Læsetid: 6 min.

Russiske rige uden købelyst

Millionærernes Messe er de russiske oligarkers årlige mulighed for at udstille deres rigdom. Men i år er det anderledes: Efter finanskrisen sidder pengene ikke længere så løst i lommen hos Ruslands nyrige. De vil ikke indrømme det
Moskvas Millionær Messe er provokerende i sit overdrevne udbud af juveler, yachter, helikoptere, jetfly, designerflygler og lejligheder i 600 meter høj skyskraber. Her sidder nogle rige kunder til et modeshow under messen.

Moskvas Millionær Messe er provokerende i sit overdrevne udbud af juveler, yachter, helikoptere, jetfly, designerflygler og lejligheder i 600 meter høj skyskraber. Her sidder nogle rige kunder til et modeshow under messen.

Thomas Peter

Udland
8. december 2008

Der er biler, der er lystbåde, der er en nøgenmodel i guldfarvet bodypaint og alle de hippeste navne fra Ruslands popscene er naturligvis også kommet til gallafest på Millionærmarkedet i Moskva. Det eneste, der mangler, er penge.

Den årligt tilbagevendende begivenhed Millionaire Fair er blevet et opulent symbol på Ruslands demonstrative luksusforbrug, hvor landets nyrige elite er blevet vant til at bortødsle deres petrodollar så hurtigt, som de kan tjene nye, og efterspørgslen efter diamantbesatte hjulkapsler og spektakulære superbiler har i de senere år været stigende.

Men sådan er det ikke i 2008, hvor Rusland er blevet ramt af det værste økonomiske tilbageslag i 10 år. Både den russiske stat og landets rigmænd døjer under virkningerne af en krise, som alle på en eller anden måde håbede, ville holde sig uden for landets grænser.

"I år kommer vores gæster mest for at sige hej - af høflighed," siger Gaukhara Zhakish, salgschef for den russiske filial af Gulfstream - et firma, der fremstiller eksklusive private jetfly.

I løbet af de seneste år har Gulfstream i snit solgt 20 privatfly om året og haft en omsætning, der har svinget mellem 150 millioner dollar til 250 millioner dollar. Men siden i sommer har man ikke fået en eneste bestilling i sin ordrebog.

"Sidste år havde vi en stor stand. I år tænkte vi, at det ikke ville være passende. Aggressiv markedsføring er ikke rimelig i den nuværende situation," siger Zhakis.

Milliarder forlader landet

Tallene er da også dystre. Det russiske børsindeks er styrtdykket med 70 procent siden maj. Over 83 milliarder dollar menes at have forladt landet siden august. Verdensbanken har nedjusteret sit skøn for den forventede russiske vækst i 2009 til blot tre procent.

Og Ruslands oligarker, det mest opsigtsvækkende symbol på landets nye massive velstand, har tabt over 230 milliarder dollar siden kreditkrisen begyndte at banke på Ruslands dør i september, vurderer erhvervsmediet Bloomberg.

Men prøv at fortælle det til de håbefulde værter ved Millionær Messen åbningsgalla, og de mange håbefulde sælgere, som deltager i den.

"Alle andre har krise, men vi har et millionærmarked," proklamerer Ksenia Sobchak, en russisk udgave af Paris Hilton. Men hendes medkonferencier, tv-værten Andrei Malakhov, holder sig ikke helt til det budskab: "Livet går videre," siger han til publikum, hvis blikke søger i retning af det hastigt svindende antal flasker med Laurent-Perrier champagne.

Ordet 'krise' var forbudt

Ruslands ledelse har arbejdet hårdt for at holde landet i uvidenhed. Da kreditkrisen slog til i Rusland i kølvandet på Vestens bølge af bankkonkurser, fik de statslige tv-kanaler forbud imod at benytte ordet 'krise'.

Den strategi blev dog opgivet i november, da regeringen i hast måtte lancerede en 'antikrise-pakke' - nu kan det statslige tv godt bruge ordet 'krise', dog kun i det sammensatte udtryk 'den globale krise'.

Præsident Dmitrij Medvedev og premierminister Vladimir Putin lægger helt og holdent skylden for krisen på USA. Ikke desto mindre er der tegn på, at krigen i Georgien i august og bekymringer for investeringsklimaet i kombination med en grumset strid om aktieudbytter har bidraget væsentligt til, at det er Rusland af alle de nyindustrialiserede lande, der har klaret sig dårligst, som krisen har udviklet sig.

Efterhånden som olieprisen er faldet til en tredjedel pr. tønde til 50 dollar, har staten set sig nødsaget til har hver uge måttet bruge milliarder dollar for at hindre en kraftig og pludselig devaluering og deraf politiske ulykker.

Nu går der rygter om, at tv-stationerne såvel som visse banker har fået henstilling om ikke at benytte ordet 'devaluering' Tilsyneladende har statens pr-strategi virket - i al fald blandt flere af gæsterne her.

"Der er ingen krise. Hvilken krise?", siger Igor Kirin, 46, som er flyttet tilbage til Moskva efter at have tilbragt flere år i New York, hvor han drev et galleri. Mens han slentrer rundt på Millionær Messen ønsker Kirin dog ikke at oplyse, hvad han laver nu.

"Jeg har visse projekter, og jeg er på udkig efter finansiering. Hvad de består i, er en hemmelighed".

"Vi har en stabiliseringsfond, og der er penge nok i den til at redde os gennem dette her. Og det er ikke mig, der siger dette - det er Medvedev, vores præsident."

Men på gaderne i det centrale Moskva, langt fra Millionær Messens udstillingshaller i en af byens velhavende forstæder, rumler utilfredsheden stadig mere ildevarslende.

Som rublen svækkes, er russerne strømmet til bankerne for at veksle deres penge om til grønne dollar. Nogle beklager sig også over, at det er blevet sværere at finde de importerededagligvarer, de havde vænnet sig til.

Rublen har allerede mistet omkring 15 pct. af sin værdi, og mange russere forventer, at den dykker helt ned til 35 rubler for en dollar imod 25 rubler for blot få måneder siden.

Som en fest midt i pesten

En protesthappening, der går under navnet 'Pensionist Messen', skal afholdes den følgende dag i det centrale Moskva. Den er organiseret af Nikolai Levitjev, et parlamentsmedlem, der tilhører det Kreml-venlige parti, Et Retfærdigt Rusland.

"I en tid med kriser og massefyringer, ligner en udstilling af uopnåelige luksusvarer en fest midt i en pest," erklærer Nikolai Levitjev som forklaring på sit initiativ.

Analytikere anslår, at Rusland er omkring seks måneder bag efter Vesten i forhold til at mærke følgerne af den globale finansielle krise. Ruslands rigeste har konstateret, at adgangen til ny kapital er blevet begrænset, hvilket har udhulet deres rigdom. Samtidig har de russiske banker måttet afskedige ansatte, efterhånden som deres kreditter er tørret ud.

Den reelle økonomi er kun lige begyndt at føle smerten: Mange firmaer skærer nu i lønninger og fyrer folk, hvilket presser ledigheden op - den lå i oktober på 6,1 procent.

Byggesektoren og ejendomsmarkedet er blandt de værst ramte. I sidste uge udsatte entreprenører arbejdet med at opføre Ruslands-tårnet, en 600 meter høj skyskraber, som er tegnet af arkitekten Norman Foster. Tårnet, der bliver Europas højeste bygning, hvis det fuldføres, var tænkt som det ultimative symbol på Ruslands plads i front i den internationale økonomi.

Dette års millionærmesse har også længt færre boligprojekter udstillet end tidligere. En mand, der forsøger at sælge ét, er Dmitrij Borisov, repræsentant for det nyopførte velhaverkvarter Baden Baden, der ligger i en forstad til Moskva.

"Folk er ikke berørt af krisen," mener Borisov.

"Nå ja, måske er de mere påpasselige, men de køber stadig."

Få minutter senere kan man høre ham lægge pres på en mulig køber, der ser ud til helst at ville væk: "Det er nu beslutningen skal træffes!"

Et hjem i Baden-Baden koster mellem 44 millioner og 105 millioner rubler (mellem 10 og 25 mio. kr., red.), men Borisovs indrømmer senere, at de overvejer prisnedslag på mellem 10 og 15 procent.

Firmaet begyndte at sælge boliger i løbet af sommeren, og har hidtil kun fået afsat fem af de 39 huse.

"På hele markedet for fast ejendom er aktiviteten lav, så det er et pænt tal"" mener sælger Anastasia Vasilieva.

Lige i nærheden trygler Svetlana Tjirjatnikova to mænd om at blive på standen - hun lover dem whiskycocktails. Tjirjatnikova repræsenterer Status, et magasin, der koster 100 dollar pr. nummer og giver sine læsere løfter om en eksklusiv og luksuøs livsstil.

Selv om hun ikke har formået at tiltrække én interesseret person hele aftenen, er Trijatnikova lutter energi og smil.

Kender nedtur alt for godt

De fleste russere tænker på den økonomiske krise i august 1998, da regeringen misligholdt sin gæld og kraftigt devaluerede rublen, hvorved den udraderede opsparingen for mange almindelige russere.

Denne gang er det anderledes, og selv om krizis er hovedsamtaleemne i barer, kontorer og taxaer, ved ingen præcis, hvad der forestår.

Sommeren techno-hit "Moskva sover aldrig" kværner gennem udstillingen. Klokken er et om natten - Millionær Messen gør klar til at lukke.

Mænd i dyre jakkesæt og kvinder i balkjoler og glitrende juveler haster væk og skodder cigaretter på tæpperne, på jagt efter mere champagne.

Zhakish, Gulfstream-sælgeren indrømmer, at det føles, som om festen er forbi.

"Det bedste marked var det i 2006 - det var klimaks. Folk brugte penge for sjov, bare for at forkæle sig selv. Et fly eller en dyr bil blev en slags legetøj."

På dette års Millionær Messe, er legetøjet lige så skinnende og overdådigt som altid, men stemningen er bemærkelsesværdigt mindre glamourøs. Rusland forbereder sig nu til, hvad tegner til at kunne blive en meget lang og barsk vinter, fyldt med utryghed - men den slags er russerne på den anden side kun alt for vant til,

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her