Terrorgruppe ville ikke ramme EU-møde

Tre af de anholdte planlagde dog ifølge nyhedsbureauet Belga et terroranslag i Belgien, men der var ikke planer mod selve EU-topmødet. Sådan lyder vurderingen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
"Jeg er informeret om, at arrestationerne ikke er fundet sted på grund af EU-topmødet," siger han.
Sikkerheden i forbindelse med topmøder er altid høj. Metrostationer bliver lukket, og der er et massivt antal betjente på gaderne. Anholdelserne har ifølge en EU-talsmand ikke medført ændringer af sikkerhedsopbuddet under topmødet.
Den belgiske statsanklager, Johan Delmulle, siger til pressen, at "vi ved ikke, hvor selvmordsangrebet skulle have fundet sted".
Ifølge andre kilder var flere tegn på, at angrebet var planlagt til at finde sted i et andet land. En af de anholdte havde til sine kære sagt farvel og var med fred i sindet på vej til paradis, sagde politiet
Forbindelse til Pakistan
"Det kan have været en operation i Pakistan eller Afghanistan, men det kan ikke udelukkes, at Belgien eller Europa kan have været målet," sagde Delmulle og tilføjede:
"Oplysningerne om angrebet på et tidspunkt, hvor et EU-topmøde var ved at åbne, gav os intet andet valg end at slå til nu," siger statsanklager, Johan Delmulle. I alt 242 politifolk gennemførte 16 razziaer i Bruxelles og den østlige by Liège.
Belgisk politi har tidligere gennemført flere anti-terroraktioner, men gårsdagens operation bliver kaldt den vigtigste nogensinde.
Tidligere i går svirrede rygterne om, at de al-Qaeda-relaterede mænd ville foretage terrorangreb mod EU-topmødet. Blandt andet hed det på belgisk statslig radio-og tv RTBF's hjemmeside fra unavngivne kilder i justitsministeriet for, at et terrorangreb måske var forsøgt planlagt mod EU-topmødet, der blev indledt i går.
En EU-talsmand sagde, at der ikke var foretaget ændringer i sikkerhedsopbudet omkring topmødet.
Kilder i Bruxelles sagde, at der var flere tegn på, at angrebet var planlagt til at finde sted i et andet land.
De anholdte mistænkes for at være medlemmer af en belgisk islamistisk gruppe, som er involveret i træningslejre i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan, og som har forbindelser til fremtrædende al-Qaeda ledere.ritzau/Reuter
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »