HARARE - Zimbabwes blodige valg er i avisoverskrifterne for længst blevet afløst af meldinger om landets økonomiske sammenbrud og koleraepidemi, men tusindvis af mennesker, deriblandt børn, lever stadig med de fysiske og mentale følger af den politiske vold, som tidligere i år hærgede landet i flere uger. Toårige Nelson tisser i bukserne, da vi banker på døren til hans forældres overfyldte hus, der ligger i en af den zimbabwiske hovedstads fattigste kvarterer. Og han gør det igen, da vi taler direkte til ham. Han og hans søskende, fætre og kusiner har været rædselsslagne, lige siden tilhængere af Robert Mugabes Zanu-PF-parti stormede værelset, de bor i og gennemtævede Nelsons mor og hans 18-årige storebror, Nobel, hvorefter de smed hele familien på gaden midt om vinteren.
Jeg græd, da jeg så hende
Nobel fortæller historien. Familiens far, der var kendt som en tilhænger af oppositionsbevægelsen Movement for Democratic Change (MDC) var - i lighed med tre millioner andre zimbabwere svarende til en fjerdedel af befolkningen - taget til Sydafrika for at søge arbejde. Så da Zanu-PF's ungdomsliga kom forbi, pågreb de i stedet hans kone.
"Hun blev taget med i forsamlingshuset, og der slog de løs på hende. De slog så hårdt, at hendes ene ben brækkede," siger Nobel.
"Jeg græd, da jeg så hende," siger hans 12-årige søster, Grace.
"Hendes ben er stadig ikke i orden. Det er næsten et halvt år siden, og hun må stadig gå på krykker."
Sarah måtte tilbringe tre måneder på hospitalet. Hun plejede at sælge madolie fra en gadebod for at tjene penge til at forsørge sin familie, men hun har været uarbejdsdygtig siden overfaldet - da vi mødte familien, var hun ude for at søge hjælp hos slægtninge.
"Selv hvis hun havde været her, ville I ikke kunne tale med hende," siger hendes ældste søn.
"Hun græder bare hele tiden."
To uger senere kom turen til Nobel.
"De sagde, jeg var oppositionstilhænger og førte mig over i forsamlingshuset, hvor de gav mig besked på at lægge mig ned," siger han.
"Så bankede de mig på ryggen og på mine fødder i fem timer i træk. De var samtidig i gang med at tæve nogle gravide kvinder - tre af dem måtte senere abortere. Unge piger blev voldtaget uden for forsamlingshuset, og da de forsøgte at melde det, sagde politiet bare, at de intet kunne gøre. I al den tid jeg var der, var jeg bare så bange for, at de ville tage min søster og bekymret for, hvad der skulle ske med de mindste. "
Da han blev sat fri igen, opdagede Nobel, at hans families møbler var blevet smidt på gaden, og at deres værelser var blevet overtaget af et Zanu-PF-partimedlem. Selvom der ikke findes nogen kloakering - affald flyder overalt i kvarteret - og en koleraepidemi hærger, var deres usle bolig stadig attråværdig for folk, der havde det endnu værre.
"Vi måtte tilbringe tre uger i det fri midt om vinteren med frost hver nat," fortæller Nobel.
"Mine fødder var så ømme, at jeg ikke kunne gå, men jeg kunne ikke søge hjælp, for så længe min mor var på hospitalet, var der ingen andre til at tage sig af de mindste."
Ud over Grace og Nelson består børneflokken af to andre brødre, Tarrant på 16 og Bedford på otte samt to fætre, Milo på 12 og Aqua på fem, der også bor sammen med familien. Alligevel var de heldigere end så mange andre, for efter tre uger fik politiet overtalt Zanu PF-medlemmet til at forlade huset igen, hvorefter de fik deres værelse tilbage med den enlige seng, som Sarah og pigerne deles om. Drengen sover i 'dagligstuen', som er adskilt fra 'soveværelset' med et tæppe. Andre familier må stadig klare sig på gaden eller er blevet tvunget til at dele deres bolig med nye beboere.
Forsvare mod uret
De mindre børn er stadig traumatiserede over den vold, de blev vidne til, fortæller Nobel.
"De opfører sig ikke, som de plejer," siger han.
"De taler ikke, de bliver inden døre hele dagen og går ikke ud for at lege. De er bange for fremmede."
Zimbabwes tilstand af kaos betyder, at næsten alle skoler er lukkede. Kun de yngste af børnene får af og til mulighed for at komme i børnehave. De er også de eneste, som får noget at spise om morgenen. Resten må nøjes med et måltid om dagen, i reglen majsmos med grøntsager.
Red Barnet hjælper lokale velgørenhedsorganisationer med at levere basale fornødenheder såsom tæpper, sæbe og babytøj til familier som denne. Man støtter også lejre, hvor små børn kan møde andre, som har været udsat for vold, og deltage i aktiviteter, der skal opmuntre dem til at fortælle om deres oplevelser. Større børn tager i flere uger af gangen på lejrophold uden for Harare og fritages dermed for en periode for det familieansvar, de har fået påtvunget. Nobel håber på, at han en dag kan genoptage sin skolegang og blive advokat.
"Så jeg kan forsvare mennesker, der bliver begået uret mod."
Han indrømmer, at han føler stor vrede over det, som er hændt for ham.
"Nogle af de mennesker, som gjorde det, er her stadig," siger han: "Hver gang jeg ser dem, ønsker jeg at hævne mig."
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
