Læsetid: 4 min.

I dag Somalia, i morgen hele verden

Somalias islamister vil omdanne landet til et islamisk kalifat, baseret på sharia - men derudover er de ikke enige om ret meget
30. januar 2009

I dag Somalia, i morgen hele verden. Sådan lyder budskabet fra den islamistiske Shabab-milits, der er ved at overtage magten i det borgerkrigshærgede land. Bevægelsen ønsker at omdanne Somalia til et kalifat baseret på en strikt fortolkning af sharia, men spørgsmålet er, om den løst organiserede oprørsbevægelse er i stand til at lede landet.

Som alle andre parter i den somaliske borgerkrig har Al-Shabab en lang række menneskerettighedskrænkelser på samvittigheden. Alligevel maner flere Somalia-kendere til besindighed og afviser, at militsen er i gang med at indføre et rædselsregime i stil med det afghanske Taleban.

Årsagen er, at Harakat al-Shabab al-Mujahedeen, Bevægelsen af Unge Mujahedinere, er en blandet landhandel, bestående af en lang række lokale militser og militsledere, som langt fra er enige om kursen. En del af bevægelsen allierer sig åbenlyst med Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda, mens andre blot drømmer om at skabe en vis ro og orden i det lovløse og borgerkrigshærgede land. De seneste to år er mindst 16.000 somaliere blevet dræbt, 1,2 millioner fordrevet og mindst 40 procent af befolkningen sulter.

Al-Shabab er ikke nogen samlet bevægelse. Tværtimod. Den består af mindst 12 forskellige fraktioner, der har hver deres kommandant og hver deres motivation. En del af dem kan formentlig overtales til at slutte fred med andre af Somalias magthavere, især hvis de kan se en politisk, økonomisk eller klanmæssig fordel i det.

Sharia-frygt

Hos menneskerettighedsorganisationerne er man ikke begejstret for al-Shabab, men en grundig gennemgang af de seneste rapporter viser, at den islamistiske bevægelse, som nu kontrolleres størstedelen af landet, langt fra er de værste menneskerettighedskrænkere i landet.

I en dugfrisk rapport konkluderer Human Rights Watch, at alle borgerkrigens parter har menneskerettighedskrænkelser på samvittigheden. Både den amerikansk-støttede overgangsregeringen, deres etiopiske støttestyrker og diverse oppositionsgrupper har angrebet hinanden uden hensyntagen til civile tab, begået politiske mord, samt truet og dræbt nødhjælpsarbejdere, journalister og menneskerettighedsaktivister.

Samme vurdering har Amnesty International, der desuden peger på, at har al-Shabab også har gennemført ulovlige henrettelser, amputationer og piskning, samt i et tilfælde stenet et 13-årigt voldtægtsoffer til døde. På nettet kan man således finde adskillige videoklip af offentlig piskning og henrettelser af påståede kollaboratører.

FN's komite til overvågning af våbenembargoen mod Somalia konkluderede i december, at al-Shabab har skabt "et klima af frygt" i de områder, de kontrollerer.

I dag Somalia

En af de mest rabiate Shabab-ledere er bevægelsens talsmand Sheik Muktar Robow, som i et eksklusivt interview med den arabiske tv-station Al-Jazeerah slår fast, at al-Shababs mål er at omdanne Somalia til en islamisk stat baseret på sharia.

"Vi vil genindføre kalifatet og hver eneste bid af sharia," siger han og er overbevist om, at islam kan standse borgerkrigen og løse alle Somalias problemer.

"Vi er jo alle somaliere og sunnimuslimer, så hvad er problemet," spørger han. "Hvis I bare lader os være i fred, vil det ikke tage mere end en enkelt dag at forene Somalia."

I samme åndedrag afviser han imidlertid at forhandle fred med overgangsregeringen og den moderate islamiske gruppering ARS Djibouti.

"Vi er under ingen omstændigheder indstillet på at tale med disse folk, i vores øjne er de krigsforbrydere. De har ladet sig købe af de vantro korsfarere i Etiopien og USA og erklæret krig mod det somaliske folk," siger han til Al- Jazeerah.

I morgen hele verden

Sheik Robov understreger, at hans ambitioner er globale. I dag Somalia , i morgen hele verden.

"Når vi har løst Somalias problemer, skal vi sprede Guds nåde og hans lov i resten af verden," siger han i en af den slags udtalelser, der får alarmklokkerne til at ringe hos efterretningstjenester verden over. Sheik Robov er også en af de Shabab-ledere, der åbenlyst præsenterer sig som allieret med Osama bin Laden og gladeligt optræder på videoer med topfolk fra al-Qaedas østafrikanske netværk.

Flere Somalia-kendere mener imidlertid, at al-Shabab-bevægelsen favner så bredt, at den vil falde fra hinanden i det øjeblik, den skal forsøge at regere landet. Dels har al-Shabab ikke nogen klar ledelsesstruktur, større beslutninger træffes af en større gruppe kommandanter i fælleskab, og desuden er der stor uenighed internt om den praktiske udforming af et islamistisk styre. Flere kilder understreger, at nogle af de mest barbariske sharia-straffe har givet anledning til stor uenighed internt i Shabab-bevægelsen, mens andre understreger, at den ekstreme fortolkning af islam ikke har den samme klangbund i Somalia som i f.eks. Afghanistan.

FN konkluderer da også, at den ensretning, al-Shabab har forsøgt at gennemføre i de områder, bevægelsen kontrollerer, allerede har undergravet en stor del af den folkelige opbakning, militsen har haft på grund af den totale mangel på lov og orden i landet.

"Ekstremisme ligger ganske enkelt ikke til somalierne," som en mangeårig kender af landet udtrykker det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu