Læsetid: 4 min.

'Pigerne tisser i sengen af angst'

En tur gennem Jerusalems både arabiske og jødiske kvarterer afslører en dyb splittelse mellem jøder og palæstinensere over drabene og bombningerne i Gaza - og frustration over natlige mord og teenagepiger, der tisser i sengen af frygt. Alle frygter, noget mere dramatisk er undervejs
En tur gennem Jerusalems både arabiske og jødiske kvarterer afslører en dyb splittelse mellem jøder og palæstinensere over drabene og bombningerne i Gaza - og frustration over natlige mord og teenagepiger, der tisser i sengen af frygt. Alle frygter, noget mere dramatisk er undervejs
Udland
29. december 2008

JERUSALEM - Nidal Tahbub kniber sine grå øjne sammen. Den velklædte, høje palæstinenser har indtil nu talt roligt om sin frustration over de israelske angreb mod Gaza. Men adspurgt om angrebene vil svække opbakningen til Hamas, bliver stemmen mere snerrende.

"Palæstinenserne vil sympatisere med Hamas. Hvis israelerne prøver et udslette Hamas, vil modstanden brede sig i hele folket. Hvert eneste barn her har set på denne massakre, og de vil gøre modstand. Du kan ikke skabe fred med folk, der udfører massakrer som denne,"siger han.

Vi står på hovedgaden i Shu'afat, en arabisk bydel i det nordlige Jerusalem. De handlende har lukket deres butikker i protest mod de israelske raketter, der i disse minutter stadig regner ned over Gaza.

Den normale larm og livlige trafik af kunder hos de nussede små købmænd, tøjbutikkerne og biludstyrs-forretningerne er erstattet af små grupper af mænd, der står ved deres biler og snakker.

De israelske luftangreb på Gaza kommer, efter at Hamas, der har magten i Gaza-striben, har optrappet affyringen af raketter mod Israel.

Men antallet af dræbte, som sundhedsministeriet i Gaza i går aftes opgjorde til 284 og hertil skal lægges over 900 sårede, opfattes blandt Jerusalems arabiske beboere som en voldsom overreaktion.

Endnu en forbrydelse

"Det er endnu en forbrydelse fra den zionistiske besættelsesmagt. Det er endnu én i en serie af massakrer, de bliver ved at gennemføre, uanset om de har en grund eller ej," siger Nidal Tahbub, der er i 30'erne og sælger biler.

Han er også aktiv i Fatah-bevægelsen, der kæmper med Hamas om magten i de palæstinensiske områder, hvilket måske er forklaringen på, at han gentagne gange må afbryde interviewet for at tale i telefon eller snakke med forbipasserende.

Da en gruppe mænd i en Mazda passerer os, stopper han og ser efter dem.

"Den israelske efterretningstjeneste," siger han henkastet.

Nidal Tahbub insisterer på, at palæstinenserne er et fredeligt folk, der gentagne gange har tilbudt israelerne rimelige vilkår for fred. Men de nye angreb har sønderbombet de i forvejen spinkle håb om en fredelig løsning.

"Det palæstinensiske selvstyre bør droppe fredsforhandlingerne med Israel. Det har ikke givet nogen som helst resultater siden 1992 og de hjælper os ikke med at befri vores land. Vi må kæmpe, vi har retten til at kæmpe," siger han. Frustrationen lyser også ud af David Abu Elhaij, en ældre mand på gåtur i eftermiddagssolen.

"Jøderne, Amerika og halvdelen af Europa vil slå alle palæstinenserne ihjel. Hvorfor ved jeg ikke. Vi har lavet shalom (fred på arabisk, red.) med jøderne, men de kommer om natten og slår os ihjel. De er ligeglade, de slår alle ihjel, de ikke kan lide," siger han og slår opgivende ud med armene.

"Og når du kommer og tager mit land og mit hus, hvad tror du så jeg gør ved dig?," siger han.

Foreløbig har Hamas svaret igen ved at sende flere raketter mod Israel. Men de fleste venter, at der er mere på vej.

"Her er der stille. Men der vil ske noget i byen," siger en købmand, der står foran hans tillukkede butik, og peger ind mod Jerusalems centrum.

På jødisk side

Derinde i den vestlige, israelske del af byen, er politiet og militæret at finde på flere gadehjørner end normalt. Men det vrimler som vanligt med folk i gågaderne, og på Jaffa Road, hvor en palæstinenser i sommer gik amok med en bulldozer og dræbte tre israelere, er der fyldt med shoppere, ortodokse jøder, der forsøger at sprede deres budskab fra små podier, fnisende teenagepiger og små familier på jagt efter gode tilbud.

