Læsetid: 2 min.

Hvad er min forbrydelse?

Ambulancefolk er nødt til at lade flere dage gamle lig ligge i gaderne, fordi det er vigtigere at forsøge at hjælpe de sårede. Der er så mange døde, at jeg ikke længere kan rumme det
Udland
9. januar 2009

Jeg har stadig ikke vænnet mig til at skrive 2009. Her i Gaza har vi ikke set rigtig dagslys siden sidste år, og ærlig talt, så orker jeg ikke at holde styr på datoerne. Dagen i dag er som den i går og den i morgen. Eneste forskel er, at dagen i morgen er værre.

Tre søstre er blevet dræbt i Jabaliya flygtningelejren, andre blev dræbt, mens de kørte i bil fra et sted til et andet. Hvad har de gjort Israel?

Natten har været alt andet end stille. 60 angreb er det blevet til, det virker som om de israelske soldater aldrig sover. Antallet af ofre nærmer sig 800. Hamas og Israel er stadig i gang med at gennemgå det egyptisk-franske våbenhvileforslag, men måske når de ikke til enighed, før antallet af døde når 2000. Stadig flere er flygtet til FN's skoler, andre er fanger i deres eget hjem med israelske kampvogne stående på deres dørtrin.

I radioen fortæller en kvinde, hvordan hun og 15 andre er de sidste overlevende i Al-Zeitun-kvarteret. Alle deres naboer er døde eller flygtet. Hun tigger hospitalets ambulancer eller andre om at komme dem til undsætning. Senere på dagen lykkes det Røde Kors at hente familien ud. De var naboer til den sårede mand, der for flere dage siden råbte om hjælp via radioen. Jeg tænker stadig på, om han klarede den eller ej. Igen i dag har israelerne givet os tre timers udgang, men der er ikke længere mad at få i butikkerne og hvis man endelig finder noget, er det hundedyrt. Der kommer ikke længere grøntsager til markedet og der er fortsat hverken vand, el og varme.

Skal vi begraves levende?

I dag ville jeg have besøgt den lokale FN-skole for at se, om jeg kunne hjælpe, men både jeg og min datter Sarah er blevet syge. Måske er det maden eller vandet.

Røde Kors har endelig fået adgang til Gaza og selv de er chokerede over det, de ser. En Røde Kors medarbejder fortæller på radioen, hvordan de har fundet en familie, hvor kun fire små børn er i live. De sad ved siden af deres døde mor og ventede måske på, at hun skulle vågne igen. De fleste nyheder, vi får, er så forfærdelige, at det ikke er til at holde ud. Ambulancefolk fortæller, hvordan de er nødt til at lade flere dage gamle lig ligge i gaderne, fordi de ikke har ressourcer til at hente dem ind til lighuset, og det trods alt er vigtigere at forsøge at hjælpe de sårede. Der er så mange, mange døde, at jeg ikke længere kan rumme det.

Hvis jeg også skal dø, vil jeg gerne vide hvorfor. Hvad er min forbrydelse?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her