Læsetid: 5 min.

Notater fra Kosovo

Ingen elsker Europas nyeste stat, end ikke albanerne. Nu opstiller de statuer af Moder Teresa
Kosovska Mitrovica er den sidste delte by i Europa. Delingen forsøger albanere og serbere at overvinde på hver deres måde.

Kosovska Mitrovica er den sidste delte by i Europa. Delingen forsøger albanere og serbere at overvinde på hver deres måde.

15. december 2008

I

Kosovska Mitrovica er den sidste delte by i Europa, og på den serbiske side af floden Ibar står en argentinsk FN-soldat. Uudgrundelig og forladt ser han ud i den kraftige blæst. Det blæser fra den albanske side. Vinteren på Balkan er dyster, klam og kold. Sneen er grå eller sort. På broen over floden er der ingen at se. Kun den pigtråd, som om efter behov rulles ud for at lukke overgangen.

Denne by er så lille, at bare tanken om at kløve den i to virker smålig. Delingen forsøger albanere og serbere at overvinde på hver deres måde, men i begge tilfælde gennem larmende bekendelse til deres egen halvdel, som i stadig højere grad må gøre det ud for den halvdel, man har afskåret sig fra. Men Kosovska Mitrovica er alt for lille til en sådan operation, og i stedet for erstatning bliver der kun tale om hysterisk selvdyrkelse.

Den serbiske side har sin egen ikonografi. Dens skytshelgener er Vladimir Putin i Kreml og Vojislav Seselj i fængselscellen i Haag. Fra husmure og butiksvinduer nidstirrer de strengt de forbipasserende.

På den albanske side er billedsproget mere krigerisk. Her hyldes de, som faldt i kampen for Kosovos befrielse. Martyrer har fået deres egne statuer, der til forveksling ligner kommunisttidens partisanmonumenter. Hvem var mon Mehe Uka (1962-96)? Trods revolver og håndgranat i bæltet ligner han med sine briller mest af alt en student, som nervøst frygter professorens næste spørgsmål.

Nær brohovedet på den serbiske side ligger en boghandel, hvis udstillingsvindue er fyldt med sproglærebøger, opslagsværker og tykke bøger med skæggede generaler i uniform på omslaget. Uden at læse disse værker kan man være sikker på, at de handler om blod og ære, om den hellige serbiske jord, om pligten til at blive her på dette sted og værne om forfædrenes grave.

Og hvad så med sproglære- og ordbøgerne? De handler om, hvad sådanne bøger altid handler om: At lære sig at tale og skrive et andet sprog end sit eget, så alt, der forekommer fremmed, ikke længere opleves helt så truende. Om at åbne et vindue imod verden, om at tage den til sig, så man endelig kan komme videre.

II

Hist og her er nogle serbere eller albanere blevet tilbage på den forkerte side af floden Ibar. Hvorfor er ikke let at gennemskue, men måske handler det bare om, at der bedrives handel over floden uden hensyn til nationalitet, og at intet forener mennesker som netop forretninger og forbrydelse. I kriminalregistret genopstår det gamle Jugoslavien, og det er svært at tro på, at det bekæmpes videre energisk, i al fald ikke som det skildres i fjernsynet eller politikernes søndagstaler.

Men for den, som mafiaen ikke beskytter, kan det være farligt at blive tilbage på den forkerte side. På den serbiske side af Kosovska Mitrovica bor en albaner, som ikke har fået tilladelse til at reparere sit hus. For hvordan kunne det ellers ikke gå? Inden længe kunne albanerne være tilbage på den forkerte side, i dette tilfælde den serbiske, hvor man mener at vide, at en albaner aldrig kommer uden at medbringe sin storfamilie, hvorfor en folkevandring over floden Ibar ville være uundgåelig, hvis man tillod denne ene albaner at reparere og vedligeholde sit hus.

For 'hans egen sikkerheds' skyld har FN-forvaltningen i Kosovo forbudt ham at gøre det. Hvad hans serbiske naboer egentlig mener, er af samme sikkerhedshensyn en i deres hjerter velbevaret hemmelighed, men lad os alligevel vove et gæt. Efter de mange års naboskab har de næppe det mindste imod denne albaner, hvorfor de er under hårdt pres fra serbiske aktivister, som sandsynligvis bor langt herfra og netop derfor så meget desto mere højrøstet må insistere på, at dette albanske hus hverken må oppudses eller males. Imod et sådant pres kan de serbiske naboer ikke sætte sig til modværge uden at blive mistænkt for at være forrædere. Det ønsker intet menneske. Følgelig tier de. Eller - og her taler vi om opportunisterne eller dem uden rygrad - istemmer de mod bedre vidende koret af røster, som kræver, at dette albanske hus af hensyn til det serbiske folks overlevelse, må forblive faldefærdigt.

Hvis man vil, kan man sagtens forestille sig et tilsvarende serbisk hus på den forkerte side af Ibar, altså på den albanske. Just sådan en by er Kosovska Mitrovica - og de eneste, som dette egentlig gavner, er de kræfter på begge sider, som næres ved at splitte og indespærre bag pigtråd.

III

Ingen er glade for denne stat. Selv ikke albanerne lader til at have lært sig at elske den. Når først man har forladt de opvarmede rum, hvor albanske venner bor, og gæstfrihed råder, tilhører denne stat ingen, kun affaldsdyngerne, kragerne, køkkenmøddingerne, de tomme plastikposer eller hullerne og sprækkerne i fortovet.

De få kilometer fra lufthavnen til Prishtina tager næsten en time. Prishtina er den nye stats hovedstad. Nogen siger, at der her findes flere biler end indbyggere. Hvor mange indbyggere, som bor i byen, ved ingen - måske en halv million eller mere. Ingen har talt dem eller ønsket at tælle dem. Så går strømmen. Hovedstaden forsvinder i nogle minutter, trafikken begynder pludselig at flyde rask af sted, da trafiklysene gudskelov også er afbrudt.

For at styrke den stat, som ikke eksisterer, opstilles der statuer. De forestiller Moder Teresa sammen med små børn, som, når de vokser op, bliver til statuer med våben i hånd i stedet for at holde Moder Teresas i sin. Alle disse nye statuer bliver udsmykket med blomster af plast eller papir, som er så patriotiske ikke at visne. Den nye stats nationalgalleri viser billeder og grafiske tryk af den den mest berømte af alle albanere, Skanderbeg, som omkring midten af 1400-tallet med stor succes kæmpede imod osmannerne. Følgelig ophøjede det truede Europa ham til en slags kristen Superman, hvor virkelighed og myte ikke let lader sig skille fra hverandre. Udstillingens besøgende er ældre intellektuelle, hvidhårede herrer og damer opvokset i Titos Jugoslavien, der er glade over endelig at kunne bruge sprogfærdigheder i serbisk med nogen.

De udstillede billeder kommer fra Wien. De er forsynet med tekster på latin, tysk, italiensk eller fransk, som beretter, at Skanderbeg har hugget hovedet af en tater eller fredeligt hviler på dødslejet, omgivet af sine nærmeste. Igennem et halvt årtusinde varieres Skanderbegs mere eller mindre dokumenterede heltegerninger i tekst og billeder, og først i begyndelsen af 1900-tallet dukker albansk op som et sprog blandt andre. På en snæver ensom væg hænger et billede med netop albansk tekst, skænket af eksilalbanere i Amerika. Det er det eneste, hvor Skanderbeg ikke ligner en gladiator, men en apostel eller frelser.

© Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu