Læsetid: 8 min.

Skriften på væggen for de gamle amerikanske dagblade

30 amerikanske dagblade er til salg og der er ingen købere. Branchen har fyret 15.000 ansatte i år. Næste år vil endnu flere aviser lukke, og i 2010 vil flere store byer have mistet deres avis. En demokratisk hjørnesten står for fald
30 amerikanske dagblade er til salg og der er ingen købere. Branchen har fyret 15.000 ansatte i år. Næste år vil endnu flere aviser lukke, og i 2010 vil flere store byer have mistet deres avis. En demokratisk hjørnesten står for fald
16. december 2008

New York - Overskrifterne var sorte. Dette er trods alt mørke tider for dagblade i hele den udviklede verden, efterhånden som oplagstallets langsomme ebbe pludseligt og chokerende er faldet sammen med et sammenbrud i annonceindtægter som konsekvens af recessionen.

Den spektakulære konkurs i Tribune Group, der ejer Los Angeles Times og Chicago Tribune, to af de 10 bedst sælgende aviser i USA, samt ydmygelsen af ejeren Sam Zell, ejendomsmatador-milliardæren, hvis ego er lige så berømt for sin storhed, som han er berømt for sin lavstammethed, udgjorde en uimodståelig lejlighed til endnu en trasken om disse grumme temaer.

Og den uundgåelige konklusion er, at flere amerikanske avisejere vil følge Zells færd fra Hybris til Nemesis. De navnkundige amerikanske familier, som over mange generationer har delt industrien op imellem sig, McClatchy'erne for eksempel, med deres imperium af regionale titler, og Ochs Sulzberger'ne, som har kontrolleret The New York Times siden 1896, vil stå over for hidtil usete udfordringer, når de forsøger at klynge sig til deres gældbelæssede besiddelser.

Også journalister forventer krampetrækninger, herunder mange lokale avisers bortgang og barbariske nedskæringer hos dem, der overlever.

Ifølge Paper Cuts, en hjemmeside, der overvåger fyringer, er der i år på landsbasis forsvundet 15.000 jobs fordelt på 1.400 aviser - det er mere end én ud af otte stillinger.

Forfatningssikret

Regionale dagblades redaktioner i Washington og i udlandet lukker ned i takt med, at den amerikanske branches ressourcer - der stadig er store sammenlignet med internationale standarder - bliver hårdere og hårdere spændt for.

I USA, som formentlig er enestående i denne sammenhæng, betyder dette mere end blot smerten ved en ny hård, konkurrencepræget virkelighed.

For en industri, hvis grundlæggelsesmyte er indskrevet i forfatningen, og hvis patriarker er Bob Woodward og Carl Bernstein, hvis Watergate-afsløringer på Washington Post bragte en præsident til fald, repræsenterer de besværligheder, som avis-industrien lige nu står over for - et kollektivt psykologisk traume.

"En fri presse er det eneste erhverv, der er sikret i forfatningen," dundrede en stambesætning af tidligere og nuværende LA Times-journalister, da de sagsøgte Zell for hans ledelse af avisens moderselskab.

"Nyhedsorganisationer er både virksomheder og offentlige forvaltninger. I horisonten anes ingen anden enhed, ingen hjemmeside, ingen blogger, der kan erstatte fodsoldater over hele verden, som stiller den information til rådighed for amerikanerne, som vi har brug for for at fungere i en global økonomi."

Retssagen er kulminationen på års ophobet vrede over Zells ledelse af Tribune Group, og over den måde hvorpå han skaffede sig sine nyerhvervelser sidste vinter. Hvad enten sagen har juridiske ben at gå på eller ej, tegner det til at blive en underholdende historie og en anskueliggørende kamp om idéer for fremtidens amerikanske aviser.

Klassisk Sam Zell

Zell havde sine egne idéer, der indebar at overgive den redaktionelle kontrol med visse af magasintillæggene til reklamebureauer, at skubbe 'blødere' historier længere op på nyhedsdagsordenen og at udfare LA Times-redaktøren James O'Shea, da han vægrede sig ved at skære hundredvis af nyhedsstillinger.

Zell udtrykte det meget rammende på en mediekonference sidste måned, da han gøede:

"Jeg har endnu ikke regnet ud, hvordan man forvandler en Pulitzer-pris til kontanter."

Umiddelbart efter en af historiens største og mest bredt anerkendte ejendomshandler (da Zell solgte sit firma Equity Office Properties til den private aktiegigant Blackstone for 39 milliarder dollar, da markedet toppede sidste år), gjorde Zell, som han plejer: søgte efter et stykke konventionel visdom og gjorde så det modsatte.

Som søn af flygtninge fra Polen, da Hitler invaderede landet, har han nydt at være en omstrejfer, der dyrkede et blasfemisk ordforråd lige så flittigt, som erhversskolestudenter pudser deres virksomhedsbanaliteter.

Hans bud på Tribune, baseret i hans hjemstat Chicago, var 'en klassisk Sam Zell': organiseret med ulidelig kompleksitet for at undslå sig skatter, og ved symbolsk at placere virksomheden på de ansattes hænder, kunne Zell nøjes med at investere 315 millioner dollar af sine egne penge. Resten af tildragelsen blev finansieret ved at gældspumpe virksomheden, omkring 13 milliarder mere end det - skulle det senere vise sig - der reelt var muligt.

Handlen ville have vist sig uendelig profitabel, siger Zell, hvis reklameindtægterne fortsat var gået ned tre procent om året, og den kunne have stået distancen selv med seks procents nedgang.

Men Tribunes reklameindtægter ramlede med 19 procent - et par procentpoint over markedsgennemsnittet. Oplaget for LA Times og andre Tribune-aviser var også for nedadgående i større stil end branchegennemsnittet, hvilket ellers for nylig er accelereret til næsten fem procent.

"Sam Zell er et levende eksempel på formodningen om, at når en gruppe folk, som intet aner om avisbranchen, går ind, er det meget lidt sandsynligt, at det vil ende med succes," sagde Rick Edmons, medieanalytiker ved Poynter Institute, en journalistskole i Florida.

Bundløs gæld

Tildragelsen på 13 milliarder gæld for en virksomhed med faldende oplagstal og med recession forude så ud som en dårlig ide for stort set alle andre end Zell, men han var fortsat kæk i en sammenligning med Rupert Murdochs overtagelse af Wall Street Journal til fem milliarder sidste år:

"Rupert betaler en skyhøj pris," sagde han til The New Yorker den gang.

"For at handlen skal falde fordelagtigt ud, skal udviklingen nærme sig det perfekte. Vi har ikke brug for perfektion,, for at vores handel bliver fordelagtig. Denne handel er ikke afhængig af, at læserskaren bliver større."

Et år senere kunne kontrasten til Murdoch ikke være skarpere. Wall Street Journal er en af de blot to større aviser, som har holdt skansen på oplaget det sidste halve år, og News Corp, Murdochs familiefirma, har passet og plejet avisen med nye investeringer - en sammenligning, som de oprørske LA Times-medarbejdere selv lavede. Vigtigst af alt blev virksomheden ikke tynget af gæld, hvilket betyder, at avisbranche-veteranen Murdoch kan navigere gennem recessionen uden at bekymre sig om, at bankfolk dukker op på vejen med treforke.

Næste år ser næsten lige så potentielt ondskabsfuldt ud for nogle af branchens giganter. Kreditoplysningsbureauet Fitch har udsendt en kraftig advarsel om, at "flere aviser og avisgrupper vil misligholde deres gæld, lukke ned og blive afviklet i 2009, og adskillige byer vil måske være uden et trykt dagblad i 2010."

Dynastier for fald

Mest alarmerende er det pres, der bygger sig op omkring The New York Times Company, der har været kontrolleret af Ochs Sulzbergerne i 112 år og som udgiver de måske mest glimrende avis-er. Ulig de fraktionskæmpende playboys i Bancroft-familien, som overgav kontrollen over Wall Street Journal til Murdoch, står Ochs Sulzberger'ne sammen og er aldeles engagerede. De kontrollerer virksomheden via særlige anparter, hvilket betyder, at selvom de reelt kun ejer en minoritet, holder de bestyrelsesposterne i et jerngreb til stor arrigskab for udenforstående investorer på Wall Street. Arthur Ochs Sulzberger Junior, bestyrelsesformand og udgiver, arvede bestyrelsesformandsposten fra sin far 'Punch' Sulzberger i 1997 og begyndte at skære i udgifterne. Efter Wall Streets smag gik han aldrig langt nok, men investorerne var ude af stand til at drive familien ud. Men hvad pres fra anpartshavere ikke kunne gøre, kan obligationsmarkedets dystre matematik måske i stedet, spår nogle analytikere nu.

Med en gældsafbetaling på 400 millioner dollar i foråret, forsøger virksomheden nu at rejse 225 millioner dollar ved at udleje sit nyopførte Renzo Piano-designede skyskraberhovedkvarter i Manhattan. Og med et fald i reklameindtægter på 16 procent i forhold til sidste år, frygter nogle, at virksomheden løber tør for penge allerede næste år, hvis den ikke sælger nogle af sine aktiver.

En konkurs - hvilket virksomheden insisterer på ikke er på tale - vil uden tvivl drive New York Times og dens hjemmeside, der er førende på markedet, til et ejerskifte. Spørgsmålet er til hvem: Michael Bloomberg, byens borgmester, har længe kurtiseret avisen, og det samme har Murdoch.

En anden problemramt aktør er McClatchy, den næststørste avisgruppe i USA. Den er tynget af gæld for to milliarder, en arv fra overtagelsen af Knight Ridder, et andet familieejet medieselskab, for to år siden. Sidste uge satte McClatchy The Miami Herald til salg.

