Læsetid: 4 min.

CO2-markedets kollaps rammer u-landsprojekter

Prisen på CO2-kreditter fra u-landsprojekter er nu så lav, at det bliver en tvivlsom forretning at gennemføre projekterne
En tibetansk munk koger en kedel vand takket være en solenergi-kogeplade. Solenergipladen er lavet i Sichuan i Kina, som nu er ramt af CO2-markedets sammenbrud.

En tibetansk munk koger en kedel vand takket være en solenergi-kogeplade. Solenergipladen er lavet i Sichuan i Kina, som nu er ramt af CO2-markedets sammenbrud.

21. januar 2009

Usikkerhed og prisfald på det internationale CO2-marked truer nu med at bremse klimavenlige projekter i u-lande. Dermed svækkes det bidrag til bekæmpelse af den globale opvarmning, som disse projekter skulle sikre.

Samtidig indebærer det vigende CO2-marked risiko for opbremsning i overførslen af grøn miljø- og energiteknologi til udviklingslandene.

"Priskollapset fortsætter" på det asiatiske marked for CO2-kreditter, rapporterede mandag den ledende analysevirksomhed på CO2-markedet, Point Carbon.

CO2-kreditter er de salgbare rettigheder til CO2-udledning, som udspringer af Kyoto-aftalens såkaldte CDM-ordning (Clean Development Mechanism). Ifølge ordningen kan i-lande klare en del af deres egne klimaforpligtelser ved at finansiere klimavenlige CDM-projekter i u-lande. Et CDM-projekt med f.eks. vindmøller, biogas eller solenergi udløser CO2-kreditter svarende til den CO2-udledning, som projektet forhindrer, og kreditterne kan købes af f.eks. vestlige virksomheder og lande med ondt i klimaregnskabet. U-lande får penge og bæredygtig teknologi til gengæld. CO2-kreditter kan også via mellemhandlere købes og sælges på linje med andre værdipapirer på børser rundt om i verden. "Salget af CO2-kreditter og finansiering af CDM-projekter kan gå i stå, hvis ikke CO2-priserne begynder at komme sig," lød mandagens melding fra Point Carbon efter et prisfald på 10-12 pct. inden for bare den seneste uge.

Problemet er den økonomiske krise samt koblingen mellem u-landenes CO2-kreditter og de såkaldte CO2-kvoter, der er EU's interne system for handel med udledningsrettigheder.

Nyt lavpunkt i pris

Som beskrevet i Information lørdag er EU's interne kvotemarked netop nu i frit fald med priser, der i går nåede et nyt lavpunkt på 11,63 euro (86 kr.) pr. ton CO2 - godt en tredjedel af prisen i sommer. Efterspørgslen på CO2-kvoter falder, fordi den økonomiske krise dæmper erhvervslivets produktion, energiforbrug og CO2-udledning - virksomhederne får dermed mindre behov for udledningstilladelserne for at leve op til de CO2-mål, de er pålagt af EU. Dertil sælger mange kriseramte EU-industrier ud af deres CO2-kvoter til lavpris for at skaffe hurtig kapital på et tidspunkt, hvor bankerne holder igen med långivning.

Priserne på u-landenes CO2-kreditter er normalt lavere end priserne på EU's CO2-kvoter, og derfor har der været betydelig vestlig interesse for de CDM-projekter i lande som Kina, Indien og andre udviklingslande, der har udløst kreditterne.

Med prisfaldet på EU's kvoter er den økonomiske afstand mellem kvoter og kreditter imidlertid blevet minimal, og det gør det mindre interessant for vestlige virksomheder at købe CO2-kreditterne. Behovet er desuden faldet som følge af de dæmpede udledninger fra virksomhederne under den økonomiske krise. Ved årsskiftet blev der således handlet CO2-kreditter svarende til en udledning på 1,1 mio. ton CO2 pr. dag mod et niveau på 2,6 mio. ton CO2 i foråret 2008.

Konsekvensen af den faldende efterspørgsel er, at prisen på kreditterne kryber med nedad, parallelt med den faldende pris på CO2-kvoterne i EU. I går noteredes en kreditpris på 10,00 euro pr. ton CO2.

Forsinket klimaindsats

"Det koster jo noget at etablere de CDM-projekter i et udviklingsland, som udløser CO2-kreditterne. Men hvis kreditternes værdi på markedet falder som nu, så giver de så ringe et finansieringstilskud til CDM-projektet, at dette ikke kan realiseres," siger Marc Jeilman, bestyrelsesformand i det danske investeringsselskab KlimaInvest, der også har involveret sig i markedet for handel med CO2-kreditter.

Konsekvensen er ifølge Jeilman, at klimavenlige CDM-projekter i u-lande nu begynder at falde bort. Det bekræftes af andre branchefolk.

"Faldet i kvotepriser vil absolut påvirke CDM-projekterne. De projekter, der allerede er godkendt, vil nok ikke blive påvirket, men til gengæld bliver det meget, meget vanskeligt at udvikle nye projekter med de nuværende prisniveauer," siger forskningschef og ekspert i CO2-markedet hos Deutsche Bank, Mark C. Lewis, til Information.

Hos Point Carbon siger direktør Henrik Hasselknippe, at "man netop nu tjener meget lidt på at etablere CDM-projekter i u-lande."

"Når de økonomiske marginer på projekterne forsvinder, så forsvinder også investeringerne i disse projekter, der skulle have givet CO2-reduktioner."

Fra selskabet Carbon Positive, der lever af at planlægge CDM-projekter i bl.a. Kina, Indonesien og Brasilien, lyder meldingen:

"Det kraftige fald i kredit-priserne kan alvorligt hæmme bidraget fra CDM til udledningsreduktion og overførsel af grøn teknologi til u-landene i det kommende år eller to."

Andre selskaber som de britiske Ecosecurities og Climate Change Capital er begyndt at afskedige medarbejdere i lyset af den forringede økonomi og efterspørgsel, oplyser Point Carbon. Jeilman, Lewis og Hasselknippe er enige om, at priserne på kvote- og kreditmarkedet på sigt vil begynde at stige igen. Men undervejs tabes vigtige skridt i kampen mod klimaændringer.

"Hvis CDM-projekter stopper, tager det lang tid at få dem i gang igen. U-landene har svært ved selv at skaffe kapital til disse projekter med klimavenlig teknologi," siger Henrik Hasselknippe.

I dag er der ca. 440 godkendte CDM-projekter, som udsteder CO2-kreditter, og dertil omkring 4.000 projekter i forskellige faser af idéudvikling, planlægning og myndighedsgranskning. Endnu kan man ikke i statistikken registrere nedgangen i antallet af nye projekter, oplyser seniorforsker Jørgen Fenhann, Risø, der for FN overvåger udviklingen. Igennem mere end et år er der imidlertid sket en løbende nedjustering af skønnene over, hvor mange CO2-kreditter, der frem til 2012 vil kunne skabes via CDM-projekter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hele konceptet med at købe og sælge CO2-kreditter er en latterlig, bagstræberisk ide, der kun tjener til at forsinke en erkendelse: vi er nødt til at lave om på den måde vi gør ting, hvis vi har tænkt os at bevare kloden. Det er selvfølgelig allerede for sent, men man kan stadig begrænse skaderne.

Niels-Holger Nielsen

Der grædes tørre tårer over en sælgers alt for forudsigelige død.

Der skal selvfølgelig noget retfærdighed ind i den globale kamp for klimaet, men er det retfærdighed når broderparten af CDM-projekterne går til fire lande: Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien?

Tillad mig at bringe et kommunikè fra Evo Morales til FNs klimakonference i Poznan:

Klimaforandringerne: Red planeten fra kapitalismen

Af Evo Morales, præsident

Den 28. november 2008 - Søstre og brødre, i dag er vores Moder Jord syg. Fra begyndelsen af det 21. århundrede har vi levet i de varmeste af de sidste tusind år. Global opvarmning genererer abrupte forandringer i vejret: gletchernes tilbagetrækning og formindskelsen af de polære iskapper; væksten i havenes vandstand og oversvømmelserne i kystområderne, hvor henved 60% af verdens befolkning lever; væksten i ørkendannelse og formindskelsen af sunde vandressourcer; den højere hyppighed af naturkatastrofer, som jordens samfund lider under[1]; udryddelsen af plante- og dyrearter; og spredningen af sygdomme til områder, som før var fri for disse.

En af de mest tragiske konsekvenser af klimaforandringerne er at nogle stater og territorier er dømt til at forsvinde med havstigningen.

Alt dette begyndte i 1750 med den industrielle revolution, som fødte det kapitalistiske system. På to og et halvt århundreder har de såkaldte ‘udviklede’ lande forbrugt en stor del af de fossile brændsler, der var blevet skabt igennem fem millioner århundreder.

Kapitalismen

Det kapitalistiske systems konkurrence og tørst efter grænseløs profit er i færd med at destruere planeten. Under kapitalismen er vi ikke mennesker, men forbrugere. Under kapitalismen eksisterer Moder Jord ikke; i stedet er der råstoffer. Kapitalismen er kilde til verdens asymmetrier og ubalancer. Den genererer luksus, pral og affald for de få, mens millioner i hele verden dør af sult. I kapitalismens hænder bliver alt til en vare: vandet, jorden, det humane genom, forfædrenes kultur, retfærdighed, etik, død … og livet selv. Alt, absolut alt, kan købes og sælges under kapitalismen. Ja, selv ‘klimaforandringer’ er blevet til en forretning.

‘Klimaændringer’ har stillet mennesket over for et stort valg: Enten at fortsætte ad kapitalismens og dødens vej, eller at slå ind på stien, der fører til harmoni med naturen og respekt for livet.

De udviklede lande og overgangsøkonomierne forpligtede sig ved Kyotoprotokollen i 1997 til at reducere sine udledninger af drivhusgasser med mindst 5% i forhold til 1990, igennem implementering af forskellige mekanismer, hvorimellem markedsmekanismen dominerede. Indtil 2006 er drivhusgasserne, langt fra at være reduceret, tværtimod vokset med 9,1% i forhold til 1990; for også på denne måde at demonstrere de udviklede landes brud på forpligtelserne.

At implementere markedsmekanismerne i udviklingslandene[2] har ikke bevirket en signifikant reduktion af drivhussvirkende gasudledninger.

Ligesåvel som markedet er ude af stand til at regulere de globale finansielle og produktive systemer, lige så vel er det ude af stand til at regulere udledningen af drivhusvirkende gasser og vil alene generere ‘big business’ for finansielle agenter og store selskaber.

Jorden er langt vigtigere end børserne i Wall Street - og i den øvrige verden

Imens De Forenede Stater og Den Europæiske Union allokerer 4.100 milliarder dollars for at redde bankerne fra en finansiel krise, som de selv har skabt, tildeles programmer angående klimaforandringer 313 gange mindre, altså kun 13 milliarder.

Ressourcerne, øremærkede til klimaforandringer, er uretfærdigt fordelt. Flere ressourcer er anvendt på at reducere udledningerne (mildning) og færre til at reducere de effekter af klimaforandringerne, som alle lande lider under (tilpasning)[3]. Den overvejende del af ressourcerne flyder til de lande, som har forgiftet mest, og ikke til de lande, hvor vi bedst har beskyttet miljøet. Ca. 80% af midlerne fra projekter under Clean Development Mechanism (CDM, aflad for manglende hjemlige reduktioner gennem mere eller mindre tvivlsomme reduktionsprojekter i tredielande, nh) er koncentreret i fire udviklingslande.

Kapitalistisk logik fremmer det paradoks at de sektorer, som har bidraget mest til forringelsen af miljøet, er de samme som dem, der har størst udbytte af programmerne til bekæmpelse af klimaændringerne.

På samme tid er teknologioverførslen og finansieringen af ren og bæredygtig udvikling i Syd forblevet ord. Det næste klimatopmøde i København er nødt til at tillade os et spring fremad, hvis det er vores fælles ønske at redde Moder Jord og menneskeheden.

Jeg fremsætter til dette formål følgende forslag til processen: Fra Poznan til København:

Angrib de strukturelle årsager til klimaforandringerne

1) Debatèr de strukturelle årsager til klimaforandringerne. Så længe vi ikke ændrer det kapitalistiske system til et systen baseret på gensidighed, solidaritet og harmoni mellem mennesket og naturen, vil de metoder, som vi tilpasser blive lindrende, dvs. af begrænset og risikabel karakter. For os er det, som er slået fejl, modellen for ‘et bedre liv’ med ubegrænset udvikling, grænseløs industrialisering, modernisering som afbøder vores historie og voksende akkumulation af goder på andres og naturens bekostning. Af disse grunde er vi fortalere for ‘det gode liv’ i harmoni med andre mennesker og Moder Jord.

2) De udviklede lande er nødt til at kontrollere deres forbrugsmønstre - deres forbrug af luksus og skrald - i særdeleshed deres overdrevne forbrug af fossile brændsler. Det er nødvendigt progressivt at eliminere subsidier til fossile brændsler, som har nået mellem 150 og 250 milliarder[4]. Det er fundamentalt at udvikle alternative former for energi, så som solenergi, geotermisk energi, vindenergi og vandkraftenergi, både i lille og i mediun skala.

3) Biobrændsler er ikke noget alternativ, fordi de sætter produktionen af fødevarer til transport før produktionen af mad til mennesker. Biobrændsler udvider landbrugets grænser og destruerer skove og biodiversitet, genererer monokulturer, fremmer koncentration af landbrugsarealer, forringer jordens ydeevne, udtømmer vandressourcer, bidrager til højere priser på fødevarer og forbruger ofte mere energi, end der produceres.

Betragtelige forpligtigelser til udledningsreduktioner - som bliver overholdt

4) Streng overholdelse af de udviklede landes forpligtelser[5] til at reducere udledningen af drivhusgasser med mindst 5% i forhold til 1990. Det er uacceptabelt, at de lande, som igennem historien, har forurenet planeten, vedtager beslutninger om større reduktioner i fremtiden, alt imens de ikke efterkommer deres nuværende forpligtelser.

5) Fastlæg nye minimumsforpligtelser for de udviklede lande, 40% udledningsreduktioner i 2020 og 90% i 2050, med udgangspunkt i 1990. Disse minimumsforpligtelser må opfyldes internt i de udviklede lande og ikke via fleksible markedsmekanismer, som tillader køb af certificerede udledninger, som bevirker fortsættelse af forurening i eget land. Overvågningsmekanismer til måling, rapportering og kontrol, som er tilgængelige for offentligheden, må ligeledes fastlægges for at garantere opfyldelse af forpligtelserne.

6) De udviklingslande, som ikke er ansvarlige for den historiske forurening, må bevare det fornødne rum til at skabe alternative og bæredygtige former for udvikling, som ikke gentager fejltagelsen med den vilde industrialisering, som har brag os alle i den nuværende situation. For at betrygge denne proces har udviklingslandene forudsætningsvis behov for finansiering og teknologioverførsel.

Adressèr økologisk skyld

7) Idet de anerkender deres historiske økologiske gæld til planeten, må de udviklede lande skabe en Integreret Finansiel Mekanisme til at støtte udviklingslandene i: Implementering af deres planer og programmer for tilpasning til og mildning af klimaforandringerne; fornyelsen, udviklingen og overførslen af teknologi; i bevarelse og forbedring af vores naturlige depoter for CO2; svarhandlinger på de alvorlige naturulykker, som skyldes klimaforandring; og i udførelsen af bæredygtige økovenlige udviklingsplaner.

8) Denne Integrerede Finansielle Mekanisme må, for at være effektiv, kunne regne med et bidrag på mindst 1% af bruttonationalproduktet i de udviklede lande[6] og andre bidrag fra skat på olie og gas, finansielle transaktioner, hav- og lufttransport og profitterne fra de transnationale selskaber.

9) Bidrag fra de udviklede lande må være oven i den officielle udviklingsbistand (ODA), den bilaterale hjælp eller hjælp kanaliseret gennem FN. Ingen midler ydet udenom UNFCC (Forenede Nationers Struktur Konvention om Klimaforandring, nh) kan anerkendes som opfyldelse af de udviklede landes forpligtelser under konventionen.

10) Det er nødvendigt at midlerne tildeles de forskellige staters planer og programmer og ikke bruges til projekter, som følger markedslogikken.

11) Det er afgørende, at midlerne ikke kun placeres i enkelte udviklede lande, men prioriteres til de lande, der har bidraget mindst til udslippet af drivhusgasser; de, der bevarer natur og lider under følgerne af klimaforandringerne.

12) Den Integrerede Finansielle Mekanisme må forestås af De Forenede Nationer, ikke af Den Globale Miljøfacilitet (GEF) eller andre mellemled så som Verdensbanken og regionale udviklingsbanker; dens ledelse skal være kollektiv, gennemsigtig og ubureaukratisk. Dens beslutninger skal vedtages blandt alle medlemslande, i særdeleshed af udviklingslandene, og ikke af donorer og bureaukratiske administratorer.

