Læsetid: 4 min.

Hjælp os, hjælp os!

Hvordan skal jeg dog forklare, hvad vi gennemlever i disse dage? Hvordan skal jeg beskrive angsten eller forklare, hvordan jeg ser ud i ansigtet, når bomberne falder?
Udland
6. januar 2009

GAZA BY - Jo tak, det går strålende! Vi har det fint. Jeg er nødt til at finde humoren frem. Det her har været det hidtil værste døgn.

Israel har invaderet Gaza, og helikoptere og bombefly akkompagneres nu af kampvognenes rumlen. I nat var et helvede. Det virker, som om israelerne forsøger at drive os allesammen til vanvid med de konstante bombardementer, missiler og granater. Og hele tiden dette frygtelige mørke, hvor ingen ved, hvad der sker med deres nærmeste.

Bomberne faldt både tæt på og langt væk. En af dem har ramt en ambulance! En af de ombordværende læger er dræbt, en anden er meget alvorligt såret, og chauføren er også såret.

Jeg har lige hørt i radioen, hvordan folk er fanget i Zaitun-området. Det er det område, som israelerne går efter, fordi de siger, at der er der, Hamas har affyret raketter fra. De talte med en mand, som ligger såret i sit hus uden mulighed for at få hjælp. Ambulancerne kan ikke komme frem. Han fortæller, hvordan han selv og seksten andre befinder sig i huset. Hjælp os, hjælp os, beder han. To timer senere har han stadig ikke fået hjælp.

Åh Gud. Det er ikke til at holde ud!

Fra min altan kan jeg se folk gå og samle deres ejendele op mellem ruinerne, pakke kufferter og flytte til andre og forhåbentlig mere sikre steder at overleve de kommende dage hos venner eller famillie. Jeg kan se småbørn gå omkring, syge af angst, sultne, beskidte og uden tag over hovedet. Jeg kan se, hvordan de og deres familier løber fra sted til sted.

Vi taler om den nye flugt. Hvornår stopper det? Der er ingen, der er upåvirkede af situationen længere. Der er efterhånden lige så mørkt om dagen som om natten. Bombardementerne skaber en mørk røg, der indhylder hele området.

Mangler drikkevand

I vores boligblok er der ikke mere vand. Selv har vi kun en smule gas tilbage, så jeg er holdt op med at koge Sarahs sutteflaske. Hun må drikke af en kop i stedet. Jeg aner ikke, hvordan vi skal klare os, hvis det her fortsætter. Den sidste gas skal bruges til at lave lidt mad til Sarah. Vi må prøve, om vi kan skaffe lidt drikkevand et eller andet sted fra. Og en smule vand til at vaske hænder og ansigt.

Jeg har ikke set de israelske soldater, som har invaderet Gaza, men de er her. Vi hører, at modstandsbevægelsen har set dem og kæmpet mod dem. Krigen har fået Hamas og flere andre fraktioner til at samarbejde, bl.a. Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Men Hamas har de mest veludrustede soldater, siger folk.

Hvordan skal jeg dog forklare, hvad vi gennemlever i disse dage? Hvordan skal jeg beskrive angsten og frustrationen, hvordan skal jeg forklare, hvordan jeg ser ud i hovedet, når bomberne falder?

Hvordan jeg desperat forsøger at spille klovn og få min datter til at grine, så hun ikke bliver bange.

Israel siger, det her kun er begyndelsen.

I går blev en gruppe børn dræbt, da de legede uden for en moske, der blev bombet. De fleste familier her har syv, otte, ni børn. Det er umuligt at holde dem inde i uger og måneder. Så de lader dem løbe ud på gaden, når der er en pause i bombardementerne. Og så bliver de dræbt.

Hvordan skal jeg beskrive min sorg og min gråd, da jeg hørte om de mødre, der havde mistet deres børn?

Hvem der vinder denne krig, og hvem der taber, betyder ikke noget. Det vigtigste lige nu er at få stoppet den rædselsfilm, vi er med i dag og nat.

I dag ringede en af mine veninder, som bor på Vestbredden. Jeg brød helt sammen, da jeg hørte hendes stemme.

Hun blev så ked af det, men jeg kunne ikke bevare selvkontrollen. Hun fortalte, hvordan de alle sidder klinet til tv og radio for at følge begivenhederne, men at de har svært ved at tro alt det, de hører og ser, de mange døde og de små ligdele, der bliver indleveret på hospitalerne. Hun var dybt chokeret.

Der er tilsyneladende ingen, der kan standse Israel. Det internationale samfund forsøger at tale med israelerne, men de lytter ikke til nogen. Den her krig er rettet mod civilbefolkningen og ikke andre. Hvis man tæller de døde, vil man se, hvor mange af dem der er børn, hvor mange der er civile, hvor mange der bare er blevet slået ihjel med koldt blod.

FN siger, hver fjerde offer er civilt. De kan sige, hvad de vil. Det er os, der bor her, og vores børn, der bliver slået ihjel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her