Læsetid: 4 min.

Et nyt mål for kloden: 350 ppm

Mens forhandlerne på klimamødet i Poznan holder fridag, slår forskere og græsrødder til lyd for klimamål, der fordrer revolutionære omstillinger
Mens forhandlerne på klimamødet i Poznan holder fridag, slår forskere og græsrødder til lyd for klimamål, der fordrer revolutionære omstillinger
9. december 2008

POZNAN - Kloden er som en badebold fuld af huller. Det siver ud alle vegne. CO2 fra afbrænding af fossil energi. Mere CO2 fra cementfabrikker. Endnu mere fra rydning af skov. Methan fra rismarker, lossepladser, drøvtyggere og tøende permafrost. Lattergas fra kunstgødning og marker. Og industrielle drivhusgasser, i brug som kølemidler, til opblæsning af skumplast m.m.

Alle taler om at lappe huller og stoppe udslip. Nogle er sågar gået i gang. Men at fixe huller hist og her betyder alene, at der vindes tid. At kollaps forhales. Dét er der brug for, men i sidste ende skal badebolden gøres tæt. Redningsholdene må tale sammen, koordinere, lægge en fælles plan for at stoppe udledningerne. Jo mere der når at slippe ud, før en fælles plan sættes i værk, desto kortere bliver tidsfristen.

Her i et regnvådt, decembermørkt Poznan i det centrale Polen løber 9.000 redningsmænd og -kvinder rundt mellem hinanden og forsøger at finde planen. De fleste officielle forhandlere fra 190 lande tilsluttet FN's Klimakonvention, resten mennesker, der forsøger at accelerere redningsprocessen - eller det modsatte. Grønne ngo'er, erhvervslobbyister, folk fra energisektoren, videnskabsmænd og -kvinder.

Som Stefan Rahmstorf, fremtrædende medlem af FN's Klimapanel IPCC og klimaforsker ved det tyske Potsdam Institute. I et foredrag her forleden beskrev Rahms-torf ny viden om klimaprocessernes overraskende store følsomhed. Hvor FN's Klimapanel sidste år bedømte den sandsynlige stigning i verdenshavene i år 2100 til godt en halv meter, siger Rahmstorf, at vi nu må regne med over én meter. Det betyder, at øriget Maldiverne vil være væk, at 50 pct. af Bangladesh's landbrugsareal vil være under vand, at over ni mio. mennesker i Vietnam mister deres hjem ...

Skærpede ambitioner

Klimaets større følsomhed kombineret med en uventet hastig vækst i drivhusgas-udledningerne er forklaringen på, at mange forsøger at stramme kravene til de internationale klimaforhandlinger, som lige nu foregår i Poznan og om et år skal afsluttes i København. I går - hvor de officielle forhandlinger lå stille på grund af muslimsk helligdag - trådte endnu en international klima-ngo frem under navnet 350.org.

350 gram CO2 pr. én million gram luftmolekyler - i fagsprog 350 ppm (parts per million) - er den koncentrationsgrænse for drivhusgasser, som både fremtrædende klimaforskere og mange miljøorganisationer nu taler for. Hidtil har 450 ppm været anset for overgrænsen, der kunne holde den globale temperaturstigning under to grader og dermed give en fifty-fifty chance for at afværge de rigtig grimme klimaforandringer. Men nu siger folk som NASA's chefklimaforsker, James Hansen, at grænsen i lyset af den seneste viden bør sættes så lavt som 350 ppm. Og det samme gør altså unge klima-aktivister fra en række lande, nu organiseret i 350.org.

"Vi står her i solidaritet med de mest udsatte og sårbare ø-riger. De vil ikke være beskyttet af en grænse på 450 ppm," siger May Boeve, en af 350.org's stiftere.

De lavtliggende ø-stater organiseret i netværket AOSIS forlangte forleden, at en ny global klimaaftale sigter mod de 350 ppm som overgrænse for CO2-koncentrationen. Det bakker May Boeve og hendes unge kolleger op.

"Nu siger videnskaben omsider højt og tydeligt: Find en vej tilbage til 350 eller begynd at sænke flag foran FN-bygningen, eftersom disse nationer - repræsenterende millioner af mennesker - simpelthen vil ophøre med at eksistere," siger hun.

Hun fortæller om aktioner rundt om i verden til støtte for kravet. F.eks. en ceremoni i Ladakh, Indien, i sidste uge, hvor 1.500 lokale indbyggere på initiativ af lokale buddhistmunke og 350.org.dannede tallet '350' med deres kroppe.

350 ppm er en dramatisk - en del her i Poznan vil sige urealistisk - udfordring i betragtning af, at niveauet i atmosfæren allerede er 385 ppm.

Bekymringen over de accelererede udledninger og ditto klimaforandringer er imidlertid også forklaringen på, at de store ngo'er som Greenpeace og WWF nu taler om nødvendigheden af, at de rige landes udledning af drivhusgasser reduceres "tæt på 100 pct." i 2050. Altså omstilling til en CO2-fri økonomi på godt 40 år. EU's miljøministre er lige i hælene, når de nu i deres oplæg til mødet her i Poznan siger, at i-landene må reducere deres udledninger "med mellem 80 og 95 pct. inden 2050".

Pres fra folket

På en forhandlingsstille dag i Poznan kan man godt have sine tvivl. Kan alverdens lande med alle deres nationale særinteresser virkelig begribe situationens alvor og bøje viljerne så meget mod hinanden, at en revolutionær global klima-aftale kan undertegnes i Bella Centret om ét år?

Her i Poznans International Fair synes flere internationale græsrodsinitiativer end nogensinde at være i sving. Og måske er det derfra, presset skal komme. Som Storbritanniens miljøminister, Ed Miliband, i går sagde til The Guardian:

"Nogle vil sige 'vi kan ikke nå frem til en klima-aftale, det har ikke topprioritet'. Derfor er der brug for modkræfter. Nogle af disse modkræfter kommer via mobilisering af folket."

Næppe var Miliband citeret, før 57 britiske aktivister i går morges tog ham på ordet og blokerede dele af Stansted-lufthavnen ved London i protest mod en planlagt udvidelse af startbanerne. 50 flyafgange og deres CO2-udslip måtte aflyses.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"350 gram CO2 pr. én million gram luftmolekyler - i fagsprog 350 ppm (parts per million) - er ..."

Definitionen af ppm (parts per million) er ikke korrekt. Der er ikke tale om et vægtforhold, men om et antalsforhold: 350 ppm CO2 betyder, at der er 350 molekyler CO2 per million molekyler.

"EU's miljøministre er lige i hælene, når de nu i deres oplæg til mødet her i Poznan siger, at i-landene må reducere deres udledninger "med mellem 80 og 95 pct. inden 2050"."

Vor Herre til hest med alpehue og blokfløjte. Hvordan i alverden forestiller disse mennesker sig dog at gennemføre sådanne omfattende tiltag i en verden, hvor mantraet om vedvarende økonomisk vækst stadig ikke står til debat?

Vi skal alle skære ned på vores forbrug. Vores økonomi skal omstilles til en steady-state økonomi. Spekulation i værdipapirer skal afskaffes. Børser skal afskaffes. Banker skal kun kunne udlåne beløb svarende til deres indlån. Finansiering skal foregå på en hel anden måde. Mon man er villige til sådanne tiltag? Nej, vel, jeg tænkte det nok.

martin sørensen

problemet er at vi har tabt befolkningen i klima kampen, hele debatten handler uretmæssigt kun om klima klima og klima.

Vi har tabt folket i klima kampen.

ENERGI: Miljøbevægelserne har i årevis med rette råbt vagt i gevær for at fremme fokus på klimaet.

Dette læserbrev skal ikke ses som en kritik af denne indsats.

Det er et konstruktivt indspark til en mere åben debat om klima/energi. Når 4 ud af 10 danskere ikke tror på, at CO2 påvirker klimaet, så har både miljøbevægelsen og det politiske Danmark glemt kirkegaard i deres hovmod af bedre klimaviden.

Den danske filosof Søren kirkegaard skrev: "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der".

Klimakampen ligger meget langt væk fra dagligdagens almindelige problemer. For den normale dansker virker det usandsynligt, at vores daglige brug af fossil energi skulle påvirke klodens klima.

Klimaet har jo altid været i forandring, siger klimaskeptikerne med rette, og for 1000 år siden på Grønland mm. Spørgsmålet om to grader mere eller mindre, 20 centimer eller en halv meter havstigning. Dette virker for mange almindelige anskere, som noget højt løftet studenterhue/professor-vrøvl, der kun muligvis sker om 20-50 år.

Der er fire lige gode grunde til at udfase den fossile energi i Danmark.

For lad os dog gøre det til en dansk debat, ikke kun den vidtløftige debat om det globale. Nej, det handler mest om vores lokale verden i lille Danmark.

1, Danmarks selvforsyningsgrad: Den danske energiproduktion i Nordsøen falder med ca. 10 pct. om året.

Siden 2004 har vi tabt ca. 25 pct. af olie- og gas-produktion, nu i 2008 oplever vi underskud på statsfinanserne og betalings balancen, da olieprisen falder samtidigt.

Vi har som land ikke råd til at blive importører af olie eller gas,

Situationen truer os med et status som importører af naturgas i allerede år 2016 og olie i år 2017.

Dette helt lokale danske problem gør, at vi helt enkelt skal handle for ikke at skulle skære dybt i vores velfærdsydelser.

