Læsetid: 3 min.

Tyske liberalister i krise

De tyske liberale kæmper mod ensretning - og for liberalisme. De føler sig ensomme, siger den tidligere leder Graff Lambsdorff
-Det er mit partis opgave at kæmpe for, at de liberale idéer overlever,- siger Otto Graf Lambsdorff fra Freie Demokratische Partei.

-Det er mit partis opgave at kæmpe for, at de liberale idéer overlever,- siger Otto Graf Lambsdorff fra Freie Demokratische Partei.

Alexandra Winkler

16. december 2008

LONDON - Han har den værdighed, der hører med til grevetitlen, men den tidligere tyske økonomiminister Otto Graf Lambsdorff, er alt andet end fortaler for standssamfundet.

"Vi lever i et meritokrati - og det er mit partis opgave at kæmpe for, at de liberale idéer overlever i en tid hvor der er en risiko for, at man smider barnet ud med badevandet."

Otto Friedrich Wilhelm von der Wenge Graf Lambsdorff - for at bruge hans fulde navn - er en af de store gamle mænd i tysk politik. Han var minister i Helmut Kohls regering - og formand for det liberale parti FDP fra 1988 til 1993. Han har spillet en hovedrolle i tysk politik; først under Helmut Schmidts socialdemokratiske regering i 1970'erne og siden begyndelsen af 1980'erne til slutningen af 1990'erne som medlem af en koalitionsregering med de konservative partier CSU og CDU. Og så har han også været i politisk modvind, da han i midten af firserne måtte trække sig som følge af korruptionsbeskyldninger i forbindelse med den såkaldte Flick-Skandale, der handlede om ulovlig partistøtte.

Jubilæum

FDP (Freie Demokratische Partei) fejrer i disse dage deres 60 års jubilæum. Det fejrer de i opposition - ikke bare i konkret forstand, fordi de er udenfor regeringen, men også i ideologisk henseende, fordi få deler deres faste tro på markedsøkonomien i denne tid. Det er statsintervention og blandingsøkonomi, der er på dagsordnen, og ikke de markedsøkonomiske instrumenter, som liberale sværger til. Det ser Graf Lambsdorff som et problem.

"Dem der mener, at vi bør følge England og Frankrig ind i statskapitalismen, gør sig skyldig i en alvorlig fejl," siger Lambsdorff. Han er i disse dage på besøg hos de britiske liberale i anledning af sit partis jubilæum, men også for at finde en fælles liberal løsning på verdens problemer.

"I dag er vi alle socialdemokrater," sagde den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier i sidste uge i et interview med Information. Det omfatter ikke Otto Lambsdorff, men den gamle liberale forkæmper accepterer, at verden har ændret sig:

"Jeg har aldrig sagt, at jeg var neo-liberal. Ludwig Erhard (den tidligere kansler) var vel nyliberal, men han var også fortaler for en social markedsøkonomi. Det er vi også," siger Lambsdorff.

Liberal krise

Men hans parti har ikke den store appel hos vælgerne. Siden 1998, hvor Helmut Kohl tabte kanslervalget til Gerhard Schröder, har De Frie Demokrater været henvist til en marginaliseret rolle i periferien af tysk politik. Partiet står nok til 12 procent af stemmerne - men trods dette er der ikke udsigt til, at partiets formand, Guido Westerwelle, vil blive minister i en borgerlig regering efter valget.

Generelt er det en svær tid for liberale partier. Bortset fra Danmark - og i Finland hvor statsminister Matti Vanhanens liberale Centerparti er det største parti i parlamentet - er der så godt som ingen lande i Europa, hvor liberale partier har andet end en marginal rolle. Denne liberale krise ser Lambsdorf som symptom på en generel tendens.

"Vore mærkesager er borgerretsfriheder, menneskerettigheder og en social markedsøkonomi. Det er en politik, der er mere aktuel end nogensinde før. Og på dette punkt er vi i opposition. Det er ikke alle, der er socialdemokrater. Men at vi for tiden får knap 12 procent af stemmerne, er historisk højt. Vi spiller fortsat en rolle i tysk politik," siger den aldrende tyske politiker.

"Der er ingen, der har de vises sten, men det er en fejltagelse at tro, at staten er løsningen på alle vore problemer. Staten bør holdes i ave - både i den økonomiske politik og i retspolitikken," siger han.

Ikke ideologer

De liberales slogan har traditionelt været:

"So viel Staat wie nötig, so wenig Staat wie möglich!" 'Så megen stat som nødvendigt, så lidt stat som muligt'. Det er fortsat partiets position. Der er ikke nogen tradition i Tyskland for krasbørstig neoliberalisme og minimalstatstanker.

"Det har aldrig været vores opgave at være ideologer," siger han.

Han ser det som Westerwelle og partiets opgave at levere kvalificeret opposition.

"Det er nødvendigt. For den tyske forbundsregering er en kakofoni af forskellige meninger og ministre, der modsiger hinanden. Det er ikke befordrende, især ikke når der er så stor uro på markedet," siger den forhenværende tyske økonomiminister.

De seneste meningsmålinger fra Tyskland giver socialdemokraterne 23 procent, de Kristelige Unions Partier 33. De Grønne og venstrepartiet Die Linken får - ligesom FDP - 12 procent af stemmerne - en fremgang på én siden sidste måling. Der skal være valg til Forbundsdagen næste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet for FDP er at deres chance for at vinde indflydelse er voldsomt forringet efter finanskrisen. Hvem ønsker deregulering i disse dage? Hvem kan være modstander af statsintervention med udsigten til hundred tusinder af arbejdsløse fra bilindustrien?
Samtidig opfattes Guido Westerwelle, desværre med rette, som en spradebasse uden substans. Og så mangler de bredde i det parti. Der er ingen over, under eller ved siden af Westerwelle, bortset fra aftrådte politikere.
Jeg opfatter også regering som en kakafoni af meninger: CSU snigløber alle politiske aftaler og giver CDU skylden for deres egen fallit i Bayern. Merkel er indenpolitisk fraværende i alle vigtige politiske signalgivninger (i hvert fald alle, hvor hendes partifæller eller CSU skal kaldes på plads).
SPD er på en meningsmålingsmæssig nedtur fordi partiet er i åben strid indbyrdes og fordi pressen over en bred kam har hetzet mod den socialdemokratiske ledelse (Bech) og venstrefløjen i Hessen (Ypsilanti) – selv om begge faktisk søgte realpolitiske løsninger, der afspejlede virkelighedens politiske magtforhold.
Kun som værn mod Wolfgang Scheubles stormløb mod borgerrettigheder og frihedsrettigheder har FDP forsøgt at levere varen, men selv det kan Westerwelle ikke gøre troværdigt.
FDP har det for tiden omtrent som de Radikale i Danmark. De er sat uden for indflydelse og deres traditionelle partner CDU bejler åbenlyst til de Grønne i flere delstater – de 11-12 procent som meningsmålingerne for tiden giver dem er ønsketænkning.