Sangere og journalister medskyldige i folkedrab

ARUSHA - Den rwandanesiske sanger Simon Bikindi er indskrevet i historien. Ikke for sine populære sange eller for balletkompagniet Irindrio, som han grundlagde og drev med stor succes. Heller ikke for sin tid som ansat i Rwandas ministerium for sport og ungdom. Men fordi Bikindi nu er på listen over de krigsforbrydere, som stod bag folkedrabet i Rwanda, der i april 2004 kostede 800.000 tutsier og moderate hutuer livet og på få dage drev hundrede tusinder på flugt.

I sidste uge blev Bikindi idømt 15 års fængsel for at opildne til etnisk had.

"Du har misbrugt din status som en kendt og populær kunstner og udnyttet din politiske indflydelse til at incitere til folkedrab," sagde den argentinske dommer, da dommen blev læst op for sangeren og de mange tilskuere, som var mødt op udenfor det glassikrede retslokale.

Dommen over Simon Bikindi er et led i det omfattende internationale retsopgør efter folkemordet i Rwanda.

Fra ord til handling

Sagen har været fulgt med opmærksomhed fra menneskerettighedsorganisationer og forkæmpere for ytringsfrihed, siden Bikindi blev pågrebet og arresteret i Holland i 2001.

For vel er krigsforbrydertribunalerne sat i verden for at gøre op med nogle af verdens voldsomste forbrydelser mod menneskeheden. Men det er også en art juridisk laboratorium, hvor normerne for fremtidens internationale strafferet bliver afprøvet. Som en af de fransktalende jurister ved tribunalet forklarer: "Det, vi laver her, er grundlaget for fremtidens kriminalret. Hvis nogen skulle have været i tvivl, så stadfæster dommene, at det ikke blot er en forbrydelse at gå ind i en kirke og dræbe mennesker, der har søgt tilflugt der. Det er også en forbrydelse at køre den bil, som bringer militsen derhen, at forsyne dem med øl eller at opfordre dem til at slå ihjel ved at tale om det i radioen. Måske har det ikke været helt klart tidligere, hvor grænserne går, men det er det nu".

Andre sager

Især tre af Bikindis numre har været i søgelyset for at forvrænge Rwandas historie og promovere hutuernes had mod de mere velstillede tutsier. Desuden optrådte han tit på politiske møder, og sangene blev både spillet i radioen og fra Bikindis eget sound system, som han kørte rundt på ladet af en lastbil. Sangeren opholdte sig ikke selv i Rwanda, da massakrerne var på deres højeste, men vidner har fortalt, hvordan de sang Bikindis sange, mens de slog ihjel.

Sagen om sangeren minder om Rwandatribunalets dom over den belgiske radiojournalist Georges Ruggio fra radiostationen Radio Television Libre des Milles Collines. "Se på højden og det fysiske udseende. Se på den smalle næse og bræk den," sagde Ruggio blandt andet. Han har efterfølgende vidnet mod andre mediefolk. I alt er et bestyrelsesmedlem, en direktør fra radiostationen, samt en dagbladsredaktør idømt tilsammen 97 års fængsel for deres rolle i at udbrede disse 'hate-speeches'.

Nye normer

Det er første gang, en kunstners produkt anklages for at forårsage folkedrab og krigsforbrydelser. Det har fået blandt andre Jane Duncan fra det Sydafrikanske Institut for Ytringsfrihed til at advare om, at tribunalerne har tendens til at anlægge en lovlig bred fortolkning af ansvar, og om, at en dom over sangeren vil kunne bruges til at legitimere censur.

Ole Reitov, journalist og projektchef i organisationen Freemuse, som kæmper mod censur og for kunstneres ret til at ytre sig, har ikke problemer med den konkrete dom, men han mener, at man skal være opmærksom på mulig negative koncekvenser.

"Man kan ikke bevise sammenhængen mellem en sang og en voldelig handling. Det ville være et våben til alle repressive regimer, der ønsker censur. Vi har allerede tilfælde, hvor man forsøger at forklare unges selvmord eller skyderier på amerikanske skoler med, at de har hørt noget bestemt musik," siger han.

- Men hvorfor skal kunstnere absolut være ansvarsfri?

"Det skal de heller ikke. Men kunstnere skal kun stilles til ansvar for det, de selv har lavet. Ikke det, som andre mennesker finder på at foretage sig. Men man kunne måske godt have dømt Bikindi ud fra selve indholdet i hans sange, hvis man havde villet det dengang i Rwanda."

Ole Reitov sammenligner det med den europæiske lovgivning, der gør det strafbart at udbrede f.eks. nazi-propaganda.

"Det er godt, hvis sagen fører til større klarhed over, hvad det er for en rolle, man har som formidler."

Læs mere om folkedrabet i Rwanda og tribunalets afgørelser på www.ictr.org