Interview
Læsetid: 5 min.

’Jeg burde vel føle mig priviligeret’

Hvordan opleves Gazakrigen af de 1,2 millioner palæstinensere, som bor indenfor Israels grænser? Information har talt med en af dem
Hvordan opleves Gazakrigen af de 1,2 millioner palæstinensere, som bor indenfor Israels grænser? Information har talt med en af dem
Udland
7. januar 2009

Hakim Bishara er 29 år. Han er journalist og bosat i Tel Aviv. Hans pas er israelsk, men han foretrækker at kalde sig selv palæstinenser.

Da grænserne mellem Israel, Vestbredden og Gaza blev trukket efter Israels Uafhængighedskrig i 1948 var Hakims bedsteforældre blandt de 160.000 palæstinensere, der fandt sig selv på indenfor den jødiske stats territorium.

60 år senere af de blevet 7,5 gange flere. Og en af de mindst kendte sider af det israelske samfund i udlandet. Palæstinenserne har siden 1966 været juridisk ligestillede med det jødiske flertal. Alligevel føler de fleste sig marginaliserede, hvis ikke ligefrem uønskede, i Israel.

Boblen

Hakim er dog ikke en gennemsnitlig israelsk palæstinenser. Hans far og mor var henholdsvis kommunal embedsmand og bibliotekar. Familien tilhører altså den uddannede middelklasse og er langt fra den fattigdomsgrænse, som mange israelske palæstinensere lever under. I 2006 udgjorde arabere 53 pct. af Israels fattige.

Hakim har i modsætning til de fleste arabere gået i et jødisk gymnasium (’jeg var den eneste på min skole’). Og han har studeret Statskundskab på Israels fineste universitet, Hebrew University i Jerusalem. I dag arbejder han som kulturjournalist på finansavisen Globes.

Hakim er født i byen Kira syd for Tel Aviv. Den ligger langt fra det etnisk blandede Nordisrael, hvor der i områder er arabisk flertal. Og et godt stykke nord for Gazastriben, fortæller Hakim Information over telefonen på 4.-dagen for den israelske troppeinvasion af området.

’Jeg burde vel føle mig privilegeret. Jeg befinder mig i den boble, som er Tel Aviv. Det er det eneste sted i Israel-Palæstina, hvor der eksisterer en form for normalitet’, siger Hakim.

I Israels kosmopolitiske millionby ’laver folk andet end at se nyheder’. Derfor kalder mange lokale Tel Aviv for boblen. De ser den som en lykkelig undtagelse i et land, hvor bekymringer for egen sikkerhed og frygt for ’den anden’ fylder meget.

Meningsløst

Selvom Hakim betegner sig selv som ’en professionel kyniker’, mærker man let, hvor berørt han er over krigen i Gaza. Den har på dette tidspunkt har kostet små 600 palæstinensere livet. Han kalder de israelske militæraktioner for ’irrationelle og meningsløse’:

’Israel ved, at de intet vil opnå ved at bombe Gaza. Intet andet end at styrke Hamas.’

En time før vores samtale, faldt en raket i byen Gadera kun 30 kilometer syd for Tel Aviv. Det er det nordligste, en Hamas-raket endnu har ramt, og et tegn på, at Israel er langt fra at neutralisere styrets muligheder for angreb, mener Hakim.

Han tror slet ikke på, at man kan forhindre Hamas i at sende raketter ind i Israel med militære midler. Det eneste måde Israel kan vriste den islamiske organisation af magten i Gaza er ved at indgå en fredsaftale, der opløser den økonomiske blokade af området, mener han:

’Som sekulær palæstinenser støtter jeg på ingen måder Hamas. Men Israel er nødt til at acceptere dem for nu og give de palæstinensiske områder mulighed for at udvikle deres samfund. Så snart befolkningen får det bedre, vil Hamas’ indflydelse svækkes’, siger Hakim.

Mellem to samfund

De palæstinensiske selvstyreområder er i dag to adskilte, politiske enheder. Koalitionsregeringen mellem Fatah og Hamas, den store vinder af valget i 2006, brød sammen i 2007, og den islamistiske organisationen kuppede det mere sekulære Fatah i Gaza.

Men selvom palæstinenserne er splittede politisk, lider de ikke af nogen følelsesmæssig identitetskonflikt, mener Hakim. På samme måde ser han entydigt sig selv som palæstinenser, selvom han har boet i Israel hele sit liv og omgiver sig med jødiske venner.

’Jeg er meget mere integreret i Israel end de fleste palæstinensere – men stadig en slags outsider. Jeg skifter hele tiden mentalt mellem to samfund: det palæstinensiske og det israelsk-jødiske. Det er hårdt at føle sig underkuet i det samfund, hvor man har sit hverdagsliv.’

Alligevel ville Hakim ikke flytte til en fremtidig palæstinensisk stat, hvis der skulle komme en tostatsløsning en dag:

’Palæstinensernes identitet handler mere om land end om nationalitet’, forklarer Hakim. ’Jeg ville føle, at mit liv var blevet taget fra mig, hvis jeg ikke kunne opholde mig omkring Tel Aviv, Jaffa og Middelhavskysten, hvor jeg er vokset op og lever mit liv.’

Spejl af frygt

Størstedelen af de israelske palæstinensere ville foretrække at blive i Israel, viser opinionsundersøgelser. Som Hakim føler de sig mere knyttet til det stykke land, hvor deres familier kommer fra, end til nogen politisk enhed. Og selvom de udgør en underklasse i Israel, er de mere velstående end deres arabiske naboer.

Derfor kan den israelske højrefløjs ambition om at overføre palæstinensiske israelere til en fremtidig, palæstinensisk stat viser sig umulige. Der har nemlig altid været fremmede magter i Palæstina, minder Hakim om. Grækerne, romerne, ottomannerne, briterne og så israelerne.

Palæstinenserne er vant til det. Og på en måde ligeglade, så længe de kan få lov til at blive, hvor de bor.

’Derfor håber folk som jeg selv, at der en dag, efter en periode med to stater, og når folk har overkommet deres fordomme og frygt, kan opstå én fælles stat, hvor israelere og palæstinensere kan leve sammen’, siger Hakim og uddyber:

’Israelerne og palæstinenserne har så meget tilfælles. Men uvidenhed, ideologisk indoktrinering og frygt holder dem fra hinanden. Når jeg taler taxichauffører på Vestbredden og i Tel Aviv, er de som et spejl af hinanden. De deler samme følelse af at være truet på livet og hadet af den anden.’

En positiv oplevelse

Det er svært ikke at se Hakim som taxachaufførernes modbillede. Under vores samtale fanger jeg ham ikke på et seneste tidspunkt i at forfalde til stereotyper eller ensidige fordømmelser.

Da jeg siger det til ham, svarer han med en anekdote. I 2005 sendte Hakims avis ham til Sydisrael. Han skulle lave et interview med nogle af de jødiske bosættere, som blev tvunget ud af Gaza i forbindelse med Israels rømning af området.

På vej til det midlertidige hjem, som de tidligere bosættere var blevet forflyttet til i Israels socialt fallerede syd, frygtede Hakim for de militante jøders reaktion. Ville de overhovedet tale med en araber som ham? Til hans store overraskelse tog de venligt imod ham. Uden nogen forbehold.

’Den oplevelse gav mig en vis optimisme. Det er dejligt at opleve, at man ikke er totalt fremmedgjort i det israelske samfund. Sådan føles det tit.’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her