Læsetid: 5 min.

Radikalismen marcherer

Kun de mest naive tror, at Barack Obama vil gøre en afgørende forskel i den amerikanske mellemøstpolitik. Alligevel er hans navn forbundet med arabisk håb om forandring - et håb, der har rod i den arabiske erindring om Amerika som 'den ærlige mægler'. Det bliver op ad bakke for Obama, for islamismen er kommet for at blive
Håbet. Det er USA som forhistorisk erindring, der gemmer sig i ordet -amal-, og hvad der til forveksling ligner arabisk ønsketænkning om Obama. Det ser nemlig ud til, at han vil prioritere en mellemøstpolitik, der til forveksling ligner den, han overtager.

Håbet. Det er USA som forhistorisk erindring, der gemmer sig i ordet -amal-, og hvad der til forveksling ligner arabisk ønsketænkning om Obama. Det ser nemlig ud til, at han vil prioritere en mellemøstpolitik, der til forveksling ligner den, han overtager.

YASSER AL-ZAYYAT

27. december 2008

BEIRUT - Vedholdende forlydender vil vide, at Obama snart efter sin tiltræden vil holde en tale 'til verdens muslimer'. Den vil givetvis blive skrevet med omhu, for det bliver op ad bakke for Barack Hussein Obama i Mellemøsten. De arabiske kommentatorer har travlt med at fortælle USA's næste præsident, hvad han bør gøre - og især ikke bør gøre. Og otte år med Bush har akkumuleret udbredt skepsis over for, om Obama overhovedet kan gøre en forskel, med eller uden mellemnavnet in mente.

USA har to uflyttelige interesser i regionen: Sikringen af uhindret adgang til olie og Israels fortsatte overlevelse som jødisk stat. Men når ordet amal - håb - ikke desto mindre går igen, hver gang arabere taler om Obama, er det også udtryk for latent længsel efter det USA, der var engang, men ikke har været siden præsident Eisenhowers støtte til Egypten under Suez-krisen i 1956. Frankrigs og Storbritanniens militære intervention i alliance med Israel havde til formål at genetablere kontrollen over Suez-kanalen (og dermed olie-transporterne), men blev de gamle kolonimagters sidste fantasi om imperial status. Med støtten til præsident Nassers kanal-nationalisering trådte USA ind som den dominerende politiske magtfaktor. Og lige siden har amerikanerne stort set været på 'de ondes' side i arabisk optik.

USA har enten direkte eller som sponsor været involveret i samtlige regionale krige og konflikter, hvor olien eller Israel - eller begge dele på én gang - har udgjort en dyster undertekst: Seksdageskrigen i 1967, Yom Kippur-krigen i 73, Iran-Irak-krigen 1980-88, Golfkrigene i 1991 og 2003.

USA har vundet diplomatiske og militære sejre: fredsaftalen mellem Israel og Egypten 1979, Sovjetunionens nederlag i Afghanistan 1989, alliance-bygningen før Golfkrigen 1991 er tre eksempler. Tilbageslagene er lige så spektakulære: Bagdad-pagtens sammenbrud 1958, Irans revolution 1979, 11. september 2001, Saudi-Arabiens og Tyrkiets nej til anvendelse af deres territorium ved invasionen af Irak 2003, og - som den ultimative fiasko - besættelsen af Irak, der tillige med Afghani-stankrigen har gjort USA mere upopulær end nogen sinde.

Bush værre end bin Laden

Allerede i 2005 fremgik det af en amerikansk kongresrapport, at massive flertal i den arabiske verden anså George W. Bush som "en større trussel mod verdensordenen end Osama bin Laden" - sølle syv pct. af saudierne, 15 pct. af tyrkerne og seks pct. af de adspurgte i Egypten havde et positivt syn på USA.

I Kuwait, på hvis vegne USA førte krig i 1991, var plus-procenten på 28. En spritny meningsmåling fra i år viser udbredt folkelig modstand mod amerikanske baser i Golf-området: 91 pct. i Egypten, 77 pct. i Tyrkiet og 76 pct. i Jordan - alle tre lande tætte allierede til USA.

