Læsetid: 1 min.

Somalias kaos tager til

Præsidenten træder tilbage, men regeringens dage er talte. I morgen trækker Etiopien flere tusinde soldater hjem og overlader dermed reelt magten til de islamistiske oprørere
Der er ikke udsigt til stabilt styre i Somalia, hvor islamistiske oprørere reelt har magten, og præsidenten er trådt tilbage.

Der er ikke udsigt til stabilt styre i Somalia, hvor islamistiske oprørere reelt har magten, og præsidenten er trådt tilbage.

Udland
30. december 2008

Somalias præsident, Abdullahi Yusuf, trådte i går tilbage og banede dermed vej for en ny somalisk regering efter en langvarig strid mellem præsidenten og hans ministre.

Parlamentsformanden, sheik Aden Madobe, indtræder som midlertidig præsident, indtil en ny præsident er valgt, hvilket skal ske inden 30 dage ifølge forfatningen. Til forskel fra den afgående præsident er Madobe indstillet på at forhandle fred med alle oppositionsgrupper i det borgerkrigshærgede land, herunder også de militante islamistiske grupper, som forsøger at vælte Somalias svage, vestligt-støttede regering.

Diplomater hilste derfor i går præsidentens beslutning velkommen, i håbet om at hans afgang vil gøre det lettere at få gang i en troværdig fredsproces. Men spørgsmålet er, om det ikke allerede er for sent.

Når Etiopien i de kommende dage trækker sine flere tusinde soldater hjem, står den somaliske regering og parlament reelt uden beskyttelse. Flere velinformerede iagttagere har spået, at det derefter kun er et spørgsmål om tid, før en islamistisk magtovertagelse er en realitet.

Somalia har ikke haft et stabilt styre, siden diktatoren Siad Barre blev væltet i 1991. I øjeblikket kontrollerer væbnede islamistiske grupper det meste af Somalias sydlige del og befinder sig også i udkanten af hovedstaden Mogadishu. Andre byer kontrolleres af rivaliserende krigsherrer, mens den etiopisk-styrede regering kun kontrollerer dele af Mogadishu og den fjertliggende parlamentsby Baidoa.

Nyhedsbureauerne meldte mandag om nye kampe i det centrale Somalia, hvor moderate islamister fra Ahlu Sunna Waljamaca bekæmpede den mere radikale Shabaab-milits.

Samtidig regnede granaterne ned over Mogadishu.

Waljamaca beskylder Shabaab for at have dræbt religiøse ledere og for gravskænderi.

Den afgående præsident Yusuf er i stigende grad blevet upopulær både hjemme og i udlandet og er af EU, USA og sine afrikanske naboer blevet beskyldt for at være en forhindring for en FN-sponsoreret fredsproces. Yusuf har længe ligget i strid med sin premierminister, Nur Hassan Hussein, og med parlamentet, der ønsker at inkludere de moderate islamister i fredsprocessen, hvilket Yusuf har nægtet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her