Læsetid: 4 min.

Et spørgsmål om tilpasning

March på stedet på klimamødet i Poznan - selv den næsten-sikre fond, der skal hjælpe u-lande med tilpasning til et uvenligt klima, er der tvivl om
March på stedet på klimamødet i Poznan - selv den næsten-sikre fond, der skal hjælpe u-lande med tilpasning til et uvenligt klima, er der tvivl om
11. december 2008

POZNAN - Hvis din underbo hjemme i ejendommen får sin lejlighed vandskadet, fordi du har ladet badekarret løbe over, skal du betale erstatning. Hvem skal betale, når 1.500 familier på Salomon-øerne i Stillehavet inden 2015 må fraflytte deres ø-rige, fordi nogle har ladet verdens-havene løbe over?

Efterhånden som klimaforandringerne bliver stadig mere håndgribelige, presser spørgsmålet om det økonomiske ansvar sig på. Hvem skal betale hvor meget for de skader på miljø, samfund og levevilkår i de fattige lande, som stigende verdenshave, oversvømmelser, tørke, orkaner og skadedyrsinvasioner vil betyde?

Her på klimamødet i den polske by Poznan har FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fremlagt prognoser, der forudser 250 mio. klimaflygtninge i 2050.

"Det betyder, at omkring seks mio. mennesker årligt fordrives fra deres hjem - et rystende tal," siger FN's vicehøjkommissær L. Craig Johnstone.

Historisk set har de rige lande stået for 70 pct. af klimabelastningen siden starten af den industrielle æra, og dermed er det i-landene, der må betale regningen. I Poznan har en alliance af ngo'er, videnskabelige institutioner, Verdensbanken samt genforsikringsselskabet Munich Re foreslået en global forsikringsordning, som med en blanding af private og statslige midler - anslået 10 mia. dollar pr. år - skal kunne give denne verdens fattige en vis adgang til erstatning, hvis klimaforandringerne slår deres tilværelse i stykker.

En interessant ide - som ikke er i spil i de officielle forhandlinger.

Tilpasningsfonden

Det er derimod den Tilpasningfond, som skal hjælpe u-landene til at forebygge, at mennesker drives fra hus og hjem, når klimaet forandrer sig.

Et land som Holland kan afsætte 150 mia. dollar over de kommende 20 år til digebyggeri og anden hjemlig klimatilpasning - det kan ø-staten Tuvalu i Stillehavet (højde over havet: én meter) ikke, ligesom de ikke har råd til at beskytte sig i Bangladesh, Indien eller Afrika.

Derfor vedtog klimakonferencen på Bali sidste år at operationalisere den Tilpasningsfond, som fik principiel FN-opbakning med Kyoto-aftalen tilbage i 1997. Her i Poznan, et tiår senere, er ambitionen så at komme i gang: Fra den 1. januar skulle fonden gerne kunne begynde at udbetale penge til de mange tilpasningsprojekter, der står i kø i klimabelastede u-lande.

Poznan-mødet slutter i morgen. Lykkes det at få fonden op at køre?

"Det vil jeg tvivle stærkt på. Desværre," siger klima- og energiminister Connie Hedegaard, der er ankommet til klimamødets afsluttende fase på ministerniveau.

"Fondens arkitektur er på plads. Jeg håber på en beslutning om at søsætte den, men det forhandles stadig," siger chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, til Information.

- Betyder det, at fonden vil kunne udbetale støtte fra januar?

"Nej, det vil den ikke," siger de Boer.

For få penge

Én ting er, at fonden langtfra vil have penge nok. Behovet vurderes at være mindst 50 mia. dollar om året. Finansieringsmekanismen er et for længst aftalt to-procent-bidrag ved salg af de CO2-kreditter, der udløses, når rige lande henter sig CO2-hjælp i u-landene via de såkaldte CDM-projekter. Ifølge beregninger fra WWF vil to procent-bidraget i 2012 kun være nået op på at udløse 0,3 mia. dollar pr. år. Altså 0,6 pct. af hvad u-landene behøver for at kunne etablere beskyttelse og tilpasning til det forandrede klima. Og sam-tidig sølle 0,01 procent af det beløb, USA og EU i fællesskab har kastet i finansielle redningspakker i dette efterår.