Og så alligevel - trods islamisering og nationalistisk skokastning mod Bush i Bagdad - er Amerika en kulturel, økonomisk og demokratisk rollemodel i den arabiske verden. Det aflæses på børnenes og teenagernes 'USA'-T-shirts, dollaren er den gængse valuta, og de pomadiserede lømlers kromskinnende dollargrin med arabesk-dunkende bas-forstærkere og Elvis- og Marilyn-solskærme i bagruden er påmindelser om en æra, hvor amerikanerne ikke kun spredte deres Coca Cola- og rock n' roll-imperialisme, men også kickstartede FN (hvor de stadig står for en fjerdedel af budgettet), Verdensbanken og IMF, knæsatte principperne for ulandshjælp og økonomisk bistand og blev hyldet som 'den ærlige mægler' i de mellemøstlige konflikter, hvor de gamle europæiske magter og det nyetablerede Israel var fjendebilleder.

Det er altså USA som forhistorisk erindring, der gemmer sig i ordet amal, og hvad der til forveksling ligner arabisk ønsketænkning om Obama. Det ser nemlig ud til, at han vil prioritere en mellemøstpolitik, der til forveksling ligner den, han overtager - f.eks. er han for længst bakket ud af valgløftet om at forlade Irak inden for 16 måneder.

Han har beholdt Robert Gates som forsvarsminister, Hillary Clinton er udenrigsminister efter en stærkt pro-israelsk primærvalgkampagne, og eks-marinegeneralen Jim Jones er håndplukket som ny national sikkerhedsrådgiver. Jones var manden bag genoptræningen af Det Palestinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas', Fatah-sikkerhedsstyrker på Vestbredden, der blev iværksat efter Annapolis-topmødet i november 2007. En anden sigende detalje om Obamas tre spidser i den udenrigspolitiske holdopstilling er, at alle var tilhængere af Irak-invasionen i modsætning til deres chef, hvis holdning i 2003 bidrog til hans valgsejr. Obama præsenteres altså for 'en fuld tallerken', hvor den arabisk-israelske konflikt er mest synlig som følge af mediernes vane-prioritering, men langt fra mest uhåndterlig - det meste af benarbejdet for en fredsaftale er gjort, hvad der mangler, er politisk mod til at skære igennem.

Reduceret eldorado

Den ny administration er klar over, at USA's problem er islamiseringen af Mellemøsten (der ikke har rødder i en religiøs vækkelse, men i antivestlige følelser), hvilket da også fremgik af en tale, Robert Gates holdt i Bahrain for nylig, hvor han prioriterede Irak, Iran og Afghanistan højst på listen over "emner, der bekymrer US-allierede i regionen."

Ganske vist er der tegn på, at muslimerne er ved at tabe sympatien for den antivestlige terror af al Qaeda-typen, ikke kun fordi den kræver flere muslimske end vestlige ofre, men fordi den ikke virker, hvorimod den 'moderate' islamisme vinder frem - i Tyrkiet først og fremmest, men også, om end i en mere radikal toneart, med Ahmedinejad i Iran, med Hamas i Palæstina, med Hizbollah i Libanon. I Saudi-Arabien har man gennemført uddannelses- og rehabiliteringsprogrammer for løsladte jihad-krigere, der faktisk virker. De bliver rimeligvis bedre muslimer, men det er naivt at tro, at de også bliver mere vest-venlige.

Årsagen er Irak - indtil for nylig et eldorado for islamisk terror, der i dag er reduceret af flere grunde: Iran har i forståelse med amerikanerne beordret den militante shi'itiske oppositionsleder, Moqtada al-Sadr, til at indstille Sadr-militsens væbnede modstand mod besættelsesstyrkerne, i hvert fald indtil videre. USA's militære ledelse har simpelt hen bestukket klaner og militser i de sunni-dominerede provinser til at vende våbnene den anden vej, nemlig mod de fanatiske al Qaeda-jihadister udefra, der kæmper i Irak - ikke så meget for at hjælpe irakerne som for at bekæmpe 'Den store satan'. Disse grupper er nu trængt nordpå til byerne Mosul og Kirkuk, hvor forholdene stadig er uafklarede bl.a. som følge af kurdisk-arabiske trakasserier.

Omkring 100.000 sunni'er har skiftet side, og man kommer i tanker om Nuri Zaid, Iraks kurdiske premierminister under monarkiet i 1950'erne, der huskes for sætningen: "Man kan ikke købe en araber - men man kan altid leje én." Faldet i støtten til den islamiske terror har dog ikke tilvejebragt en sympati-dividende til Vesten, endsige amerikanerne, og en forklaring findes i en ny meningsmåling fra WorldPublicOpinion.org, hvor det store flertal mener, at USA "ikke har respekt for muslimer".

Den fjendtlighed er den essentielle arv efter George W. Bush.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

USA er vel efterhånden på vej ud af Irak.

Nettoresultetet er, at Saddam Hussein (med krige mod Iran, Kuwait, Kurdere m v samt giftgasanvendelse) er væk - på kort sigt er vinderne Iraks naboer´. Saudi Arabiens kongehus er sluppet af med en anti-royal diktator, Iran er sluppet af med en fjende, Kuwait kan håbe på ikke at blive "gen-besat" o s v.

På lidt længere sigt får vi vel en ny konflikt med udgangspunkt i modsætningerne mellem på den ene side Iran og Irak (shia) og på den anden side Saudiarabien (sunni).

Så bliver det interessant hvorledes USA og Israel spiller kortenen og om EU overhovedet tør blande sig.

øh, hvilken islamisme er der i Tyrkiet? Der er ikke nogen islamisme i Tyrkiet, medmindre man regner det at der er et islam-demokratisk parti i regering for islamisme i sig selv. I mange år er Tyskland jo blever regeret af Kristen-demokratiske partier, som med kristendommen i hånden bl.a. har forbudt abort mv.

Mht. valgløftet om at forlade Irak indenfor 16 måneder, så er det vel sådan, at der nu er lavet en aftale om at USA (som stat) forlader Irak i år 2011 ca.

Barack H. Obama går stadig ind for døds-straf, han går stadig ind for at USA kan slå først, hvis og når USA føler sig truet, og han går ind for at udvide krigen i Afghanistan. Manden er altså langt fra pacifist.

Min fornemmelse er klart den, at han i talen til verdens muslimer vil tale om at de skal holde op med at se sig selv som ofre, og selv gøre noget. Og så desuden give USA's støtte til 'a viable palestinian state.'

Robert Gates, Hillary Clinton mv. er alle underlagtt Obama's strategiske og taktiske diskurs og vsioner. Lasse Ellegaard synes at glemme, at i USA har man præsident-styre, hvor Præsidenten udstikker rammerne for 'the administration'. Og hvor medarbejderne så loyalt som muligt udfører ordrerne fra the commander in chief, the President.

Hvad betyder islamiame?

Hvorfor overtager L. Ellegaard ukritisk et kunst-udtryk, der er opfundet af R. Pittelkow efter amerikansk neo-konservativt forbillede og som har gavnligt pædagogiske lighed med de to andre, frygtelige -ismer fra det senest overståede århundrede?

Angelica Correa

"Allerede i 2005 fremgik det af en amerikansk kongresrapport, at massive flertal i den arabiske verden anså George W. Bush som "en større trussel mod verdensordenen end Osama bin Laden""

Mon ikke store dele af Vestens befolkning ville være enig i dette? Det værste Osama Bin Laden er eftersøgt for er en bombe fra 1998 - lidt grov kriminalitet måske udført af ham for ti år siden. I øvrigt er der meget der tyder på at Bin Laden er død (hvilket Bush insinuerede at han var allerede i december 2001).

Til sammenligning har Bush slået hundredetusinder af mennesker ihjel, gennemtrumfet jungleloven i det internationale retssamfund, fusket sig til mindst en - sandsynligvis to - valgsejre i verdens mest magtfulde land, gjort det "legitimt" for demokratier at udøve tortur, at underminere deres borgeres retssikkerhed og at sanktionere politisk dissidens.

Det er da en begyndelse at man her og forhåbentlig flere steder udtrykker, at den nuværende Bush og nogle af hans ministre har været mere samfundsnedbrydende end Ben Laden nogen sinde har været det.

En del af Det Amerikanske Militær's ledelse var klar over, at okkupationen, der ikke måtte hedde okkupation (ligesom Hitler, der "befriede" Sudeterne) var nedbrydende med mindre der straks blev sat ind på at opretholde samfundsordenen, d.v.s. at der skulle sørges for vand og el, retsvæsen og uddannelse.

Jørgen Nielsen

Ret beset, er det jo superærgerligt at det ikke er russerne eller kineserne, der er verdens førende supermagt, fordi så havde der jo hersket global retfærdighed, velstand og fred...