Læsetid: 5 min.

CO2-kreditsystem trængt fra alle sider

Systemet, der giver i-lande lov at købe klimahjælp i u-lande, er ikke bare plaget af priskollaps, men også af bureaukrati og snyd. Opgiv at ændre det, siger grøn industrileder
Udland
23. januar 2009

Mens prisen rasler ned på de CO2-kreditter, som vestlige lande og virksomheder køber af u-lande, skærpes diskussionen om selve systemet bag den globale handel med retten til at CO2-forurene atmosfæren. Systemet er belastet af ineffektivitet, uigennemskuelighed, prisudsving og snyd, og derfor kaldes der fra mange sider på markante reformer inden klimatopmødet i København. Andre afviser, at reformer er politisk mulige og anbefaler, at man lader systemet være og i stedet søger nye måder at sikre klimaprojekter i u-landene.

"Nu har vi brugt 10 år på at udvikle systemet til det, det er i dag, med en masse komplicerede regler, der gør det mere indviklet, end det behøvede at være. Lad os ikke bruge en masse ny tid på at prøve at reformere det. Det er alt for politisk sensitivt og vil møde en masse modstand," siger formanden for World Business Council for Sustainable Development, Björn Stigson.

Systemet hedder CDM. Clean Development Mechanism. Det er en del af Kyoto-aftalen fra 1997, som udløber i 2012 og håbes videreført med en ny global klimaaftale på topmødet her til december.

Med CDM-systemet kan vestlige virksomheder og i-lande med ondt i klimaregnskabet finansiere klimavenlige projekter i u-lande og som modydelse erhverve sig ret til en fortsat hjemlig CO2-udledning, der svarer til CO2-reduktionen skabt af klimaprojektet. Udledningsretten købes i form af CO2-kreditter, der også kan viderehandles med spekulationsgevinst for øje på internationale børser.

Netop nu er der stærk turbulens i systemet, fordi markedsprisen på CO2-kreditter falder dramatisk. Prisfaldet - en halvering siden i sommer - ventes at indebære et fald i antallet af nye CDM-klimaprojekter i u-landene: Når CO2-kreditterne er så lidt værd for sælgerne som nu, bliver det en dårlig forretning at etablere nye projekter med f.eks. vind, sol eller biogas.

Endnu kan man ikke registrere nedgangen i antallet af nye projekter, men den kommer, siger branchefolk.

"Med dagens lave pris på kreditterne vil der være langt færre nye projekter, der er økonomisk levedygtige," vurderer James Emanuel, souschef i det britiske selskab CantorCO2e, der lever af at udvikle CDM-projekter.

"Kreditprisen kan fremover bevæge sig dramatisk i begge retninger. Ingen ved det - det afhænger først og fremmest af den økonomiske recessions varighed," siger Emanuel.

På lang sigt bedømmer både han og andre fagfolk, at prisen vil stige på ny og dermed også rentabiliteten af de klimaprojekter, der skal levere CO2-kreditter. Indtil da betyder den lave pris, at klimaindsatsen forsinkes.

Amerikansk kritik

Spørgsmålet er, om selve CDM-systemet er levedygtigt på sigt. I dag kritiseres det af systemets aktører, der er utilfredse med den træge myndighedsbehandling af nye projekter. Det kritiseres af miljøfolk, der mener, at kreditkøb i u-landene bliver til aflad for de rige lande, der kan fastholde deres hjemlige CO2-forurening. Og det kritiseres af sagkyndige for i mange tilfælde slet ikke at levere en reel CO2-reduktion og hjælp til det truede klima.

Senest har den amerikanske kongres' revisionskontor, General Accounting Office (GAO), i en statusrapport kritiseret CDM-programmet.

"Programmets betydning for udledningerne er usikker, og dets betydning for bæredygtig udvikling har været begrænset," hedder det i rapporten.

"Den foreliggende viden peger på, at nogle CO2-kreditter er blevet udstedt for projekter, som ville være gennemført selv uden CDM, trods en meget grundig granskningsproces. Sådanne projekter giver ikke nogen nettoreduktion i udledningerne og kan kompromittere integriteten af de programmer, der som EU's kvotesystem tillader brugen af CO2-kreditter til at opfylde klimaforpligtelserne."

Eksempel: Kina bygger i disse år mange vindmøller, og det kan være vanskeligt at afgøre, om et CDM-vindmølleprojekt med en i-landsinvestor reelt er et 'ekstra' projekt, eller om det ville være blevet gennemført af Kina under alle omstændigheder. I så fald bør det ikke udløse CO2-kreditter til i-landsinvestoren, fordi der jo ikke er opnået en reel, ekstra CO2-reduktion.

I praksis sker det imidlertid ofte, at CDM-projekter ikke er 'ekstra' - i fagsproget 'additionelle'. De bliver derfor reelt et redskab til at malke vestlige investorer for penge samt et redskab for investorerne til at slippe uden om hjemlige klimaforpligtelser - uden en modsvarende, ekstra CO2-reduktion i u-landet.

"Det er nærmest umuligt at sikre, at projekter er additionelle," mener General Accounting Office. Derfor konkluderer revisionskontoret, at CDM-systemet "muligvis ikke er en pålidelig langsigtet vej til at bremse klimaforandringer," hvorfor USA's kongres opfordres til at overveje, om man ikke kan opnå klimamålene på anden vis.

Kritikken af mange CDM-projekter for ikke at levere reel klimareduktion har fået tilsynsmyndighederne under FN til at skærpe godkendelsesprocedurer og bruge mere tid og kraft på overvågning. I november tog man det drastiske skridt at suspendere Norske Veritas, der er det største af de internationale konsulentfirmaer hyret af FN til at godkende nye CDM-projekter. Veritas har haft for få kvalificerede eksperter og for dårlig dokumentation for sine godkendelser, siger FN.

Lad CMD være som det er

Samtidig har FN selv forlangt stadig flere projekter omvurderet for at imødegå kritik og sikre, at der vitterlig er tale om ekstra CO2-reduktioner. Det har skabt langsommelighed i godkendelsessystemet, og det har i sig selv udløst vrede reaktioner fra de selskaber, der lever af at etablere CDM-projekter. En række af selskaberne har nu dannet deres egne pressionsgruppe, Project Developer's Forum, for at gøre op med, hvad de kalder "paranoiaen" i FN-systemet.

Fra alle sider råbes der på reform af CDM-mekanismen. Den skal på en gang gøres mere troværdig og mere strømlinet. Den seneste klimaforhandling i Poznan i Polen, viste, at det er lettere sagt end gjort at skabe enighed om ændringer af systemet. Alt imens EU-topmødet i Bruxelles besluttede, at EU-landene efter 2012 må gøre endnu mere brug af CDM-kreditter for at opfylde deres hjemlige klimaforpligtelser, så endte Poznan-mødet med at afsløre betydelig uenighed om, hvordan CDM-systemet skal se ud i den ny klimaaftale, der skal vedtages i København i år.

Björn Stigson, formanden for 210 store virksomheders globale miljøforum, WBCSD, mener, det er udsigtsløst at forsøge at reformere det kendte system.

"Når man begynder at pille ved et bureaukratisk system og indviklede regler, som er blevet udviklet gennem 10 år, så ryger man ind i meget komplicerede diskussioner og skaber bare flere problemer, end vi allerede har. Lad CDM være som det er for dem, der måtte ønske at bruge det, og lad os i stedet udvikle supplerende mekanismer, der er enklere og mere hensigtsmæssige," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

For at gentage mig selv: Vi kan ikke løse klimakrisen indenfor det eksisterende økonomiske paradigme.

Handel med CO2-kvoter er ikke bare håbløs utilstrækkelige, det er grundlæggende udtryk for den samme banale tankegang, der stort set altid har karakteriseret økonomi (som så meget andet i vore liv): En manifestation af den biologiske aggression - at besejre sine konkurrenter.

Helt grundlæggende har vi to valgmuligheder: Enten lærer vi for første gang i menneskehedens historie virkelig at arbejde sammen som art (meget usandsynligt), eller også fortsætter vi (stadig mere voldsomt i de kommende årtier) med at slås mod hinanden på stort set alle niveauer.