Frankrig i oprør

Det er det mest misbrugte og benyttede franske ordsprog og lidt af en kliche. Men alligevel: Tous ca change mais plus c'es la meme chose - jo mere tingene forandrer sig, desto mere forbliver de det samme.

I går var der - igen - protester i den franske hovedstad. De otte største fagforbund havde indkaldt til generalstrejke - og den så ud til at blive hørt.

"Herfra hvor jeg sidder, kan jeg høre råbene og larmen af trampende fødder," siger Denis Baranger, fransk jurist, professor og underviser på det agtværdige franske universitet La Sorbonne.

Han forholder sig neutralt til protesterne - "jeg er jo videnskabsmand" - men han har forståelse for demonstranterne.

"Det er let bare at kalde dem anarkister, som nogle udenlandske medier har gjort. Men dermed misforstår I situationens alvor. Dette er ikke som de protester, man ser fra autonome grupper på den militante venstrefløj i andre lande. Bevares, de er med - og råber højt. Men der er også mange, skal vi sige, respektable grupper repræsenteret," siger Baranger.

"Årsagen til oprøret," - Baranger bruger konsekvent det franske ord révolté - er "utilfredshed med håndteringen af den verdensøkonomiske krise."

I den seneste dage har de store banker offentliggjort regnskaber, der viser store overskud. Disse banker har fået penge som en del af det rekapitaliseringsprogram, som regeringen har gennemført.

Men regeringen har ikke givet penge til industrien.

Da Frankrig fortsat er en industrination, har det skabt vrede.

"I en nøddeskal: folk bliver sat på gaden, mens bankerne bliver rigere. Det er sprængstof i Frankrig," siger Baranger.

Han mener, at en af årsagerne er, at den franske regering har fulgt den opskrift, som Gordon Brown har promoveret i Storbritannien.

"Her i Frankrig er det blevet et skældsord at være 'blairist' - den britiske Labour-regering bliver opfattet som højreorienteret - selv af de borgerlige i Frankrig," siger han.

Kritik fra venstrefløjen

Ségolène Royal - den slagne socialistiske kandidat ved præsidentvalget - kaldte sig for 'blairist' for et år siden. Nu har hun skiftet hest. Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det er mere opportunt.

I et interview i forbindelse med en ny bog kaldte hun Nicolas Sarkozy for en "grådig lille dreng."

Hun er ikke den eneste franske politiker, der har kritiseret Nicolas Sarkozy.

Men Baranger indrømmer, at det mest er den yderliggående venstrefløj, der har kritiseret Sarkozy. Partier og bevægelser som det trotskistiske Lutte Ouvrière og Ligue communiste révolutionnaire og det venstresocialistiske Parti radical de gauche har ført an. Disse får hver for sig et par procent af stemmerne og repræsenterer op til ti procent af de franske vælgere.

Men Baranger mener, at venstrefløjen har et problem. De repræsenterer ikke de udstødte, men middelklassen

"Når en revolutionær socialist som Olivier Besancenot - der stillede op til præsidentvalget - taler om fælles front og enighed, lyder det lidt hult. Han taler ikke for alle. Det er bemærkelsesværdigt, at det er de hvide franskmænd, der har arbejde - altså ikke arbejdsløse fra indvandrergrupper - der har arrangeret protesten og generalstrejken. Den frontkrig, der normalt eksisterede i Frankrig, findes ikke mere," siger eksperten.

Personligt opgør

De franske medier har sammenlignet generalstrejken med protesten i 1968. "Det er et personligt opgør for Sarkozy. Han har altid hadet oprørene," siger Baranger.

Ifølge en biografi om Sarkozy, Les Sarkozys - une familie française af journalisten Elise Karlin, blev Sarkozy politisk vakt, da han, 13 år gammel, deltog i en demonstration imod 68-oprøret og til fordel for præsident Charles de Gaulle.

"Der er ikke tvivl om, at han ønsker konfrontationen. Men spørgsmålet er, om han kan vinde. Det balancerer. Men jeg tror, at oppositionen er for splittet. Der er ikke noget alternativ til Sarkozy," siger professoren.

Sarkozy ligger lunt i meningsmålingerne. Ifølge en opinionsmåling foretaget af IPSOS - det største franske analyseinstitut - er 50 procent tilfredse med præsidenten. Men målingen viser også, at 70 procent støtter protesterne. Men den slags lægger Baranger ikke stor vægt på:

"Politik er ikke en matematisk disciplin. Det er let at være begejstret, så længe der er mad i butikkerne, og så længe togene kommer til tiden. Men stemningen vender sig hurtigt. Og husk på i 1980'erne var Storbritannien kendt for sine voldsomme protester. Dem stoppede Margaret Thatcher. Sarkozy ønsker at gentage hendes svendestykke. Men hvis det ikke lykkes, er han færdig politisk," siger Baranger.

Den offentlige trafik i Paris var lammet i går, og selv domstole var lukkede.