Læsetid: 10 min.

Der er dem, der drikker vodka...og der er dem, der drikker cognac

Kontrasternes Rusland. Overgangen fra sovjetkommunisme til 90'ernes røverkapitalisme har gjort de sociale skel i Rusland markante og dybe. Nyrige russere vælter sig i luksus, mens størstedelen af russerne er blevet forarmede
Udland
18. januar 2009
Kontrasternes Rusland. Overgangen fra sovjetkommunisme til 90'ernes røverkapitalisme har gjort de sociale skel i Rusland markante og dybe. Nyrige russere vælter sig i luksus, mens størstedelen af russerne er blevet forarmede

Moskva ligger for hans fødder, når han står på sin tagterrasse, der ligger på husets 20. etage. Han kigger ud over byens skyline. Han svinger cognacen rundt i det store glas, så den danner tunge gardiner. Cigaren gløder i hans mund, og omkring ham vimser unge kvinder, der nyder hans selskab i den 230 kvadratmeters store lejlighed.

"Jeg kan give kvinderne et eventyr," siger Alexander Filatov, der er 33 år og forretningsmand. Han er en af de russere, der har hægtet sig på det økonomiske opsving, som landet har oplevet de seneste år. I dag har han har fire fladskærme, tre badeværelser og jacuzzi. Han har walk-in-closet og vinkøleskab med forskellige temperaturer. Han har en stor Mercedes og døgnvagter i opgangen. Ruslands økonomiske optur har svunget ham så langt op ad lønstigen, at han næsten har opfyldt Maslows behovspyramide. Kun kærligheden og den slags mangler, fortæller han, mens han viser rundt i det lille palads. Han peger på sin splinternye tandemcykel i penthouselejlighedens hall.

"Jeg har kun brugt den et par gange, men jeg synes, den er sjov," siger han og går op ad trappen, der er designet specielt til hans hjem.

"Jeg ville ikke selv være kommet på alle de detaljer i lejligheden, så jeg har fået det hele indrettet af en designer. Meget af det er bare blær, men det er faktisk også ret funktionelt."

Alexander Filatov har udlevet den russiske drøm ved at arbejde sig ud af sovjetbarndommen og til tops i det nye erhvervsliv. Først i det multinationale firma Proctor & Gamble og nu i virksomheden Russian Machines, der er ejet af en af verdens rigeste mænd - en russer.

"Men det er vel kun omkring en halv million dollar om året, jeg selv tjener. Altså efter finanskrisen," fortæller han og understreger, at hver en rubel er ærlige penge trods den omfattende russiske korruption.

"Jeg kunne have tjent så mange millioner, hvis jeg havde taget imod bestikkelse. Men det har jeg aldrig gjort."

Omregnet har han alligevel et par hundrede tusinde danske kroner om måneden. Med dem kan han leve som en konge i Rusland, og det er netop, hvad han gør.

"Vi russere lever hver dag, som var det den sidste. Der er ikke ret mange, der sparer op, for vi ved jo aldrig, hvad der venter os - hvornår den næste bankkrise rammer, eller hvornår rublen devalueres."

Alexander Filatov spenderer store summer på at spise ude hver eneste aften, på skiferier i fire forskellige lande i løbet af en uge og på golfbanen, hvor han networker mere, end han golfer.

"For at være helt ærlig hader jeg det, men det handler om at møde de rigtige mennesker," siger han om timerne på greenen. Han blærer sig og nyder det. Det er noget nyt i Rusland, for selvom der var rige russere i Sovjetunionen, skiltede man ikke med det, og det var ikke velset, husker han. På mange måder distancerer han sig fra Sovjet-mentaliteten, som han selv er vokset op med. Selv nationaldrikken vodka bryder han sig ikke om længere.

"Det havde vi så meget af. Nu drikker vi whisky og cognac. Det er bare mere sofistikeret."

Ny ulighed

Antallet af ekstremt rige russere stiger. I 2007 var der 53 russiske milliardærer på Forbes liste over verdens rigeste mænd. Det gør Rusland til dét land i verden med det næststørste antal af superrige.

Men ikke alle har formået at smede deres egen lykke i det nye Rusland.

Mange russiske mænd dør af at drukne sorgerne i vodka, og de 10 procent rigeste russere er mere end fyrre gange så rige som de 10 procent fattigste.

Uligheden vokser hastigt, fastslår Natalia Zubarevich, der er professor og leder af den russiske tænketank Det Uafhængige Institut for Socialpolitik.

"Kontrasten og uligheden er stor. Selvom det er gået den rigtige vej under Putin, og folk har fået flere penge, så ser vi nu igen en hastigt voksende ulighed og en eskalerende fattigdom," siger hun og betegner hovedstaden Moskva som en enormt svær by at overleve i.

"De fattigste er primært pensionister, for pensionen er slet ikke fulgt med resten af økonomien. Inflationen, som tiltager nu, rammer også de ældre og de fattige hårdest, for når priserne stiger, og pengene ikke er noget værd, så kan de ikke stille noget op."

I Rusland står velfærdssystemet ikke klar til at gribe dem, der falder uden for arbejdsmarkedet. Overførselsindkomsterne kan ikke engang hive folk over fattigdomsgrænsen, og det offentlige sundhedssystem er håbløst bagud, mener Natalia Zubarevich, der håber, men tvivler, på reformer.

"Der er en stor mistillid til systemet, og den sovjetiske mentalitet gør det svært at lave grundlæggende reformer," siger hun. Men reformerne haster, for ellers kan det ende meget alvorligt, vurderer Nathalia Zubarevich.

Tre personer i ét rum

Familien Morotov har heller ikke meget tillid til systemet. Michael, Lyudmila og deres 22-årige søn Ilia bor i en lille lejlighed. Der er et beskedent køkken, bad og toilet, men derudover kun 19 kvadratmeters værelse. Her bor, sover og spiser de tre voksne mennesker. Selvom Michael underviser på både gymnasium og universitet, har familien kun en indkomst på det, der svarer til 4000 danske kroner om måneden. Heraf skal de betale husleje, mad og andre nødvendigheder. Men familien bruger ikke tid på at have ondt af sig selv.

"Her er masser af plads. Jeg opholder mig her. Lyudmila opholder sig dér. Og Ilia opholder sig i køkkenet eller på skolen," lyder det fra Michael Morotov, mens han peger rundt i den lille stue.

"Vi har ingen problemer, og vi føler os hjemme her. Vi prøver bare at leve i fred. Takket være Gud har vi den her lejlighed," siger han og berører det, familien bygger deres lykke på: troen på Gud. Det er tydeligt, at familien er religiøs, så snart man træder ind i den lille stue. For selvom der knap er plads til et bord, hvor de tre kan indtage deres mad, er der gjort plads til ikoner af Jomfru Maria, bibler og krucifikser. Stuens reoler og vægge er plastret til med alverdens hellige symboler.

Den russiske religion fylder mere end de russiske rubler:

"Vi diskuterer ikke penge. Hvis jeg har brug for flere penge, kan jeg arbejde mere eller sælge noget," siger Michael.

For tre år siden fandt lægerne en tumor i sønnen Ilias hjerne. Han blev opereret, og selvom det meste blev betalt af det offentlige, måtte begge forældre arbejde mere for at få råd til medicinen bagefter. Men sådan er det nu engang, mener Morotov:

"Jeg ville da være en komplet idiot, hvis jeg klagede over min tilværelse."

Han nægter at betegne familien som fattig, men anerkender, at han ikke tjener meget på trods af, at han har uddannet sig på universitetet. Han taler foruden sit russiske modersmål både engelsk, tysk, indisk og en smule svensk.

"Jeg ved ikke, hvorfor lærere får så dårlig løn. Jeg tænker aldrig over det. Hvad skulle jeg bruge flere penge til? Penge har aldrig gjort en mand bedre," siger han og henviser til en gammel morale formuleret af Dostojevskij.

Dem på landet er de sørgeligste, for de forsøger at drikke sig ud af elendigheden, mener han:

"Det er en skrækkelig tragedie og en skam," siger han. Selv drikker han aldrig alene, men kun for selskabets skyld.

"Jeg foretrækker øl eller vodka. Det er ren alkohol. Og jeg aner alligevel ikke, hvor de forskellige vine og whiskyer kommer fra."

Krisen koster liv

En økonomisk krise væltede den russiske økonomi i 1998, men er siden blevet vendt til højkonjunktur. Alligevel er fattigdommen stor. Ifølge Verdensbankens fattigdomsrapport er befolkningen på landet de fattigste i Rusland, og i 2005 levede næsten hver tredje af dem under den internationale fattigdomsgrænse. Det vil sige for under en dollar om dagen. For de svageste grupper i samfundet vil den nuværende finanskrise få fatale konsekvenser, forudser Natalia Zubarevich.

"Der var mange, der døde under krisen dengang, og det kommer der også til at være nu," siger hun og forklarer, hvordan de mellemstore virksomheders kollaps vil koste menneskeliv i provinsen:

"Omkring to hundrede byer er bygget op omkring virksomheder, som ikke vil overleve finanskrisen. De byer, hvor industrien knækker, vil opleve en kæmpe fattigdom ligesom dengang."

Selv byerne lige uden for Moskva er ikke gearede til at håndtere arbejdsløshed og fattigdom, mener hun.

"For mange af byerne er det største problem, at de ikke er moderniserede. Nogle af dem er opbygget i det 19. århundrede, og der er ikke sket noget siden. De har et meget dårligt sundhedsvæsen, intet arbejdsløshedssystem og et samfund, der ikke kan stille noget op, når folk har brug for hjælp."

En af de mange byer, der stadig lider under den forrige krise, er Nara Farminsk, der ligger 70 km syd for Moskva. På togstationen i den lille by koster en Snickers det halve af, hvad den gør på banegården i Moskva. Alligevel har mange i Nara Farminsk hverken råd til chokoladebar eller togbillet. Byen ligger i dag hen i slum, arbejdsløshed og afmatning. Den store tekstilfabrik, der holdt det hele i sving, lukkede i 1999. Fabriksbygningen står der stadig. Midt i centrum. Men den er tom, og de knuste ruder minder om den frustration, som mange har kæmpet med siden.

Volodjas vodka

To af de arbejdsløse i Nara Farminsk er vennerne Volodja og Valera, der sidder på en bænk foran en faldefærdig boligblok i udkanten af byen.

De smiler. Har drukket vodka og ænser ikke de frysende minusgrader. Deres armbåndsure viser midt på eftermiddagen, og de biologiske ure viser midt i halvtredserne. Men de to mænd har tid nok.

"Fabrikken er lukket nu, og vi er jo i den uheldige situation, at der stadig er mange år til, at vi kan få pension. Men der er intet arbejde at få i vores alder. Heller ikke, hvis vi tager til Moskva, for der vil de hellere ansætte yngre mænd," siger Volodja.

De to mænd får husholdningerne til at hænge sammen, fordi de om sommeren arbejder med at vedligeholde andres dachaer. Russernes svar på kolonihaver. Dacherne ligger i provinserne uden for hovedstaden, og mange russere overlever ved at dyrke deres egne grøntsager i de små haver.

Heldigvis skal hverken Volodja eller Valera betale husleje, fortæller de.

De bor i de gratis lejligheder, som mange familier fik under sovjetlederen Khrusjtjovs tid. Boligbyggeriet skulle løse en akut boligmangel, og derfor blev det bygget som midlertidige boliger. Husene var bare til overgangsperioden, og sideløbende skulle der bygges noget bedre. Sådan gik det ikke, og Volodja og Valera bor stadig i de midlertidige boliger. Døren er ved at falde ud af dørkarmen, vinduerne er rådne, og overalt skaller malingen af i store lysegule flænger.

Valera snøfter det snot, der hele tiden er på vej ud af hans frosne næse. Med et fraværende blik stirrer han på de herreløse hunde, der løber ind og ud af hans opgang. Der er vist omkring tyve hunde, oplyser han og ryster på hovedet:

"Jeg ved såmænd heller ikke helt, hvordan vi skal få det til at hænge sammen. Men vi må vel bare vente og se," snøvler han og smiler til Volodja. Den tomme vodkaflaske er nu smidt under bænken og ligger i sneen. Gennemsnitslevealderen for russiske mænd er under 60 år, og det er ikke politikerne, Volodja og Valera skal sætte deres lid til.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro Natalia Zubarevich:

"Politikerne har bare lukket øjnene. De har længe sagt, at krisen er i udlandet og ikke i Rusland. De har nok erkendt krisen nu, men lukker ned for al information og træffer hovedløse afgørelser, som ikke gør nogen forskel," siger hun om situationen i dag.

"De støtter nogle virksomheder økonomisk, men problemet er, at det er befolkningen, der har brug for pengene. Virksomhederne bruger bare deres penge til at dække deres gæld med."

Sympati og supermagt

Endnu en cognac skænkes. Alexander Filatovs armbevægelser bliver større for hvert glas. Der er ikke meget at stå imod med oven på de færdigkøbte tapasanretninger, han fik til aftensmad.

Han er træt af at tale om sine penge.

"I virkeligheden betyder det ikke så meget for mig mere. Der var engang, hvor jeg gik meget op i det, men nu er jeg modnet. Jeg deler også noget ud til velgørenhed."

Han giver ikke et bestemt beløb hver måned til organisationer, men giver, når folk beder om hans hjælp, og når firmaet samler ind.

"Hvis folk spørger, om jeg kan undvære penge til en kræftbehandling, så siger jeg ja. Jeg har også et kreditkort, der donerer et antal ører til børnehjem, hver gang jeg bruger en rubel."

Han kan godt huske, hvordan fortiden i sovjetbarndommen var. Forældrene hjælper han stadig økonomisk, for de har ikke meget. De beder ham hele tiden bruge færre penge og synes, det er noget pjat med al den luksus.

"Men jeg kan godt lide at forbruge. Vi russere har det bedre, jo større vores bil er. Det har måske også noget med supermagtsmentaliteten at gøre."

Alexander Filatov peger mod en af de fire fladskærme. Han ser fodbold på den, når han har tid, og surroundanlægget bringer ham tæt på en stadionoplevelse.

"Vi vil bare være de største og de bedste," siger han og slynger cognacen rundt i glasset.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her