproduktion medfører en stor mængde forurenet spildevand, som kan få katastrofale konsekvenser for drikkevandsforsyningen i området, hvis det ikke løses ordentligt.
Et andet problem, når de afghanske ressourcer skal udnyttes er sikkerhedssituationen. I det nordlige Afghanistan, hvor størstedelen af Afghanistans gas og olie befinder sig, er de relevante boreområder f.eks. under kontrol af krigsherren Rashid Dostum, som helt givet vil kræve sin del af fortjenesten ved en større udvinding.
Vejen frem
Spørgsmålet om bestikkelse er i det hele taget et stort problem, som gennemsyrer det afghanske samfund fra top til bund. Et andet problem er de massive infrastrukturinvesteringer, som skal gennemføres, hvis undergrundens rigdomme skal bringes til marked. I øjeblikket råder Afghanistan over mindre end 25 km jernbane og blot en enkelt asfalteret ringvej, der forbinder landets fem største byer. Resten af vejnettet består af alt fra grusveje til æselspor.
Ustina Markus, der forsker i Centralasiens udvikling på Kasakhstans Institut for Management Economy and Strategic Research, er optimist med hensyn til mulighederne for at få Afghanistans økonomiske genfødsel i gang, men understreger at "der er lang vej, før regeringen i Kabul og menige afghanere får glæde af indtægterne fra den nye mineindustri."
Også Lorenzo Delesgues er optimist trods de mange vanskeligheder, der er forbundet med satsningen på mineindustri.
"Der er helt klart et stort potentiale i at udvikle mineindustrien. Hvis det går godt, kan den blive Afghanistans nye eksistensgrundlag, men hvis det går galt, kan den ende med at styrke oprørerne, der får nye muligheder for at rekruttere blandt skuffede og fyrede afghanere," advarer han.