Vedvarende energi skaber lokale job, og der holder pegende i et kredsløb i lokalsamfundene på landet i Danmark. Vedvarende energi er at tegne en kasko forsikring for velfærdssamfundet.

2. Peak-ressourcer. Alle fossile ressourcer er begrænsede, jorden er en rund kugle, derfor alt begrænset. IEA, OECD's klimaagentur råber oliealarm og kalder til energirevolution.

Trods den lave pris vil olieproduktionen toppe om få år. Dette giver en usikker forsyningssituation.

3: det geopolitiske ressourceproblem, olien og naturgassen befinder sig eller har transport veje forbi betændte politiske områder. Sidst så vi en olietanker med 1.2 millioner tønder råolie blive kaperet af pirater i Adennerbugten ved Somalia.

En række terrorangreb kan lukke for en stor del af vores olie- eller naturgas-forsyning og skabe en stor forsynings krise. Rusland truer nu igen med at lukke for gassen i Ukraine, som der er transitland for ca. 60 pct. af gassen til EU.

4. Klimaspørgsmålet, som der rigeligt beskrevet i utallige læserbreve, klimaministerium m.m.

Når vi begynder at gå målrettet mod at blive et samfund, der spare C02 ved at spare energi og indføre vedvarende energi, indtil vores samfund er 100 pct. fossilfrit. Er det i det hellige klimaets navn eller "bare" for at undgå, at vi som land skal importere fossil energi, fra diktaturstater, der bruger olien og naturgassen som politiske våben til at nedbryde vores demokrati. Eller om det er for at redde velfærdsstaten fra økonomisk ruin.

Spørgsmålet om, hvorfor vi gør det, er som sådan en totalt irrelevant debat, så længe vi bare gør det.

I den sidste ende er det kun resultatet, som tæller. Klimaet er ganske givet ligeglad med, om man tror på, at det er et problem, så længe handlingen man udføres og spare CO2 eller andre klimagasser.

Når 4 ud af 10 danskere tabes i denne vigtige kamp, så har vi et alvorligt demokratisk problem. Denne kamp skal vindes for Danmark, og verden har en fremtid.

Om vi fordømmer Lomborg med rette for at gøre folk til klimaskeptikere, så kan Lomborg fortsat ikke ændre, at vores danske økonomi er totalt afhængelig af, at vi er energieksportører, ikke importører af energi.

Lomborg har meget svært ved at kunne modargumentere faktum: Danmarks olie/gas produktion falder mod importstatus om få år, og dette vil føre til import af olie og gas fra politisk betændte områder i en tid, hvor ressourcerne sansyneligtvist bliver sparsomme.

Her mangler vi dog en indrømmelse fra vores nuværende VK regering, der uretmæssigt har tegnet et fejlagtigt skønmaleri af Danmarks økonomi, uden at erkende hvor afhængige vi faktisk er af olien og gassen.

Så vær dog ærlige for den gode sags tjeneste tak. Indrøm åbent, at vi har et nationalt problem med at blive energiimportøre.r

Bred debatten ud, og vind både folket og kampen for at redde verden.

Steen Rasmussen

Vi er nogle stykker, som har vidst det hele tiden. Det ledere og erhvervsfolk har sagt altid, nemlig at vi må have økonomisk vækst, for at få råd til at sænke forbruget af olie og dermed udledningen af CO2, er noget vrøvl. Den økonomiske krise er det bedste, der er sket for klimaet i 80 år.
http://borsen.dk/okonomi/nyhed/146909/

Den politiske proces, som ikke tager udgangspunkt i den økonomiske og sociale filosofi, der bygger på selve sygdommen, vækstfilosofien, er uhjælpeligt ude af stand til at agere hensigtsmæssigt i forhold til klimaproblematikken og andre af de selvdestruktive sider ved vore succeskriterier.

Processen i Poznan er i bedste fald naiv. I værste fald dækker den kun over elendigheden. Sådan som den bruges af vor egen energi og klimaminister, så fungerer den først og fremmest som dække over det paradoksale i selve de succeskriterier, man har dyrket over en kant i det politiske system de sidste 200 år.

Det økonomiske system har muligvis i gigantiske problemer i øjeblikket. Men da det fri marked helt klart ikke er løsningen på alle problemer, men selv er et problem, er det en fordel for det moderne menneskes selvforståelse og forståelse af det sociale i sin kontekst, at markedet med dets krav om vækst afslører, at det ikke engang er i stand til at redde sig selv.

Det politiske system har fortrængt sit ansvar for selv at definere og løse problemerne med henvisning til at markedet er løsningen på alle problemer. Nu viser det sig, at markedet skriger på staten og det politiske system: ”Hjælp os, vi kan ikke stå selv. Vi må for alt i verden have noget hjælp”!

Det politiske system pumper hjælpepakker til mange tusinde milliarder af dollars ud i det fri marked, FOR AT REDDE GENSTANDEN FOR SIN TRO!

Man er så stærk i sin tro på markedet, at man er parat til at intervenere og sætte markedets udvælgelsesmekanismer ud af kraft. Taberne får kunstig hjælp, fordi deres nedtur er for stor en mundfuld for selve markedet! Markedet kan ikke klare sig selv. Det er på bissen. Løsningen på alle problemer kan ikke stå selv. Markedet er problemet.

På et tidspunkt opdager befolkningerne hykleriet inden for de såkaldte ledende kredse i erhvervslivet og det politiske system, at de tabende vindere er ikke nødvendige for noget som helst, men selv er problemet. Deres nederlag er mangfoldige. Dels er den økonomiske vækst kun nødvendig for det syge system selv. Dels underminerer væksten sine egne forudsætninger, på måder som slet ikke kan forklares i økonomisk forstand.

Væksten i forbrug og produktion hos verdens velstillede er en forbrydelse mod naturen og menneskeheden selv. De tabende vinderes nederlag er en sejr for miljøet og alle andre, end dem der aldrig nåede at få del i den perverse fest af overforbrug og destruktion af naturlige livsbetingelser. De 14% af verdens befolkning, som står for et forbrug, der svarer til ca. 80% af verdens begrænsede ressourcer, kan aldrig legitimere sit overforbrug eller destruktive adfærd med påstanden om, at deres forbrug er vejen ud af verdens problemer. Fremstillingen af væksten som løsningen på alle problemer er en del af den løgnagtige adfærd, vor egen Connie Global Hedetur står for.

Finanskrisen er en kæmpe gevinst for det moderne menneskes mulighed for at forstå hykleriet i de højtbesungne succeskriterier. Idealerne om det fri marked og væksten på dets betingelser er perverst og afsløret med finanskrisen og politikernes reaktion på den.

Angela Merkel ved, at den økonomiske aktivitet ikke kan fortsætte, hvis man skal gøre noget ved klimaproblemerne. Hun har valgt side. Hun har sagt, at hun ikke kan gå ind for højere arbejdsløshed og belastninger for erhvervslivet for klimaets skyld. Hun ved at hensynet til væksten og hensynet til klimaet ikke kan forenes. Hun siger ærligt nej til klimaet og ja til væksten og prisen for den. Alle andre er hyklere (undtagen mig John Fredsted, Ralp Sylvestersten og Ejvind Larsen, der siger ja til arbejdsfrihed, lavt forbrug, ansvar for planeten og tid til at tænke i stedet for forbrug)

martin sørensen

Krisen er en realitet ja, og der vil ganske sikkert gå 2-5 år hvor verden har et lidt lavere energi forbrug, men spørgsmålet er om vi ikke bare udsætter krisen i et par år. for IEA vasler ikke højere priser på olien uden der er noget om dette faktum.

Helt enkelt så har flere opec lande ikke råd til den nuværnde lave olie pris,lande som venuzulea og iran har direkte underskud på deres statsfinanser når prisen er under 50 dollar pr tønde, ironisk nok så er det precist det samme der sker for olie landet danmark. når prisen kommer under 70-60 dollar pr tønde danmark har PT underskud på statsfinanserne. og dette underskud vokser i samme takt som olie produktionen falder sammen med olie priserne. hvad vil der ske i det danmark hvor olie priserne igen er høje, men danmark importere nu energi ja danmark bliver nu nødtil at skære dybt vores velfærds ydelser dette bliver realitet hvis den nuvænde linje forsættes. så vi har helt enkelt ikke råd til pasitiviet.

Så danmark har sin helt lokale egen begrundelse for at gøre noget vores nasionale økonomi har ikke råd til at danmark bliver importør af olie og naturgas.

bred debatten ud og vind den, verden og danmark har er ramt af en dødelig sygedom den forsile energi, klima prolemet er kun en af symtomerne på denne sygdom, den forsile energi er årsag til hovedparten af alle verdens krige og hovedparten af de kriser som vi ser i verden, den nuværede økonomiske krise ja den er igen et symtom på den sygdom der har ramt verden den forsile energi det var den høje olie pris der fik økonomien til at kolapse. det var faktoren der fik korthuset til at falde sammen. løser vi krisen ved at omstille samfundet væk fra den forsile energ ja så har vi faktisk løst alle problemer på engang.

verden er syg. sygdommen har flere symtomer klima.økonomisk krise, forsynings krise geo politisk eneregi krise.

løsningen er ret enkel uden forsil energi så har vi en hel masse ny vægst over til det samfund der ikke behøver den fosile energi, løs krisen ved at løse krisen.