Og måske ikke engang det. Yvo de Boer siger, at to-procent-bidragene først bliver tilgængelige i takt med, at CO2-kreditter sælges på markedet og forvandles til kapital.

"Priserne på kreditter er lav i øjeblikket," siger deBoer med henvisning til den økonomiske krise, der også har taget vinden ud af CO2-kredit-markedet.

"Det kan betyde, at pengene fra kreditsalg bliver færre, eller at man helt venter med at sælge dem."

Det forlyder, at Sverige og Storbritannien i dag vil annoncere egne donationer til fonden, men i den store sammenhæng vil det være pebernødder. Alliancen af små ø-stater, AOSIS, har ligesom Schweiz og udviklingsorganisationen Oxfam foreslået en forureneren-betaler-afgift, så i-lande og dele af erhvervslivet betaler til fonden efter størrelsen af deres CO2-udledninger. Forslaget synes ikke at have en chance.

Kan miste indflydelse

Dertil er der usikkerhed om Tilpasningsfondens arkitektur. Verdensbanken, der styres af de rige lande, er udpeget til at administrere fonden på vegne af FN, og u-landene har frygtet, at det vil afskære dem fra den direkte indflydelse på pengenes fordeling, som de normalt har i FN. Yvo de Boer mener, at man er tæt på en løsning, der kan stille u-landene tilfredse, men det er ikke en garanti for, at det fører til fondens søsætning her i Poznan. Når alt kommer til alt, er det måske bare en del af et større taktisk spil. Et spil om hele den globale 'finansierings-arkitektur' på klimaområdet, som skal være del af Københavns-aftalen.

Tilpasningsfonden "er en af de ting, hvor man tidligere har sagt, at 'den må da blive klar i Poznan', men det går ind i den almindelige finansierings-diskussion: Mange er bange for at lukke del-elementer, for hvis man nu gerne vil bruge den som løftestang for noget andet på et senere tidspunkt, hvad så?" siger Connie Hedegaard.

I går enedes klimaforhandlerne om et arbejdsprogram for næste år. Men ellers synes det meste at blive gemt til 'et senere tidspunkt'. Alt er del af den gigantiske, komplicerede pakke, som en Københavns-aftale vil være, og derfor holder landene kortene tæt til kroppen og bevæger sig mindst muligt. I går vedtog i-landene under Kyoto-aftalen således en tekst om deres egne CO2-forpligtelser, som angiveligt er en tro kopi af vedtagelsen på Bali-mødet sidste år.

"Et år spildt," siger Cindy Baxter, Greenpeace International.

"Den eneste konklusion, som jeg og mange andre drager, er, at nogle (rige) lande planlægger den store flugt fra København," lød ifølge Reuters kommentaren fra Kinas frustrerede klima-ambassadør Yu Qingtai.

Mere udland side 21

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvem skal betale, når 1.500 familier på Salomon-øerne i Stillehavet inden 2015 må fraflytte deres ø-rige, fordi nogle har ladet verdens-havene løbe over?"

Hvis man stiller spørgsmålet med "skal" erstattet med "vil", så tror jeg næsten, at jeg kan forudsige svaret:

Ingen. For de industrialiserede lande er når alt kommer til alt - og det vil sige, når det handler om penge, for mere synes der såmænd ikke at være plads til i hovederne på magteliten - i det store og hele fuldstændig ligeglade med disse mennesker, for de udgør ikke nogen nævneværdig eksportmulighed. Altså, lad bare den 'sølle' civilisation drukne i havet, synes indstillingen at være. Er det ikke rigtigt? Er historien ikke overstrået med en sådan barbarisk ligegyldighed?

"Og samtidig sølle 0,01 procent af det beløb, USA og EU i fællesskab har kastet i finansielle redningspakker i dette efterår."

Ja, hvad skal man efterhånden sige. Boller fra Kohberg? Viljen til at redde det man tror på, det vil sige Markedet (med stort M), er helt Vanvittigt (med stort V) større, end viljen til at redde mennesker (med lille m), som Steen Ole Rasmussen så korrekt påpeger i hans kommentar http://www.information.dk/176546#comment-95958.