Teknologioverførsel til udviklingslandene

13) Fornyelse og teknologi relateret til klimaforandringerne skal være under offentlig regi og ikke nogen form for privat patentregime, som hæmmer og gør teknologioverførsel dyrere for udviklingslandene.

14) Produkter, som er frugten af offentlig finansieret fornyelse og udvikling, skal placeres under offentligt regi og ikke under et privat patentregime[7], således at de kan være frit tilgængelige for udviklingslandene.

15) Fremme og forbedre systemet med frivillige og tvungne licenser således at alle lande kan få adgang til allerede patenterede produkter - hurtigt og gratis. De udviklede lande kan ikke behandle patenter og intellektuel ejendom som var det noget “helligt”, der for enhver pris skal bevares. Ordningen om fleksibel adgang til intellektuelle rettigheder i tilfælde af alvorlige problemer med den offentlige sundhed skal tilpasses og udvides betragteligt for at hele Moder Jord.

16) Genopret og understøt de oprindelige folks praktikker, som er i harmoni med naturen, og som har bevist deres bæredygtighed igennem århundreder.

Tilpasning og udledningsbegrænsning med deltagelse af alverdens folk

17) Fremme af handling, programmer og planer mod udledninger med deltagelse af lokalsamfund og oprindelige folk inden for rammerne af fuld respekt for og implementering af De Forenede Nationers deklaration om oprindelige folks rettigheder. Den bedste mekanisme til at møde udfordringen fra klimaforandringerne er ikke markedsmekanismen, men bevidste, motiverede og velorganiserede mennesker begavet med deres egen identitet.

18) Reduktion af udledningerne fra afskovning og skovforringelse må baseres på direkte kompensation til udviklingslandene igennem en meget effektiv implementation som sikrer bred deltagelse af lokalsamfund og en mekanisme til rapportering og verificering, som er gennemsigtig og offentlig.

Et FN for miljøet og klimaforandringerne

19) Vi behøver en Verdens Miljø- og Klimaforandringsorganisation i forhold til hvilken multilaterale handels- og finansorganisationer er underordnede, for herved at fremme en anerledes model for udvikling, som er miljøvenlig, og som vil løse de dybe problemer med fattigdom. Denne organisation må nødvendigvis have effektive opfølgende, verificerende og sanktionerende mekanismer for at sikre at nuværende og fremtidige aftaler efterkommes.

20) Det er grundlæggende strukturelt at omskabe Verdenshandelsorganisationen, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og det internationale økonomiske system i sin helhed, med henblik på at garantere retfærdig og gensidig handel, lige såvel som betingelsesløs finansiering til bæredygtig udvikling, som undgår tab af naturressourcer og fossile brændsler i produktionsprocesser, handel og varetransport.

I denne forhandlingsproces på vej mod København er det fundamentalt at garantere deltagelsen af vores folk som aktive aktionærere på nationalt, regionalt og verdensomspændende niveau med speciel opmærksomhed rettet mod de sektorer, der er værst ramt, som fx. oprindelige folk som altid har støttet forsvaret for Moder Jord.

Mennesket er i stand til at redde Jorden hvis vi genrejser principperne om solidaritet, gensidighed, og harmoni med naturen, i modsætning til konkurrencens, profittens og det uhæmmede resourceforbrugs regime.

Noter

[1] Knyttet til ‘Niña’ (la Niña/el Niño-cyklus, nh) fænomenet, som bliver hyppigere som et resultat af klimaforandringerne, Bolivia har tabt 4% af sit bruttonationalprodukt i 2007.

[2] Kendt som Clean Development Mechanism.

[3] For øjeblikket er der kun en tilpasningsfond med cirka 500 millioner dollars til 150 udviklingslande. Ifølge UNFCCCs sekretariat er 171 millioner dollars reserveret tilpasning og 380 millioner dollars udledningsreduktioner.

[4] Sternrapporten

[5] Kyotoprotokollen, artikel 3.

[6] Stern Review har foreslået 1% af det globale bruttonationalprodukt, som udgør mindre end 700 milliarder dollars årligt.

[7] I følge UNCTAD (1998) bidrager offentlig finansiering i udviklingslandene med 40% af ressourcerne til innovation og udvikling af teknologi.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen