Læsetid: 6 min.

Dette er et gyldent øjeblik

Den finanskrise, som blev skabt i USA, har nu tydeliggjort, hvor presserende et behov vi har for flere globale - og mere robuste - tilsynsmyndigheder. Præsident Obama har nu en gylden mulighed for at skabe forandring. Meget vil afhænge - nu og i mange år fremover - af hans svar
Frit fald. For 10 år siden var der frygt for, at den finansielle uro i udviklingsverdenen skulle brede sig til de avancerede industrinationer. I dag står vi midt en krise, der bærer varemærket -Made in the USA-, og truer hele verden, skriver Joseph Stiglitz.

Frit fald. For 10 år siden var der frygt for, at den finansielle uro i udviklingsverdenen skulle brede sig til de avancerede industrinationer. I dag står vi midt en krise, der bærer varemærket -Made in the USA-, og truer hele verden, skriver Joseph Stiglitz.

Yuriko Nakao

Udland
10. januar 2009

I årevis har verdens ledere og tænkere diskuteret manglerne i de internationale finansielle systemer. De har diskuteret økonomiske ubalancer, deriblandt det voksende amerikanske handelsunderskud. Mange har bekymret sig over disse ubalancer. Men intet blev gjort. Vi betaler nu prisen for vores manglende evne til at handle. For 10 år siden var der frygt for, at den finansielle uro i udviklingsverdenen skulle brede sig til de avancerede industrinationer. I dag står vi midt en krise, der bærer varemærket Made in the USA, og truer hele verden.

Hvis vi skal løse hele denne verdensomspændende krise og forhindre gentagelser, må vi reformere og omstrukturere det globale finanssystem. Der er simpelt hen for mange indbyrdes afhængighedsforhold til, at hvert enkelt land kan tillades at gå sine egne veje. F.eks. har USA draget fordel af sin eksport af 'giftige' realkreditlån, for havde det ikke kunnet sende nogle af disse til Europa via komplekse securitiseringsordninger, ville den amerikanske nedtur have været langt værre. Men de deraf følgende svagheder i Europas banker er nu ved prelle tilbage på USA.

Bedre regulering ville have medvirket til at forhindre den situation. Men reformerne af det globale finansielle system skal gå langt videre. For eksempel skal der være bedre pengepolitisk koordinering rundt om i verden. Europas aktuelle afmatning skyldes dels det faktum, at mens Den Europæiske Centralbank i det seneste år har rettet fokus mod inflation, har USA - med rette - koncentreret sig om optrækket til recession. Den heraf resulterende forskel i rentesatser har ført til en stærk euro og en svag eksport. Det gør ondt i Europa. Men et svagt Europa rammer i sidste ende også USA, når Europa tvinges til at reducere sin import af amerikanske varer. Med en bedre koordinering ville Amerika måske have været i stand til at overbevise Europa om risikoen for recession, og dette ville have ført til en justering af Europas rentesatser.

Der er også behov for internationalt koordinerede stimulansprogrammer, der kan kickstarte væksten. Det er godt nyt, at Kina, USA og Japan nu alle har iværksat store programmer for finanspolitisk ekspansion. Men de er af vidt forskellig størrelse, og hidtil har Europa haltet bagefter. Dets vækst- og stabilitetspagt pålægger begrænsninger, som kan få globale konsekvenser.

Ud over dette vil tilliden til de finansielle markeder ikke kunne blive genoprettet fuldt ud, medmindre statsmagten påtager sig en stærkere rolle i reguleringen af de finansielle institutioner, finansielle produkter og kapitalbevægelser. Bankerne har vist, at de ikke kan styre deres egne risici, og konsekvenserne for andre har været katastrofale. Selv den tidligere formand for USA's centralbank Alan Greenspan, dereguleringens ypperstepræst, har indrømmet, at han gik for vidt.

Hvad vi har brug for nu, er et global finansielt regulerende organ, der kan overvåge og tage bestik af den systemiske risiko. Hvis de finansielle regler får lov til at variere alt for meget fra nation til nation, er der risiko for et kapløb mod bunden, hvor nogle nationer vil gå i retning af mere lempelige reguleringer for at kapre de finansielle virksomheder på bekostning af deres konkurrenter. Det finansielle system vil blive svækket med konsekvenser, der nu kun er alt for tydelige.

Øjeblikkelige tiltag

Hvad skal dette nye sæt af globale finansielle regler omfatte? For det første skal det sikre, at de styrende incitamentsordninger er gennemsigtige og ikke giver uhensigtsmæssige tilskyndelser til dårlig regnskabsføring, kortsigtede gevinster og overdreven risikovillighed. Kompensation bør ikke bygge på afkast fra et enkelt år, men på afkast over en længere tidsperiode. Som absolut minimum bør vi kræve større gennemsigtighed i aktieoptioner, herunder sikre, at de får en passende regnskabsmæssig behandling. Og så har vi behov for at begrænse omfanget af interessekonflikter - om det så er blandt kreditvurderingsselskaber, der betales af dem, de vurderer, eller prioritetslånsselskaber, der ejer de selskaber, som vurderer de ejendomme, for hvilke de udsteder realkreditlån. Vi har brug for at begrænse overdreven gearing og anden stærkt risikobetonet adfærd. Standardisering af finansielle produkter vil kunne øge gennemsigtigheden. Og finansiel produkt sikkerhed og stabilitets-kommissioner vil kunne hjælpe os til at beslutte, hvilke produkter, der er sikre at bruge for hvilke institutioner og til hvilke formål. Vi har set, hvad der kan ske, hvis vi forlader os på, at bankfolk selv regulerer banksektoren.

Ud over bedre global koordinering af den makroøkonomiske politik og mere regulering er der mindst to andre tiltag, som de nationale regeringer bør sætte i værk. For det første har vi brug for en reform af det globale reservesystem. For mere end 75 år siden skrev John Maynard Keynes, den største økonom i sin generation, at et global reservesystem var nødvendigt for den finansielle stabilitet og velstand. Siden da er behovet kun blevet endnu mere påtrængende. Keynes' håb var, at Den Internationale Valutafond ville skabe en ny global reservevaluta, og at klodens lande ville holde sig til den i stedet for til sterling (datidens valutareserve). I dag vil en sådan møntfod kunne bruges til at erstatte dollaren som de facto-reservevaluta. Eftersom den ikke vil afhænge af formuerne i et bestemt land, vil den være mere stabil. Udbuddet vil kunne øges med jævne mellemrum for derved at sikre, at reserverne holdes op på niveau med landenes behov. Udstedelse vil kunne ske på grundlag af enkle regler - herunder straf til de lande, der forårsager globale svagheder ved at have vedvarende overskud. Dette er en idé, hvis tid omsider kan være kommet.

Misligholdelser

Den anden større reform bør være et nyt system til håndtering af grænseoverskridende konkurser (herunder gældsmisligholdelser af suveræne stater). Når en bank eller en virksomhed i ét land i dag misligholder gæld, kan det få globale forgreninger. Med forskellige nationale retssystemer, kan det tage flere år at udrede trådene. Eksempelvis er de problemer, der opstod i forbindelse med Argentinas misligeholdelse fra 2001 endnu ikke løst, ligesom konkurskomplikationer plagede Sydkorea og Indonesien under deres kriser for et årti siden og bremsede den økonomiske genoprettelsesproces. Verden bliver snart overstrøet med misligholdelser, og vi har brug for en bedre måde at håndtere dem på, end vi tidligere har haft.

Obamas chance

Denne krise har sat ikke blot omfanget af vores indbyrdes afhængighed i relief, men også fremhævet manglerne de eksisterende institutioner. Den Internationale Valutafond, IMF, har for eksempel ikke gjort andet end at tale om de globale ubalancer. Og mens verden har fokuseret på problemer med dårlig regeringsførelse som hindring for udvikling, har mangler i IMF's egen regeringsførelse udhulet disse moralprædikeners troværdighed. Navnlig valutafondens råd om at fremme deregulering må i dag forekomme hule. Mange kritikere i Asien og Mellemøsten, hvor puljerne af likvid kapital ganske overskygger IMF's egne, spørger sig, hvorfor de skulle overdrage deres penge til en institution, i hvilken et USA, som er selve roden til problemet, stadig har vetoret, og hvori de selv har så begrænset stemmevægt.

Dette er et Bretton Woods-øjeblik - en tid til drastiske reformer af de eksisterende institutioner eller, som det skete ved slutningen af Anden Verdenskrig, en tid til oprettelse af nye. Indtil nu har Washington konsekvent blokeret bestræbelserne på at skabe et multilateralt, globalt finansielt system, der er stabilt og retfærdigt. Det har eksporteret sin dereguleringsfilosofi, der har vist sig så bekostelig, både for det selv og for verden. Præsident Obama har nu en gylden mulighed for at ændre på alt dette. Meget vil afhænge - nu og i mange år fremover - af hans svar.

Joseph Stiglitz er nobelpristager i økonomi og professor ved Columbia University i New York

© Washington Post Writers Group og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

© 2008, Newsweek Inc. Alle rettigheder forbeholdt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Yderst interessante tanker og forslag. Jeg hæfter mig dog ved én afgørende bemærkning: "Der er også behov for internationalt koordinerede stimulansprogrammer, der kan kickstarte væksten."

Selvom Joseph Stiglitz har fat i nogle rigtig gode pointer angående regulering af det finansielle system, så kan selv han tilsyneladende ikke gøre sig fri af tanken om vedvarende økonomisk vækst.

Nu er jeg ikke hverken økonom eller nobelpristager i økonomi, som han er, men som fysiker vil jeg stædigt fastholde, at ubegrænset økonomisk vækst i en materielt begrænset verden er en umulighed. Så længe dette ikke siver ind - det vil sige, så længe vi bliver hængende i det nuværende vækstparadigme som et barn i sin mors skørter, så er der ingen holdbar løsning på vore vanskeligheder.

Det har jeg også noteret mig. Jeg syntes det er ærgeligt, at folk, der har tanker, ikke kan tænke lidt mere differentieret på lige dette område.

Eller i det mindste kvalificere deres vækstbegreb.

Hvis ikke er betragtningerne helt ligegyldige og ganske irrelevante for løsningen af de problemer, vi står overfor, herunder de mindre ting som finanskrisen.

Der findes intet sandt demokrati, uden demokratisk kontrol med økonomien.