Nye ejerformer søges

Over hele USA er over 30 aviser til salg, men der er ingen købere. The Rocky Mountains News i Denver lukker næste måned, hvis den ikke finder nye ejere. Nu hvor kreditkrisen har blokeret erhvervslivets adgang til lånefinansiering, og man har brændt nallerne på mange rige erhvervsledere, der måske kunne være interesserede i at overtage en avis, søger avistilhængere efter andre ejerskabsstrukturer. Der går rygter om, at Ochs Sulzberger'ne overvejer at redde skindet ved enten at gøre The New York Times Company privatejet eller ved atplacere avisen i en non-profit fond.

Den største avis i USA, som benytter sig af den type struktur, er The St. Petersburg Times, hvis overskud går til det amerikanske fodboldhold Tampa Bay. Den bliver ofte brugt som fremtidsmodel for mange mellemstore aviser, og der er for nylig atter udbrudt diskussion om at forvandle store byaviser til en slags offentlige medier, der kan tiltrække skattefrie donationer fra tilhængere.

Foreningsfonde "giver dig flere penge til at investere i redaktionel kvalitet, i digitale projekter og i nye eksperimentelle eventyr, fordi det ikke er penge, som skal tilfredsstille anpartshaveres bundlinjer," siger Rick Edmonds. "Men foreningsejede aviser skal stadig spare penge op til dårligere tider."

Sam Zells genvordigheder varsler måske en seismisk forandring i de amerikanske avisers ejerskabsstruktur de kommende år. Uden for direktionslokalerne står spørgsmålet om avisernes økonomiske levedygtighed imidlertid tilbage. Internetbaserede journalistiske projekter popper allerede op; fra ProPublica, en non-profit nyhedsportal til undersøgelser i offentlighedens interesse, til lokale grupper af unge, såsom Voice of San Diego - i forventning om at avisernes forfald vil skabe muligheder for nye medieudbud.

John Morton, hvis firma Morton Research Inc. i Maryland har analyseret avisindustrien i årtier, påpeger, at branchen bredt set forbliver oven vande i USA, selv hvis profitmarginerne på 20 procent muligvis bliver halveret i fremtiden. Halvdelen af de annonceindtægter, der er tabt i løbet af denne recession, vil aldrig vende tilbage til det trykte marked, og det vil forvandle det, vi forstår ved begrebet 'aviser'.

"Kun aviser er økonomisk organiseret til at indsamle massive mængder information. Ingen andre er organiseret til den opgave. Der er stadig en efterspørgsel på den information. Spørgsmålet er, hvordan 'aviserne' vil levere den. Gradvist vil aviserne blive hjemmesider," siger Morton:

"Bekymringen er, at ved at skære ned på ansatte, på pladsen og på deres ydelser til læserne, vil det påvirke avisernes troværdighed og skade deres brand. De er muligvis ved at underminere de kvaliteter, som skal forblive stærke, hvis aviserne skal klare sig i konkurrencen med internetbaserede nyhedskilder, når konsekvenserne af den økonomiske tsunami er løjet af."

© The IndependentOversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter W. Svendsen

Dåsedansk eller er jeg bare dum?

Undskyld mig, men mit engelske er ikke godt nok til at jeg med fuldt udbytte kan læse Stephen Foleys artikel i The Independent. Men vil nogen have den godhed at oversætte nedenstående godbidder fra ovenstående forvanskning til forståeligt normaldansk?

"til endnu en trasken om disse grumme temaer"
"deres imperium af regionale titler"
"deres gældbelæssede besiddelser"
"og at udfare LA Times-redaktøren James O'Shea"
"som erhversskolestudenter pudser deres virksomhedsbanaliteter"
"Resten af tildragelsen blev finansieret "
"uden at bekymre sig om, at bankfolk dukker op på vejen med treforke"

Heinrich R. Jørgensen

Peter W. Svendsen,

miseren er en kombination af en original tekst, der er vanskelig at læse, og en oversættelse med mange fejl, der har gjort det endnu vanskelige at udlede mening af teksten.

De eksempler du nævner kunne måske formidles lidt heldigere som forsøgt nedenfor. Det bedste ville dog være at skrive hele artiklen om, således at essencen blev tydelig, fremfor at oversætte selve teksten.

"til endnu en trasken om disse grumme temaer" = provided an irresistible hook for another traipse around these grim subjects => "til endnu en gang at diskutere disse grumme temaer"

"deres imperium af regionale titler" => "deres imperium af lokalaviser"

"deres gældbelæssede besiddelser" => "deres forgældende besiddelser"

"og at udfare LA Times-redaktøren James O'Shea" => "og at bortvise/udstøde LA Times redaktør James O'Shea"

"som erhversskolestudenter pudser deres virksomhedsbanaliteter" => "som handelsskoleelever der messer banaliteter om udbud og efterspørgsel"

"Resten af tildragelsen blev finansieret " => "Resten er erhvervelsen/købet (af virksomheden) blev financieret"

"uden at bekymre sig om, at bankfolk dukker op på vejen med treforke" => "uden at bekymre sig om, at deres financiering forsvinder"

Originalen kan findes her...