Læsetid: 7 min.

I terroristens fodspor?

Terrorangrebet på Mumbai kan spores tilbage til en landsby i Pakistans Punjab-provins, hævder Indien - 'nej, det er indisk propaganda,' svarer de lokale, da Information opsøger stedet
Indien hævder, at den eneste af Mumbai-terroristerne, der blev anholdt i live, har rødder i en landsby i Pakistans Punjab-provins - men indbyggerne her har aldrig hørt om ham, og Pakistan efterlyser beviser på forbindelsen. På billedet ses indisk politi, der patruljerer ved den berømte Dal-sø langs den indisk-pakistanske grænse.

Indien hævder, at den eneste af Mumbai-terroristerne, der blev anholdt i live, har rødder i en landsby i Pakistans Punjab-provins - men indbyggerne her har aldrig hørt om ham, og Pakistan efterlyser beviser på forbindelsen. På billedet ses indisk politi, der patruljerer ved den berømte Dal-sø langs den indisk-pakistanske grænse.

tauseef mustafa

4. december 2008

FARIDKOT - For en uge siden var Faridkot blot endnu en blandt de utallige mudderklinede landsbyer, som befolker lavlandet i Pakistans sydlige Punjab-provins. Byen ligger langt ude på bøhlandet, er flankeret af kanaler, har uasfalterede veje og to moskeer på hver sin side af en bomuldsmark. Og nu har massemordene i Mumbai trukket den ud af anonymiteten. Ifølge de indiske medier stammer den eneste terrorist fra Mumbai-aktionen, som det lykkedes at pågribe i live, fra Faridkot. Ajmal Amir Kasab eller Azam Amir Kasaz (indisk presse bruger begge navne) siges at have gennemført et års træning i en lejr, som drives af Lashkar-e-Taiba, en Pakistan-baseret jihadigruppe. Her skal en tidligere officer fra Pakistans hær have instrueret ham i at "dræbe så mange som muligt". Han kom til Mumbai per båd fra Karachi.

Nej, vi kender ikke Azam

"Kender I ham?" spørger vi et dusin mænd, der er faldet sammen på nogle madrasser uden for Faridkots eneste butik. Vi forstyrrer dem åbenbart i deres siestadøs.

"Vi er trætte af at blive jagtet af medierne," gaber Bilal, som en af dem hedder. Men med trætte miner indvilger de alligevel i at besvare vore spørgsmål. Faridkot har taget imod mange besøgende de seneste dage. Og nej, de kender hverken Ajmal eller Azam.

"Vi har haft tre Ajmal'er i landsbyen," siger Lyas Khan, en slags talsmand for gruppen. "En arbejdede i Faisalabad, men blev dræbt ved en trafikulykke sidste år. De to andre er unge mænd, der stadig bor i landsbyen: Den ene er en tjener, den anden fabriksarbejder."

Begge Ajmal'er er i de seneste dage blevet forhørt af det pakistanske efterretningsvæsen, Inter-Service Intelligence (ISI), som dog nådigt gav dem deres pas tilbage. Ingen af de to ønsker at udtale sig til pressen. Mændene benægter, at der nogensinde skulle have eksisteret en Lashkar-e-Taiba træningslejr "eller bare så meget som en madrassa (religiøs skole, red.)" i landsbyen.

"Ingen fra vores landsby har nogensinde været involveret i terroraktiviteter. Det er alt sammen indisk propaganda. Det er ikke rimeligt, at så mange mennesker skal forulempes af disse beskyldninger," siger Khan.

Men dette område af det sydlige Punjab, der grænser op til Indien, er ubestrideligt hjemsted for snesevis af Pakistans fundamentalistiske koranskoler eller madrassaer. Og på de fleste undervises i den ultrakonservative Deobandi-version af islam, den ideologiske matrice for bevægelser som Taleban. Skolerne tilbyder undervisning, kost og logi for de ofte fortvivlende fattige børn fra landsbyer, hvor offentlige skoler ofte er ikke-eksisterende eller kun eksisterer af navn. Op igennem 1980'erne og 1990'erne var det sydlige Punjab det vigtigste rekrutteringsgrundlag for jihadigrupperne Lashkar-e-Taiba (LT) og Jaish Mohammed (JM), der begge blev bistået og ansporet af ISI til at udkæmpe Pakistans stedfortræderkrig (som landet officielt benægtede ethvert kendskab til) på den anden side af grænsen i indisk Kashmir, et område i Himalaya, som har været omstridt mellem de to stater siden opdelingen mellem Indien og Pakistan. Efter 11. september - og et skud- og granatangreb på det indiske parlament, som Indien tillagde Lashkar skylden for - blev både denne gruppe og JM forbudt af Pakistans regering. Medlemmer gik under jorden og forsvandt fra radaren i de fleste landsbyer. Nogle dukkede frem igen sidste år og gav sig atter til at prædike 'jihad' og rekruttere til krigene i Kashmir og Afghanistan.

"Men ikke i Faridkot," bedyrer Zuhair, en lokal indbygger. Og har han ret, kan dette bero på landsbyens særlige sammensætning: Den er delt op mellem sunni- og shiamuslimer, der har hver deres moske. LT og JM er sunni-ekstremistiske sekter og nærer begge et intenst had til shia-islam. De ville ikke finde på at hverve i landsbyen, mener Khan. "Vi har aldrig haft religiøse stridigheder i Faridkot," siger han.

Heller ikke de indiske mediers beskrivelser af den pakistanske terrorist Ajmal eller Amaz synes at harmonere med virkeligheden i Faridkot: han siges at være ung, arrogant og at tale flydende engelsk. Men i 'hans' landsby bor kun ludfattige mennesker, uden hverken gas eller rindende vand. Barfodede børn leger omkring åbne kloakker. Og blandt de lokale taler ingen engelsk. "Vi er bare ærlige, hårdtarbejdende mennesker," forsikrer Khan.

Allerede før terroristerne havde fuldført deres blodbad i Mumbai, var indiske ministre, hærofficerer, og frem for alt de indiske medier, fremme med beskyldninger om en pakistansk hånd bag myrderierne - med forgreninger, der strakte sig helt op til ISI.

Den 1. december præsenterede den indiske regering Pakistans ambassadør for en protestnote. "Elementer fra Pakistan stod bag angrebene i Mumbai," hed det heri, og Indien forventede "stærk indsats" imod disse.

Mere 'varme end lys'

Pakistan har tilbudt at nedsætte en "fælles kommission", der skal efterforske disse påstande. Men de nuværende 'beviser' er mere 'varme end lys', understreger man. "Indien har oplyst os navne på organisationer, men det er ikke beviser," sagde Pakistans premierminister Yossef Raza Gilani til CNN. Skønt de udadtil forsøger at fremstå som forenede, har de indiske beskyldninger blotlagt en splittelse mellem Pakistans unge civile regering og ældre militære establishment.

I en situation, hvor Pakistan må bekæmpe et Taleban-oprør ved den vestlige grænse til Afghanistan og døje under en nødlidende økonomi, frygter regeringen for, at enhver konflikt med Indien kan udløse et sammenbrud. I sidste uge gik præsident Asif Ali Zardari - efter amerikansk pres - med til at imødekomme en indisk anmodning om, at ISI's chef, Ahmad Shuja, skulle deltage i undersøgelserne i Mumbai.

Hæren nedlagde imidlertid veto mod tilbuddet. Skønt man var villig til at samarbejde på det "tekniske plan", var det "for tidligt" for ISI at arbejde sammen med sin indiske modpart, erklærede Asad Durrani, en tidligere leder af efterretningstjenesten. Det kunne se ud til at styrke de indiske insinuationer om, at ISI var impliceret i Mumbai med LT som stedfortræder. Men ISI opgav at føre sådanne krige efter 11. september, hævdede Durrani. Hæren er under alle omstændigheder af den opfattelse, at Indien forsøger at udnytte terroraktionen i Mumbai til at dæmonisere ISI, idet man samtidig fortier, hvem man i virkeligheden tror stod bag angrebene, siger den pakistanske militæranalytiker, Hasan Askari Rizvi.

"Det er interessant, at de indiske sikkerhedstjenester ikke har kunnet afsløre en så massiv operation i dens planlægningsstadium, men ikke tøvede med at skyde skylden på en eller anden pakistansk gruppe bagefter. Hvis inderne vidste, at denne gruppe stod bag, kunne de så ikke have forhindret aktionen? Indien er nødt til at se i øjnene, at de har deres egen hjemmedyrkede radikalisme".

"Inderne eskalerer denne sag i meget hastigt tempo," sagde en højtstående pakistansk sikkerhedsembedsmand den 29. november. Skulle Indien indlede troppemobilisering ved Pakistans østlige grænse, vil Pakistan træffe forholdsregler, der kan matche dette og omrokere sine styrker fra den nuværende krig mod Taleban ved den afghanske grænse, lod han forstå. Adspurgt om, hvem der så skulle beskytte Pakistan der, svarede han:

"Det skal stammerne."

Dette scenarie er USA's mareridt. Den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, er lige nu i Delhi og Islamabad i gang med en vanskelig diplomatisk indsats for at forhindre netop denne udvikling. Pakistans regering har budt hende velkommen i det håb, at amerikansk mægling kan tage toppen af spændingerne mellem de to parter og forhindre en glidning hen imod krig. Den pakistanske hær er mindre sikker i sin sag. Den opfatter Bush-regeringen som uforbederligt proindisk i sin orientering - en fordom, som den følte sig bestyrket i, da Pakistans præsident i juli gav grønt lys for, at CIA kunne iværksætte missilangreb mod Taleban og al-Qaedas 'baser' i selve Pakistan, "uden godkendelse af den pakistanske regering".

Hærens forventninger til Barack Obama er om muligt endnu mere negative.

USA næppe en ven

Den 1. december blev den kommende amerikanske præsident spurgt, om Indien kunne tænkes at få en tilsvarende ret, som Amerika har, til at beskyde påståede militante baser i selve Pakistan.

"Suveræne stater har naturligvis ret til at forsvare selv," svarede han. Med andre ord "ja", mente lederskribenten i Pakistans indflydelsesrige avis, Dawns udgave af 3. december.

Det er hæren - og ikke regeringen - der mener, at krisen bedst kan inddæmmes via de bilaterale forbindelser med Indien end via international 'hjælp' udefra.

"At Pakistans militær betragter Indien som den primære trussel, har ikke længe gyldighed," sagde den tidligere leder af den pakistanske efterretningstjeneste, Durrani. "Den rolle tilfalder snarere Amerika."

Tilbage i Faridkot er fjenden dog stadig Indien, selv om Amerika næppe er en ven. Med en beliggenhed så tæt ved den indiske grænse ved man i landsbyen udmærket, at det bliver små samfund som deres, der bliver det første offer i enhver krig med Indien - den erfaring har de fra de tre gange, Pakistan og Indien har været i krig siden opdelingen i 1947.

Vi forlader Faridkot, idet vi tager et billede af en kamel, der stikker sin snude ind i øret på en skoledreng. Vi undskylder for den ulejlighed vi, vi har forvoldt landsbyboerne og vil forvolde dem, når vi er taget af sted, og sikkerhedstjenestens folk kommer til for at forhøre sig om, hvad vi var ude på.

Khan trækker på skuldrene. "Jeg er ikke bekymret for Faridkot," siger han. "Jeg er bekymret for Pakistan. I krige er det de uskyldige på begge sider, det går ud over."

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gode gud, er der nu også terrorister i Pakistan ... og optræning af ditto.

Så må vi sgu' igen have flyttet DANEVIRKE ... kom nu Rasmussen, før DF forlanger det. Sidst gang kunne du helt alene.

uffe kristoffer kabell

Jeg tror P.Lauritzen har fat i den tykke ende ,
meget mistænkeligt ,med terrorister ,der ikke
har mobiltelefon ,år 2008 ,og ringer til cnn ?.

I de 3 dages terror heller ingen rapporter om
telefonopkald fra de mere end 700 gisler.

Gentagne forkerte meldinger om afslutning,
efterfulgt af eksplosioner og maskingeværild.

En Meget mystisk affære ,som man burde
drage konklusioner af.
Elementært Watson.
Mørklødede USA senator Jesse Jackson kommenterede
Mumbai-massacren fra london og sagde :
Det er de samme arkitekter ,
som dem ,der planlagde 11 september.

Senator Jackson er måske blevet lidt ,
konspiratorisk ,efter Obama vandt ?

Birgitte Skot Nielsen

Se Thomas Friedmans rammende artikel i International Herald Tribune den 3. december 2008 om "Who in the Muslim world, who in Pakistan, is ready to take to the streets to protest the mass murders in Mumbai?" Artiklen kan downloades her:
www.iht.com.articles.2008/12/03/opinion/edfriedman.php
Hvis muslimer ikke vil identificeres med og associeres med terrorisme, burde de tone rent flag og reagere imod terrorisme, lokal og international terrorisme. Det er blandt andet det, solide manifestationer, somThomas Friedman, og jeg med ham, efterlyser. Men ikke engang det kan de mande sig op til. Der er larmende tavshed!
Et gammelt ordsprog siger: Det er ikke det, han siger, du skal vurdere en person efter. Det er hans handlinger.