Itzik, en 22-årige lærerstuderende, der for nylig afsluttede to år i felten for den israelske hær, er ked af, at civile er blevet dræbt i Gaza.

"Men vi har intet andet valg end at angribe. Regeringen gør alt, hvad den kan for at fremme freden, men der må ske en ændring," siger han.

Da han var inde ved militæret, var han på patrulje nær en arabisk landsby, fortæller han. De lokale kastede sten, og hans kammerat fik en dyb flænge i ansigtet.

"Det gjorde mig enormt vred. Men vores overordnede understregede, at vi ikke måtte gengælde den slags," siger han.

Han peger på sin ven, en ung mand ved navn Ido.

"Ham her bor i Sderot (israelsk by tæt på Gaza, red.), og vi hører mange historier. En af dem er om en 16-årig pige, der tisser i sengen hver nat, fordi hun er bange. Det er ikke en måde at leve på, og vi må gøre noget for at stoppe det," siger han.

Merav Markovitz, en yngre israelsk kvinde på tur med hendes mand og et sovende barn i klapvogn, er godt tilfreds med begivenhederne i Gaza.

"Det var på tide, at nogen viste palæstinenserne, at vi er frustrerede over deres handlinger. Vi er nødt til at vise dem, at hvis de ikke vil have fred, har konfrontation en pris," siger Merav Markovitz, der er iklædt hue, knappet trøje og lang nederdel, en populær påklædning blandt stærkt religiøse jøder.

"Vi handler kun i selvforsvar. Hvis nogen skyder missiler på dele af ens land, bør man ikke bare være tavs. Regeringen er nødt til at gå til modangreb," siger hun.

Er hun bange for gengældelsesangreb og måske at Hamas genoptager sine selvmordsangreb i de israelske storbyer?

"Vi har intet at være bange for, det værst tænkelige sker allerede - Hamas skyder raketter på os. Skal vi starte en krig? - jamen krigen er her allerede," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chris David Bonde Henriksen

"Vi har lavet shalom (fred på arabisk, red.) med jøderne, men de kommer om natten og slår os ihjel."

Måske skulle man fortælle den gode Nicolai Raastrup at "shalom" ikke er arabisk, men hebraisk (ivrit). Det tilsvarende ord på arabisk er "salaam". Meget betegnende iøvrigt at palæstinenseren bruger det hebraiske ord for fred.

Konflikt-teorier kan fortælle os meget bl.a. at uenigheder og stridigheder til sidst kan ende med et ønske om den totale udslettelse af modparten. Det er her konflikten mellem palæstinserne og israelerne er endt. Desværre :(

Nogen kan måske erinde den danske film Nabo-krigen hvor det ender med total destruktion af begge personer, deres huse og familier - mens våbenhandlerne gnider sig i hænderne...

Lennart Kampmann

Gandhi viste vejen. Man skal lægge våbene og blive moralsk overlegen, selvom det koster på den korte bane.

For øvrigt også en pointe Tom Clancy nåede at inkorporere i en af hans romaner, The Sum of All Fears, hvor palæstinenserne med ikke-vold opnår at USA ikke moralsk kan støtte Israel.

De rædselsfulde følger af vold er alt for velbeskrevet, de fører ikke til de manges glæde. En martyrbevægelse medfører ikke et moralsk overherredømme - der skal ikke-vold til.

med venlig hilsen
Lennart

Chris David Bonde Henriksen

@ Lennart Kampmann

Der er lang vej fra Gandhis manen til ikke-vold til de blodtørstige imamers opfordring til hellig krig.

Lennart Kampmann

Jeps - og det er også min pointe. Der er lang vej frem til freden for palæstinenserne (og dermed indirekte for Israelerne). Så længe parterne fastholder deres vaner, forbliver de urokkeligt på voldens sti.

Desværre.

med venlig hilsen
Lennart

Chris David Bonde Henriksen

Begge parter skal ønske freden fremfor krigen. Det har lange udsigter, Kampmann. Desværre.

Michael Sølvvig

Jeg synes denne artikel er for proisraelsk og som sådan i slægt med artikler som jøder og/eller i Israeel bosatte journalister har det med at skrive.

Jeg bliver faktisk forarget over en vinkling på at israelske teenagepiger tisser i sengen af angst, når den palæstinensiske teenagepige mister familiemedlemmer.

Den tendensiøse dækning er noget jeg er meget bevidst om og det er derfor jeg mener det er umuligt med reel dækning med mindre det er en meget dygtig journalist der ikke har noget i klemme.
Eller også kunne man i højere grad have arabiske korrdspondenter - som norske Morgenbladet havde indtil Israel fangede ham og torturede ham .

Thomas Bolding Hansen

Vejen til fred med ikke vold ville så til gengæld være kort.