Læsetid: 1 min.

To danske soldater dræbt i Afghanistan

To danske soldater ved den danske bataljon blev torsdag morgen dræbt i kamp med fjendtlige styrker i Afghanistan, oplyser HOK. Pårørende er underrettet
5. december 2008

To danske soldater fra stab- og logistikkompagniet ved den danske bataljon blev her til morgen dræbt, da deres patrulje kom i kamp med fjendtlige styrker cirka 8 km syd for byen Gereshk i Helmandprovinsen i Afghanistan.

Chefen for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou udtaler:

"En operation i det sydlige Afghanistan er her i dag desværre endt med, at to danske soldater er blevet dræbt i kamp. Tabet rammer os alle hårdt. For familie og pårørende til de faldne soldater er det et næsten umenneskeligt tab. Også styrken nede i Helmand er dybt berørt over at have mistet to kammerater og kolleger, men fortsætter med at løse opgaverne. Vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at støtte alle de berørte i denne svære stund," siger han.

Omkring klokken 9 blev en dansk patrulje ramt af en sprængladning og blev herefter beskudt med håndvåbenild. Den danske patrulje besvarede straks ilden. Eksplosionen sårede en dansk soldat dødeligt.

Sammen med britiske soldater rykkede andre danske soldater frem for at hjælpe den sårede, men blev undervejs ramt af endnu en sprængladning. Endnu en dansk soldat blev ramt ved den anden eksplosion. Han blev dræbt på stedet.

Begge soldater blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men den hårdt sårede soldat afgik ved døden i helikopteren. De to dræbte danske soldater kommer fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Der er for tiden cirka 690 danske soldater ved Natos International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan, hvoraf hovedparten befinder sig i og omkring byen Gereshk i Helmand-provinsen.

Drabet på de to soldater kommer kun et halvt døgn efter, at kronprins Frederik og forsvarsminister Søren Gade forlod soldaterne efter et tre dage langt besøg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu