Læsetid: 2 min.

Gaza tæt på humanitær katastrofe

Næsten tre ugers krig har skabt en desperat mangel på mad, vand og medicin i Gaza. Over en bred kam kritiseres Israel for ikke lade nødhjælp komme frem og sårede komme ud
Udland
15. januar 2009

Mens den israelske offensiv i Gaza snart går ind i sin tredje uge, begynder konsekvenserne for civilbefolkningen for alvor at kunne mærkes. Her bliver den humanitære situation værre dag for dag.

80 procent af indbyggerne er afhængige af nødhjælp, men ifølge Amnesty International har størstedelen af den civile befolkning i Gaza ikke adgang til humanitær hjælp.

Hospitaler har kørt på generatorer siden kort før nytår, da Gazas eneste kraftværk holdt op med at fungere. Og nu er der også mangel på brændstof til de generatorer, der leverer strøm til hospitalerne.

Ifølge Human Rights Watch mangler der mad, elektricitet, vand og medicin. Civile har ingen steder at flygte hen, og kloakker løber over, hvilket kan skabe sygdomme og epidemier.

Human Rights Watch kræver derfor, at Israel øjeblikkelig giver adgang til at evakuere sårede og hjælpe den civile befolkning i Gaza.

"Israel og Egypten skal åbne deres grænser, så der kan komme regelmæssige forsyninger af mad, medicin og olie ind til Gaza. Og så skal man evakuere dem, der mest påtrængende har brug for at få lægehjælp. Gaza var midt i en humanitær krise, før kampene startede. Nu nærmer vi os en katastrofe," siger Kenneth Roth, direktør for Human Rights Watch.

Han peger også på, at den daglige tre timers pause i krigshandlingerne fra israelsk side slet ikke er nok til at hjælpe de sårede i Gaza.

Tragisk og uacceptabelt

Også Røde Kors advarer om, at vi nærmer os en humanitær katastrofe. Her har chefen for Internationalt Røde Kors, Jakob Kellenberger, netop besøgt krigszonen, og han var bestyrtet over forholdene dér.

"Jeg så en dramatisk humanitær situation. Et voksende antal kvinder og børn bliver såret og bragt til hospitalerne. Det er chokerende," sagde han i går i Jerusalem.

Han opfordrer begge parter i konflikten til at skåne civile og lade hjælpearbejderne udføre deres arbejde.

Ifølge FN er flere end 40 pct. af de døde, og halvdelen af de sårede, kvinder og børn.

"Det er tragisk og uacceptabelt. Intet menneske kan se dette uden at blive rørt. Krisen i Gaza er enestående, fordi børn og deres familier ikke har nogen steder at flygte hen," lyder det fra Ann M. Veneman, direktør i UNICEF.

Hun peger på, at FN's konventioner for beskyttelse af børn er blevet overtrådt på det groveste og henviser blandt andet til det israelske angreb på en FN-skole i en flygtningelejr for nylig, hvor 40 mennesker blev dræbt.

De humanitære organisationer kæmper fortsat for at finde forsyninger inde i Gaza, fordi den israelske blokade gør det umuligt at fragte mad og medicin ind udefra. Det lykkes dog Folkekirkens Nødhjælp dagligt at uddele et varmt måltid mad til 150 familier i flygtningelejren Jabalyia i Gaza.

Den danske organisation støtter også indkøb af brændstof til kølesystemet i en af Gazas få blodbanker, så den fortsat kan opbevare blodet på køl.

"Situationen i Gaza er meget bekymrende. Indbyggerne kan ikke flygte, humanitær hjælp kan ikke tilvejebringes, og pressen har ingen adgang. Det er meget voldsomt," siger Malene Sønderskov, der er Folkekirkens Nødhjælps landekoordinator med ansvar for Mellemøsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her