Læsetid: 6 min.

Tariq Ali: Obama værre end McCain

Den fremtrædende venstreorienterede forfatter og kommentator Tariq Ali tror ikke, at USA's udenrigspolitik vil ændre sig væsentligt med Obama. 'Det kan blive værre', siger han, men det tegner godt for den europæiske venstrefløj, mener han
Den fremtrædende venstreorienterede forfatter og kommentator Tariq Ali tror ikke, at USA's udenrigspolitik vil ændre sig væsentligt med Obama. 'Det kan blive værre', siger han, men det tegner godt for den europæiske venstrefløj, mener han
23. december 2008

LONDON - Han er ikke kendt for at pakke tingene ind. Men at han er så direkte, virker overraskende. Det er hans budskab også:

"Man skal ikke forvente sig meget positivt i 2009. Den amerikanske udenrigspolitik vil ikke ændre sig mærkbart."

Ordene er den pakistanskfødte intellektuelle Tariq Alis.

Han er - måske sammen med Noam Chomsky - den mest fremtrædende intellektuelle på venstrefløjen i dag. Den tidligere præsident af The Oxford Union (det prestigiøse studenterselskab ved Oxford University, red.) har alle de hædersbevisninger og eksamenspapirer, som de mest fremtrædende professorer og akademikere har. Men han har brugt sit liv på at være kommentator og journalist.

Alligevel er han anerkendt blandt akademikere og intellektuelle. Som grundlægger af tidsskriftet New Left Review - som hans kone Susan Watkins redigerer - står han centralt på den europæiske venstrefløj.

Tariq Ali deler ikke den udbredte begejstring over Barack Obamas sejr ved præsidentvalget i USA.

"Selvfølgelig er Obama på mange måder bedre end George Bush. Han er opmærksom på nogle af de problemer, som USA har bragt sig selv ud i - og han indså meget tidligt, at krigen i Irak ville blive en katastrofe. Men det betyder ikke, at han dermed også vil føre en politik, som progressive og radikale ønsker - og endog håber," siger Ali

Han tror ikke, at det bliver 'bedre' - og det har han en grund til:

"USA har fået utrolig goodwill ud af valget af Obama. Det betyder, at de har fået længere line og større spillerum. Hvis McCain var blevet valgt, ville deres manøvrerum være blevet meget mindre. Så ville hele verden konstant være på vagt, og den mindste antydning af militærangreb eller konfrontationer ville straks være blevet angrebet som imperialistisk, og hvad ved jeg."

"Med Obama vil vi lade tvivlen komme den anklagede til gode. Vi vil sige: 'Ja, men USA kan ikke være så slemme. Det må virkeligt være alvorligt, når selv Obama ser sig tvunget til at gå i krig'. Og på den måde vil USA have mulighed for at føre en krigerisk politik."

Palæstina

På spørgsmålet om, hvad de store spørgsmål i 2009 bliver, svarer Ali straks:

"Palæstina, Afghanistan og finanskrisen. De tre er ikke nødvendigvis forbundne, men de vil alle være væsentlige - og det er dem, vi vil måle Obama på."

Især situationen i Israel og Palæstina er - mener Ali - undervurderet og overset.

"Det er, som om situationen i de besatte områder er forsvundet fra avisforsiderne. Men det er et problem, der må og skal løses. Det er interessant, at selv centrum-højre politikere som Ehud Olmert faktisk ligger til venstre for Barack Obama. De moderate - ja, selv moderat højreorienterede politikere i Israel - er opmærksomme på, at der skal ske noget, og at situationen kan koge over, hvis man ikke adresserer de problemer, der er i de besatte områder og i Gaza," siger han.

Men det mener Ali ikke der er megen udsigt til med USA's kommende præsident.

"Barack Obama har - i hvert fald siden i sommer - stået tæt sammen med de israelske lobbyister i USA. Det er hans base - og nogle af hans kernevælgere - dem vil han næppe skubbe fra sig," siger Ali.

Afghanistan

Han glæder sig over, at USA vil afslutte sit engagement i Irak, men er ikke fortrøstningsfuld for fremtiden.

"Obama har sagt, at han vil styrke indsatsen i Afghanistan. Det betyder, at han konkret vil flytte tropper til landet. Men problemet med den strategi er, at man ikke kan vinde krigen. Den eneste udsigt til sejr, der er, vil fordre titusindvis af drab på både soldater og civile. Og selv med en sådan indsats er der intet, der tyder på, at man kan vinde i konventionel forstand. Husk på, at Sovjetunionen tabte en krig i Afghanistan," siger han og kradser i sit karakteristiske overskæg.

Tariq Ali er lavstammet, elegant og gråhåret. Han ligner nærmest en intellektuel udgave af skuespilleren Omar Sharif.

Efter Alis opfattelse er der kun én ting, der kan løse konflikten i Afghanistan; en konsensus mellem de omliggende stormagter.

"For at skabe fred i Afghanistan - eller for at vinde krigen - må de fire regionale stormagter gå ind og understøtte regeringen over for Talebanerne. Og disse fire magter er Kina, Rusland, Pakistan og Iran."

Dem vil USA næppe samarbejde med, vurderer Ali.

"Det tvivler jeg på. Men det vil teste Obamas pragmatisme. Så vidt jeg kan se, har han ikke noget valg. Men jeg tvivler også. Mit bud er, at vi - når vi taler sammen næste år - vil konstatere, at der er sket en forværring i Mellemøsten og i Afghanistan. Det er ikke, fordi jeg ønsker at være skadefro, men sådan er det," siger han.

Han udtaler ordet på tysk Schadenfreude - og smager på ordet, som man gør, hvis man gerne vil vise, at man er dannet!

Finanskrisen

The Rolling Stones skrev i 1968 sangen "Street Fighting Man" om Tariq Ali. Det siger noget om ham, at the greatest rock and roll band - som 'the Stones' kaldes - har skrevet en sang om en sociolog og forfatter. Om det er på grund af denne berømmelse, han udtaler sig skråsikkert og uden omsvøb, er ikke til at sige. Men han er et fund for enhver redaktionschef. Tariq Ali taler i overskriver. Hans sætninger er korte, præcise og indeholder altid flere klare påstande. Et af de områder, han senest har beskæftiget sig med, er finanskrisen.

"Amerikanerne har - i retslig forstand - etableret finansverdenens Guantánamo her i det centrale London. Alle de ting, som de ikke kunne gøre på Wall Street, har de fået lov til at gøre i de seneste 10 år. Finanskapitalen her i London er fuldstændig dereguleret. Der er kapitalisme i en grad, som amerikanerne end ikke kan acceptere derhjemme. Derfor kalder jeg det Finansverdens Guantánamo, for Guantánamo symboliserer det, USA gør andre steder, fordi de af politiske grunde ikke kan gøre det derhjemme," siger han.

New Labour

Tariq Ali - der i 1980'erne var medlem af Labour og støttede venstrefløjens kandidat Tony Benn - har ikke meget tilovers for sit gamle parti i dag.

"New Labour er en absurditet," siger han, og han tror ikke meget på Brown "tilsyneladende kursskifte", som han kalder den.

Han har mere tiltro til den politik, der føres i Tyskland:

"Tyskland er et af de få lande i verden, hvor store dele af den finansielle sektor traditionelt har været kontrolleret af staten. Det er derfor, de er kommet relativt godt igennem krisen," mener Tariq Ali.

Det er et godt tegn for den europæiske venstrefløj, mener han og fremhæver de seneste ugers uro i Grækenland som et bevis:

"Fra et helt overordnet synspunkt kan man selvfølgelig sige, at al balladen skyldtes, at en ung mand blev dræbt, men det, der ligger bag, er mange års utilfredshed med social ulighed og manglende muligheder. Hvis venstrefløjen kan udnytte denne utilfredshed - og det ser jeg tegn på, at den kan - ja, så tror jeg, den går en positiv fremtid i møde."

At venstrefløjen i Italien, Frankrig og Danmark skulle være rådvild og netop ikke har formået at udnytte situationen, afviser Ali.

"Det, vi skal se på, er ikke partikonstellationer og prædikater, men politik. For kun fem måneder siden blev ordene keynesianisme og statsintervention opfattet som udtryk for grænseløs naivitet. Men nu er det, man kalder 'Washington Konsensusssen', brudt sammen. Den neo-liberale tro på markederne er forduftet," siger han.

Tariq Ali bor i Highgate - et stenkast fra Karl Marx' grav - men han tror ikke, at krisen vil føre til en genoplivning af den traditionelle marxisme.

"Nej. Det tror jeg ikke. Men det er også mindre interessant. Det vigtigste er, at vi forholder os kritisk til vor tids problemer - og prøver at finde løsninger, der tilgodeser hele verden - og ikke kun den lille minoritet, der bor i Vesten," siger Tariq Ali.

Han kunne næsten lige så godt have citeret Marx' sætning:

"Filosofferne har fortolket verden forskelligt. Det, det kommer an på, er at forandre den!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Christensen

Selvom man går ind for yttringsfrihed, så ville det være rart med et taleforbud for gamle 68'ere, men sangen har holdt sig bedre end Ali's holdninger

Henning Ristinge

Bemærkningen i arrtiklen om Ali's brug af det tyske ord 'schadenfreude' som noget med at Ali ønskerede at demonstrere sin dannethed, viser at artiklens forfatter har et for ringe kendskab til engelsk. Vi har ikke på engelsk dette ord hvorfor det i de seneste årtier er blevet tiltagende almindeligt at anvende det tyske ord.

Det var altså ikke snopperi fra Ali's side, han følger bare trop på en ret almindelig tendens. Ordet vil sikkert ende i den engelse ordbog om yderliger et par årtier.

Ud over det så er Ali's holdninger vel ikke udtryfor ret meget andet end viden om at begge sider af USA's political divide er stærkt ukritisk - nærmest hysterisk - Israel venligt. Men også at denne tendens er endog stærke hos demokraterne end hos republikanerne. Det er selvsagt et problem i en tid hvor Palestina-Israel problematikken er så afgørende som den er hvis vi skal kunne demontere og isolere muslimsk fascisme.

Henning Ristinge

Det Ali, ikke atypisk for ham, ganske overser, eller ignorerer, er at der er andet og langt vigtigere problemstillinger i denne verden end Israel og Afghanistan.

der er således al mulig grund til at tro at Obama's regering vil føre en mere progressiv klimapolitik end nogen anden regering USA kunne have fået. Alene derfor er der grund til nogen, omend forsigtig, optimisme.

Jeg må være lidt tungnem.

USA har etableret et financielt Guantanamo i London. Alt det de ikke kan gøre på Wall Street gør de i London, siges det.

Er der nogen der kan oplyse mig om hvad det er der sker i London, som ikke kan foregå på Wall Street?

På forhånd tak.

Bjarne Thyregod

Al den muslim-frygt. Tariq Ali er Pakistaner ergo er han af muslimske rødder.

Har man læst Alis bøger vil man vide at Ali er vokset op i en venstreorienteret sekulær familie og at Ali selv er Ateist og trotskist.

Ali har formået at vise hvorledes islamistiske kræfter er blevet brugt og fremmet af forskellige magtstrukturer for at fremme politiske sager og dette med stor dygtighed.

Hans vurdering af Obama bygger på de enkle fakta at Obama har tilknyttet en udenrigspolitisk samling høge og pro-zionister, hvilket venstreorientered amerikanske tidskrifter allerede under valgkampen påpegede risikoen for.
Så Alis analyse er ikke særlig overraskende elle ny, men ikke desto mindre vil mange nok blive overraskede.

Man skal ikke forvente en totalt anderledes udenrigspolitik end Bush's når Obama bliver præsident. Det, Tariq Ali og andre glemmer, ja det er, at det er Obama, der bestemmer - i sidste ende.
USA har nemlig Præsident-styre - især i udenrigs-politikken.