
"Ordener hænger man på Idioter, Stjerner og Baand man kun Adelen gi'r. Men har man hjerne, saa kan man gjerne undvære baade Orden og Stjerne". Sådan skrev P.A. Heiberg (1758-1841) for flere århundreder siden.
Måske er der bankfolk i England, der er enige med den danske samfundsrevser.
Nytårsaftensdag offentliggjorde den britiske dronning nemlig - som traditionen foreskriver - den såkaldte honours list - listen over hvem der har fået ordener, er blevet slået til riddere eller - hvis de er specielt fine - har fået plads i Overhuset (House of Lords).
Men én gruppe brillerede ved deres totale fravær fra listen; bank-, forsikrings- ogfinansfolk. Det havde Dronning Elizabeth egenhændigt besluttet.
Ifølge BBC's The Today Programme (der svarer til en udvidet udgave af Morgenradioavisen) havde monarken simpelthen streget navnene over på finansfolkene og sendt listen tilbage til premierminister Gordon Brown med en håndskreven kommentar om, at "vi ønsker ikke at bidrage til at hædre mennesker, der har gjort verden dårligere for andre". Og det turde - eller ville - Gordon Brown ikke gøre noget ved. Så mens sportsstjerner, popsangere og embedsmænd fik ordener efter fortjeneste (oftest den laveste Member of the British Empire), måtte finansfolkene sidde der hjemme uden noget som helst.
Var blevet lovet
Det var finansfolkene sure over. For de havde forventet noget andet. Det er normalt regeringen og oppositionen, der indstiller til medaljer. Og det er normalt sådan, at man i oktober modtager et brev, hvori dronningen skriver, at hun overvejer at give én en orden.
Hvis man skriver tilbage, at man er interesseret, kan man normalt regne med at modtage et anbefalet brev den 31. december. Denne procedure er indført for at undgå pinlige situationer - som f.eks. da sangeren DavidBowie afviste at modtage ridderordenen for nogle år siden.
Men i år var der ingen ordener. Et elendigt år på finansmarkederne og børserne endte også i gråd og ynkelighed i de store, velmøblerede finanskapitalisthjem. Folk, der i forvejen havde tabt næsten det hele (bortset fra enkelte millioner på bankkontoen), fik nu ikke de ridderkors, de var stillet i udsigt. Hvor trist kan det blive?
Men hvorfor denne skelnen fra dronningens side? Måske var hun bare konsekvent ud fra egen moral.
"Man skal ikke hædre grådighed," skulle dronningen have sagt. Det er ikke blevet benægtet af hoffet.
Tænk at kapitalismen nu også bliver undsagt af kongehuset. Det kan man næsten blive helt kongetro af.